Kystdage

Kystdage

Overraskende fangststeder i Lapland

JuliOprettet af Henning Pedersen lør, juli 25, 2015 19:01:34

Tirsdag den 14. juli kørte jeg sammen med Henrik Thomsen nordpå ad E4 med bilen pakket op med grej og udstyr til syv døgn på fjeldet. Målet var Laisälven i det sydlige Lapland, og forude lå en bilrejse på ca. 1700 km.

Området var nyt for os, og selvom vi havde kigget godt på andres beretninger på nettet og studeret Google Maps indgående, var det med en vis usikkerhed og spændt forventning, vi kørte afsted.

Som de tre foregående år, hvor målet også har været Lapland, gjorde vi stop ved Gävle Bro, som er en restaurant, der er bygget hen over motorvejen. Den er mest interessant i kraft er sin kuriositet, og her serveres masseproduceret husmandskost til rimelige penge. Der kommer meget på tallerkenen, og det kan man så alt efter temperament og sult se som en kvalitet eller det modsatte.

Vi nåede Umeå til aften og overnattede på vandrerhjemmet, inden turen den næste dag gik mod nordvest. I Arjeplog fik vi en god ”lunchmenu” på Pizzeria Verona, og de sidste indkøb blev foretaget, inden turen gik videre til Adolfsström, som vi nåede midt på eftermiddagen.

Vi fik betalt for flyvningen og købt fiskekort, og en halv time før planlagt var helikopteren klar til at flyve os de 25 km til en lejrplads, som Fjällflygarna AB havde døbt ”Discovery”. Den havde vi valgt som destination, da meldingen var, at der var meget vand i elven, og vi kunne ikke regne med, at det ville være muligt at passere den. Vi var derfor nødt til at vælge enten den sydlige eller nordlige bred. Meldingen var også, at sommeren havde ladet vente på sig. Alt var 14 dage bagude, men hvis vi var heldige, ville der komme varme og gang i klækningerne nu.

Undervejs på den 25 km lange flyvetur fik vi set elgen, som var ude at bade i en lille sø. Piloten fløj i en cirkel rundt om det store dyr, mens det steg op af vandet.
Vi fik en fint indtryk af elven fra helikopterperspektivet, men kunne også se, at det var en noget større elv, end vi havde forestillet os hjemmefra. Den vekslede mellem stride fosser og store, langsomme sel.

Fremme ved vores lejr viste det sig, at den høje vandstand gjorde, at piloten ikke kunne lande på stranden ved elven, men måtte sætte os af på myren bagved. Det gav lidt arbejde med at bære bagage frem til lejren, men beliggenheden var umiddelbart fin, lige ned til elven. Det skulle dog vise sig de kommende dage, at det også var en plads, der var meget udsat for den kolde vestenvind, som suste ned fra de høje fjelde ind mod Norge.

Et døgn senere var det ikke svært at bevare pessimismen. Vi havde ikke set et eneste vak og ikke mærket det mindste lille ryk i fluen. Elven virkede voldsom, og de fisk, der sikkert var i den, trykkede sig åbenbart godt ned mod bunden og var - med det grej vi havde medbragt - ret svære at nå.
På vores vej ned ad elven ramte vi et sideløb, der fortsatte et godt stykke ind i landet, og hvis vi ville videre, måtte vi rundt om det, da det ikke lige var til at vade over. Der var nærmest ikke noget strøm i løbet, da det kun var nogle myrområder, der førte vand til det, men da vi var kommet 600 meter op ad det, viste der sig tegn på liv. En flok mindre fisk stod og ringede, og for en stund faldt pessimismen nogle procent.

Vi kom rundt om ”kanalen”, som vi døbte elvløbet, og her på den anden side fik vi fanget nogle små ørreder, og efter et fiskeløst døgn var vi glade for det lidt, vi kunne få.
Vi fortsatte ned ad den store elv, men fandt ingen fisk. Henrik fortsatte til en lille sø, mens jeg gik tilbage til kanalen. Her ringede de små ørreder fortsat, men det var en fisk af en anden kaliber, der efter et par kast tog nymfen. Til min store overraskelse var det en stor ørred, der trak rundt med fluelinen i kanalen, hvor den flere gange var ved at komme i karambolage med et træ, der lå ud i vandet. Til sidst fik jeg den dog ind mellem vandplanterne inde ved bredden og kunne glæde mig ved synet af en flot ørred, som jeg målte til 53 cm.

Ikke overraskende var vi tilbage på stedet igen den næste dag efter først at have besøgt den lille sø, som Henrik havde set ørreder i dagen før. Der igen små ørreder, der viste sig i kanalen, og især helt oppe hvor kanalen sluttede i en lille åbning ind mod myren, var der gang i de små.
Jeg sagde til Henrik, at jeg ville prøve stedet, som vi døbte ”børnehaven”, da det tilsyneladende kun holdt mindre fisk. Det viste sig imidlertid, at det var en af pædagogerne – eller var der mon institutionslederen – der huggede på den lille nymfe. Jeg fik råbt på Henrik, som kom med sit net, der var alt for lille, men han fik alligevel nettet fisken. Sikke en overraskelse! Den målte 60 cm og var bestemt ikke det, vi havde forventet at finde i en lille hul 700 m fra hovedløbet.

Det gik efterhånden op for os, at der trak store ørreder rundt i kanalen i tilgift til en del mindre og mellemstore fisk. Herinde var vandet uden tvivl en del varmere end ude i elven, og der var sikkert også mere føde at komme efter. De næste dage gav da også flere gode fisk. Jeg fik to store mere, begge på 48 cm. Den ene havde en af Henriks nymfer i munden. Han var nemlig uheldig og mistede flere gode fisk.



Området ned til elven var udelukkende birkeskov og myrområder, der heldigvis var relativt tørre og ikke gav problemer, når vi skulle rundt i området. Lige bag lejren var der en falkerede, og man var aldrig i tvivl om, at vi var tæt på lejren, når vi vendte hjem, for falkeparret skældte os grundigt ud som velkomsthilsen, når vi nærmede os.

Som sagt var det en god, men kold lejrplads, og da vinden endelig lagde sig, kom regnen, og vinden gik i stedet i øst, så vi måtte sætte den medbragte presenning op for at kunne sidde i tørvejr. Vi benyttede lejligheden til at lave en gang snobrød over bålet, og som altid smager den slags rigtig godt derude i vildmarken.

Andensidste dag besluttede vi os for at tage på vandring ind til en fjeldsø, som lå ca. 3 km oppe på fjeldet i et noget højere terræn. Det kom vi ikke til at fortryde, da den viste sig at fyldt med ørreder. De fleste på 20-25 cm og med enkelte op til knap 40 cm. Hvad de manglede i størrelse, havde de til gengæld i vildskab, og vi havde en fin dag ved søen. Her var blæsten igen kraftig, så vi måtte holde os til nymferne.

På sidstedagen startede vi ved kanalen, hvor jeg fik en ørred på 48 cm. Vinden havde lagt sig, og vi talte om, at det kunne være spændende at se fjeldsøen under de forhold, og inden længe var vi igen på vandring.

Vi blev bestemt ikke skuffede, for søen kogte nærmest med ringende fisk, og de huggede da også villige på vores caddisfluer. Det blev en fin afslutning, som desværre gik over i regnvejr, og da vi kom tilbage til lejren, var vi godt trætte og våde.

Næste morgen var det heldigvis klaret op, og vi fik pakket ned og blev hentet som aftalt kl. 10. Tilbage i Adolfsström stod den på varmt bad, inden vi kunne tage hul på den lange tur hjem.
Oppe på fjeldet havde vi ikke set et eneste rensdyr, men dem fik vi til gengæld at se i rigelige mængder på vej hjem, hvor de flere gange dukkede op på landevejen.

Vi var som sagt ikke heldige med vejret, og elven svarede ikke rigtigt til vore forestillinger, men fjeldområdet ved Adolfsström rummer flere andre spændende muligheder, så det er da ikke utænkeligt, at jeg lægger vejen forbi igen til næste år.
Det var dog trist ved hjemkomsten at kunne læse om de tre danskere, der var omkommet på Rogen-søen. Her var jeg på min allerførste fjeldtur for over 30 år siden, hvor vi også sejlede i kano i området.

Fjällflygarna: http://www.fjallflygarna.se/

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post260

Hed sommer i Lapland

JuliOprettet af Henning Pedersen fre, august 01, 2014 13:58:34

Den 19. juli satte vi os i bilen for at køre den lange vej nordpå til Kiruna. Med i bilen var Henrik, som jeg kender fra fiskeklubben, samt hans kammerat Troels fra Esbjerg.
Fire dage på landevejen og otte dage på fjeldet med mennesker, man ikke kender særligt til på forhånd rummer i sig selv en udfordring. Man er meget tæt sammen og skal have mange praktiske ting til at fungere, og det er aldring sikkert på forhånd, hvordan det spænder af.
Det gik heldigvis rigtig godt, og vi havde en fin tur, hvor vi også – trods vanskelige forhold – fik fanget en del fisk.

I tre uger op til vores ankomst havde der været hedebølge i området i lighed med mange andre steder i Skandinavien. Varmen fortsatte, den uge vi var afsted, og det varme vand var ikke med til at fremme fiskeriet. Specielt fiskeriet efter rødding lider under de høje vandtemperaturer, og vi fangede da også kun ganske få rødding.
Mikko fra Arctic Heli kunne fortælle om døde laks i Laino-elven og temperaturer i fjeldsøerne på +20 grader.
Han anbefalede os derfor at fiske om nattet og om morgenen. Man skal så sove om dagen i et varmt telt eller i det fri pakket ind mod myg. Vi prøvede det, men ingen af delene kan ”varmt” anbefales.

Den 21. juli blev vi planmæssigt fløjet med helikopter ind til elven Leavasjokka, der løber i østlig retning og afvander et større fjeldområde lige nord for Kebnekaise-området. Vandstanden i elven var rimelig og faldt ca. 10 cm i løbet af en næsten tør uge. Først det sidste døgn fik vi regn, og så steg den straks 10 cm igen.

Leavasjokka har været et populært mål gennem en del år, men antallet af fiskere er angiveligt faldet de senere år. Afstanden til nærmeste landevej er ca. 15 km, så der er også grupper, der vælger at vandre ind.
Vi blev sat af på en plads, hvor Mikko regnede med det bedste fiskeri. Det var kun 1 km fra vandreruten, og det gav lidt flere fiskere. Vi var tre hold i området det meste af ugen, men da vi havde held med at finde bedre fiskeri ca. 1½ km nedstrøms, kunne vi fiske for os selv.

Vi havde desværre kun meget få klækninger, mens vi var der. Det virkede som om, de fleste klækninger allerede havde fundet sted i de foregående uger. Vi så selvfølgelig fisk ringe, men der skulle ofte arbejdes hårdt for at finde ud af, hvad det var de tog. Jeg gætter på myggelarver og andet småkravl, som vi dårligt kunne spotte på overfalden. De store caddisfluer, som jeg plejer at have succes med, gav stort set ikke fisk, mens der var noget bedre held med Klinkhammer-fluerne. De fleste fisk fik jeg dog på vægtbelastede nymfer fisket opstrøms.

På vandringen mellem lejr og fiskeplads fik vi set på dyre-, plante- og fuglelivet. Der var flotte kvanplanter, og vi fik set lemminger, der hurtigt søgte skjul mellem stenene. Det forstår jeg godt, for oppe i luften hang der sultne kjover og kiggede efter bytte.
Kjoverne havde også afkom, der skulle forsvares. En af dagene kom jeg åbenbart for tæt på en unge, der sad på en sten i nærheden, og en af fuglene dykkede faretruende, så jeg måtte forsvare mig med fluestangen. Jeg er derfor nu medlem af klubben af lystfiskere, der har ramt en kjove med en klasse 5 stang.

Da vi havde været på pladsen en par dage, havde vi fanget en del stallinger og enkelte ørreder, men ikke noget rigtig stort, Samtidig gik der fire unge finner på modsatte bred, så Troels og jeg sad og skumlede lidt, men humøret steg mærkbart, da Henrik kom hjem med en ørred på 48 cm, som jeg omsatte til ørredsalat på nybagt brød.

Næste dag kiggede vi nærmere på det område, Henrik havde fundet. Han havde mistet flere store ørreder, så lysten til at knokle rundt i det tætte pilekrat steg betragteligt. Da jeg kiggede ud gennem krattet ved et lille sideløb, stod der tre store ørreder lige ud for mine fødder. Den mindste var ikke under 60 cm. Desværre var det fuldstændig umuligt at komme med til vandet og kaste, og det ville have været helt håbløst at skulle fighte og lande så store fisk i området, der var tæt indhyllet i pilekrat.

Så gik det bedre i området ud for, hvor elven bredte sig ud i et stort, langsomtflydende sel. Her fik vi de sidste tre dage ganske mange store stallinger op til 52 cm, samt enkelte fine ørreder.

Den sidste morgen sluttede jeg godt af med en stalling på 48 cm i første kast og senere turens største ørred på 49 cm.

Afslutningsvis et lille tip:
Vi talte med en finsk gruppe og blev klar over, at prisen for vores flyvning var næsten det dobbelte. Senere viste det sig, at vores pris var beregnet fra Kiruna og ikke den base, vi faktisk var fløjet fra, så vi fik skåret 3500 Skr. af prisen, men den var stadig højere end finnernes. Det havde brugt et konkurrerende firma, og selv om jeg har oplevet en fin behandling hos Mikko og Arctic Heli de sidste tre år, vil jeg nok hente flere tilbud ind næste gang.


Vi fik ugens første byge, da alt var pakket ned, og vi ventede på helikopteren, der var en time forsinket. Det hurtigtopsatte telt med hullede presenninger ser måske lidt usselt ud, men teltstængerne repræsenterer faktisk en værdi over 20.000 kr. ;-)

  • Kommentarer(4)//www.kystdage.dk/#post256

Otroligt snårigt, men mycket grov harr

JuliOprettet af Henning Pedersen man, juli 30, 2012 21:41:09

Midt i juli gik turen nordpå til Kiruna sammen med Stig, Kurt og Frederik. Målet var en lille elv med navnet Vassijokk, som var blevet udvalgt efter en længere mail-korrespondance med Andreas Mikko fra Arctic Heli.

Overskriften henviser til Mikkos omtale af elven. Jeg vidste først ikke helt, hvad ”snårigt” betød, men i dag er jeg da slet ikke i tvivl. Det kan nok bedst oversættes med ”tætbevokset”, og det var der ganske rigtigt de sidste 10-15 meter ned til vandet. Men heldigvis var der også hold i den anden del af beskrivelse: ”Grov harr”.

Elven bød på rigtig fint tørfluefiskeri efter store stalling. De fleste fisk lå på 35-50 cm, og vi fik i løbet af ugen flere fisk på 53 cm. De gik velvilligt op til store caddisfluer og Klinkhammere, også på dage, hvor der ikke var ringende fisk. Nogen gange skulle der fiskes ”streaking caddis”, men de var generelt villige til at hugge.

Stedet virkede bestemt heller ikke overrendt. Vi havde lejr lige overfor en renvogterhytte, som lå som en lille kulturø midt et kæmpe naturhav. Eller vidnede kun et par gamle bålsteder om menneskelig tilstedeværelse. Efter en uges fiskeri på en elvstrækning er ens spor i landskabet ellers tydelige, selvom vi jo ikke ligefrem tilstræber at sætte spor.

Landskabet var svært at færdes i. Det bestod groft sagt af to typer: Våde myrområder og tæt pilekrat, nogle steder kunne man tilmed være så heldig at finde en kombination af begge typer ;-)
Ret skal være ret: Der var også enkelte tørre pletter uden krat, og det var på sådan ét, helikopteren havde sat os af.

Vi startede med fint, solrigt og stille vejr og tilsvarende fint tørfluefiskeri. Desværre er myg og fluer også svært glade for den vejrtype.
Men det gik over i regn og blæst, der varede næsten et døgn, og det tog lidt på humøret. Det blev heller ikke bedre af, at Kurt blev ramt af et allergisk anfald, der gjorde at hans hænder og fødder blev tætbesat med smertende blærer. På tredjedagen tog vi derfor konsekvensen. Frederik blev – som den yngste og mest letbenede – sendt op på et fjeld for at finde mobilsignal og tilkalde hjælp. Det lykkedes fint, og et par timer efter landede ambulancehelikopteren og tog Kurt med retur til Kiruna. Lægerne kunne bagefter bekræfte, at det havde været så alvorligt, at det var den helt rigtige beslutning.

Et par dage senere gik Frederik og jeg lidt op i landskabet og fandt en forholdsvis tør rute, der førte os et par kilometer nordpå, hvor vi igen stødte på elven og fandt en kort stækning, hvor små fosser skiftede med fine pools. Her fik vi en forrygende dag med næsten 50 stallinger, hvor af de fleste lå mellem 40 og 50 cm.

Dagen sluttede med stille vejr, og om aftenen fik den flotteste solnedgang med rødmende mosekonebryg over elven. Det stille, klare vejr betød også lavere temperaturer, og da vi ved midnatstid ville i soveposerne, var teltdugen frosset til is.

Sidste hele dag prøvede jeg med en popperflue efter gedder. Ud over stalling var der kun gedder i elven, og at de var der, fik vi syn for allerede på førstedagen, hvor den allerførste stalling, jeg havde på, svømmede ind til bredden. Her satte forfanget sig fast i nogle grene, og da jeg ville befri det, kom en gedde og snuppede den stalling, jeg havde på. Inden jeg nåede at få fat i gedden, brast forfanget, og gedden løb med både stalling og flue.

Jeg fik hurtigt en mindre gedde på popperen og havde et par andre, der angreb den, men senere var der kortvarigt fast fisk igen. Den var på så længe, at vi kunne nå at konstatere, at det var en stor stalling, der var blevet fristet af den 10-12 cm lange popper.

Nu er vi vel hjemme igen alle mand. Myggestikkene klør lidt endnu, men Kurt er kommet sig og Frederik har haft tid til at klippe sine videoklip sammen til en rigtig stemningsfuld film fra turen. Nyd den her: http://vimeo.com/46614728

  • Kommentarer(3)//www.kystdage.dk/#post241

Fluernes kirkegård - 22/7 2010

JuliOprettet af Henning Pedersen tor, juli 22, 2010 14:21:38

På en hylde i et skab med en masse fiskegrej har jeg et par træbakker stående. Bunden på dem er beklædt med hvidt skum, og da jeg for snart en del år siden begyndte at binde fluer, var de opbevaringssted for de nybundne kreationer.

Nogen af fluerne flyttede selvfølgelig over i den flueboks, der kom med på kystturene, men en del led den kranke skæbne at ende deres dage i de to bakker. De endte deres dage på ”Fluernes kirkegård”.

Da jeg startede med at binde fluer i begyndelse af 1990’erne var det med stor entusiasme og med den sikre overbevisning, at det var muligt at binde en flue, der var alle andre overlegen. Det var blot et spørgsmål om at finde de rigtige materialer og sætte dem rigtigt sammen. Det væltede frem med nye materialer i de år, og alt skulle selvfølgelig afprøves, for tænk nu hvis…

I dag binder jeg kun få, enkle mønstre og kun med det formål at få fyldt hullerne i æsken ud i takt med, at fluerne dør ude på slagmarken.

Men på ”Fluernes kirkegård” endte en række mere eller mindre fantasifulde fluer, som bare aldrig rigtig slog an. Og så alligevel: I den kommende uge skal jeg fiske fjeldørred på Grønland, og et par æsker er blevet fyldt med fluer til det formål. Fjeldørrederne er efter sigende ikke kræsne og har hang til farverige sager, så en del af de dødsdømte fluer er nu blevet benådet. Må de komme til ære og værdighed!

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post197

Et levende hav - 25/7 2009

JuliOprettet af Henning Pedersen lør, juli 25, 2009 21:15:50

Hvornår har du sidst fanget torsk, sej og ikke mindst makrel direkte fra kysten – oven i købet på samme tur? Det er aldrig sket for mig i Danmark, men i sidste uge lykkedes det noget længere nordpå ;-)

Som så mange andre lystfiskere gik min ferie i år nordpå til Norge. Ikke udelukkende med det formål at fiske, idet fruen var med, men dog som en væsentlig del af udfoldelserne.
Vi tog først til Trysilelven, hvor min gode ven Kurt fra foreningen havde ledige pladser i et hus tæt ved elven. Sammen med Mads og hans venner Gorm og Sue skulle vi fiske der i tre dage.

Kurt var kommet tre dage før og kunne fortælle om gode fisk og ikke mindst en rigtig stor ørred, der efter en længere fight var sluppet ham af hænde. Kurt har besøgt stedet i flere år, og vi nød godt af hans lokalkendskab. Jeg har tidligere besøgt elven uden det store fiskeheld, men det hjalp at trække på Kurts erfaringer, herunder ikke mindst værdien af at fiske på de rigtige tidspunkter af dagen…..og ikke mindst natten.

Vi var begunstiget af fint sommervejr med varmegrader først i 20’verne. Det fik en del insekter på vingerne….eller nok så vigtigt: Op på overfladen i første omgang :-)
Når der ikke lige var naturlige insekter til at lokke fiskene op, havde vi pænt held med at friste dem med en ”Klinkhammer Special”. Størrelse 16 – hverken mere eller mindre. Vi fik fine fisk op til de 40 cm. Enkelte ørreder imellem, men ellers stalling.

Da lejemålet udløb søndag, skiltes vore veje. Gorm og Sue var allerede fredag kørt mod Danmark, og Mads tog nu samme retning, mens Kurt kørte den modsatte vej med den udtrykkelige hensigt at komme helt til Nordkap. Vi kørt mod nordvest med kurs mod Fosenhalvøen, hvor vi havde lejet os ind i et gammelt sommerhus i nogle dage.

Vi passerede på vores vej Røros, og herfra gik turen til Gauldalen, hvor jeg ikke havde været før. Vi holdt pause på en rasteplads ved Ea-fossen, og her mødte vi en nordmand, som havde en spinnestang liggende på taget. I hånden havde han en laks på 4-5 kg. ”Jeg havde lige fisket i 3 minutter, så snappte den til”, fortalte den glade mand. Jeg sendte lige nogle tanker til gode venner, som har investeret timer, dage, uger….ja år på at fange en laks! Nå, men den var sikkert fanget på orm, og så tæller det jo ikke helt ;-)

Vi nåede ud på Fosen-halvøen og passerede et par småelve, som jeg hjemmefra havde udset som mulige emner til lidt ”laksefiskeri for begyndere”, men der var dårligt vand i elvene, så den tanke kunne jeg godt glemme. Gaula havde også lidt under vandmangel, og da vi passerede Orkla ved udløbet i Orkanger, stod laksefiskernes biler parkeret nede i selve det tørre elvleje, hvor der var god plads.

Når det nu ikke kunne blive til laksefiskeri, stod valget mellem en tur ind til fjeldsøerne eller kystfiskeriet fra klipperne. Valget faldt på det sidste, da vi vågnede op til heldagsregn, som ikke lige indbød til fjeldvandring.

Navnet ”Straumen” indgår i mange norske stednavne. Det betyder ”strømmen”, og dækker ofte over steder, hvor der er en markant tidevandsstrøm. Fra vores vinduesplads i køkkenet i det gamle sommerhus kunne vi følge vandskiftet og se på klipperne, at forskellen på høj- og lavvande var omkring 1½ meter. Lidt nordvest for vores hus lå et sted, som på kortet hed ”Straumen”. Det var et sund på knapt én km i bredden. Bagved lå et større forgrenet fjordområdet og der skulle helt sikkert meget vand igennem her. Spørgsmålet var så bare, om det var tilgængeligt, og om det var muligt at komme af med bilen, for nordmændene har det med at bygge helt ned i vandkantet, og de kan sagtens stave til ”Privat vej”.

Heldet var med mig. Lige inden privat-skiltet var der et lille slæbested, hvor der var plads til et par biler, og herfra kunne man uden de store problemer vandre hen over klipperne og komme om til strømstedet.
Den første aften gav flere torsk, og en enkelt var over kiloet og kom med hjem til aftensmanden. Vi fik også hilst på en sæl, og senere passerede to synkronsvømmende marsvin kun 20-25 meter fra land.
Et dejligt levende hav! Jeg tænkte, at det var længe siden, at jeg overhovedet havde fanget torsk fra en dansk kyst.

Endnu mere begejstret blev jeg dog næste formiddag, da jeg var tilbage på pladsen. Et hug antog jeg i første omgang til at være torsk, men da fisken lavede en hurtig udflugt ud til først den ene side og så den anden, var det klart, at det var noget andet. Det viste sig at være en makrel omkring ét kilo, og i løbet af den næste time fik den følgeskab af et par stykker mere.

Aftensmanden stod på røget makrel, og stedet skulle selvfølgelig besøges igen. Vores værtinde spurgte til, om jeg havde fanget laks. Jeg fortalte om det manglende vand i elven….trods nu to dages regn. Men hun mente nu havet, for som hun sagde, så skulle alle laksene jo passere ”Straumen”, inden de nåede frem til elvene og med en betragtelig vanddybde tæt på land, var der bestemt muligheder – også for en kystfisker.

Jeg fik nu ikke kontakt med en laks ….eller havørred for den sags skyld. Men i stedet blev det til otte fine makrel, som gav gode fights på det grej, jeg normalt anvender på den danske kyst.
Den sidste dag var der en makrelstime, der flere gange gik voldsomt løs på en stime småfisk….sikkert sild. Ovenfra angreb mågerne, og inde på land forsøgte jeg at være med i løjerne, som varede i få minutter, for så senere at gentage sig andre steder i nærheden.

Efter tre dage gik vores rejse igen hjemad. Det havde stort set regnet i tre dage, men det kunne ikke rigtig ses i de små elve i området, men da vi igen passerede Orkanger, var der sket ting og sager.
Det var ikke muligt at sige, om folk havde fået flyttet deres biler fra elvlejet, så højt stod vandet nu, men mon dog ikke ;-)
Vi fulgte elven sydpå for senere at skifte over til Glomma, som jeg aldrig har set med så meget vand. Det stod flere steder ud over markerne og vidnede om kraftig nedbør.

Det var også, hvad vi fik herhjemme i går, hvor vi snildt kunne have kastet os ud i noget ”akvakultur” ude i haven, hvis det ikke lige havde været for vores sandede jord, som hurtigt tog vandet til sig, da regnen ophørte.

Aviserne er nu læst, og indbakken tømt. Hus og have kalder nu ubønhørligt på en indsats, og således sluses man hurtigt tilbage til sin daglige virkelighed, mens ”Kurt på eventyr” i dag kunne ”essemesse”, at han var nået til Nordkap!

  • Kommentarer(2)//www.kystdage.dk/#post141

Lysglimt i natten - 7/7 2009

JuliOprettet af Henning Pedersen ons, juli 08, 2009 17:31:21

Natten blev aldrig helt mørk og bød på lys i mange varianter. Røsnæsfyret sendte sine lysglimt ud med den regelmæssighed, der jo karakteriserer et fyr. Længere vestpå glimtede fyrene på Samsø.
Mod nord i området omkring det nordlige Odsherred voksede en flot tordensky op, og jævnligt, men uden fyrtårnenes regelmæssighed, glimtede der store lyn inde i skyen, der rejste sig som en paddehat. Heldigvis på så betryggende afstand, at jeg kunne fortsætte fiskeriet.

Da skæret fra solen efterhånden dårligt kunne ses på nordhimlen, kom der hjælp sydfra, hvor fuldmånen var stået op og lyste hele natten igennem. Lys var der også fra de store krydstogtskibe, der i løbet af natten sejlede gennem Kattegat og Storebælt på vej mod næste destination på rejsen.

Lys var der med andre ord nok af, men fisk var der tilsyneladende ikke, og lidt over fire var jeg ved at tænke på at køre hjemad, da to ørreder med kort mellemrum steg helt ud af vandet kun 10 meter ude, lige hvor jeg stod. Den første var en fin fisk på 2-3 kg, den anden omkring kiloet.
En time og mange forøg senere måtte jeg erkende, at selvom fiskene var der, fik jeg ingen kontakt med dem, og her kunne historien så passende ende…..
Men i det der skulle blive det sidste kast, kom der endelig et hug. En blank og velproportioneret fisk kom på land. Desværre målte den kun 20 cm i længden ;-)

PS. Læste senere på DMIs hjemmeside om tordenskyen, der lå lidt længere nordpå, end jeg troede. Det var en såkaldt ambolt. Læs her.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post140

Efter regnen - 6/7 2008

JuliOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 15:46:59

Efter lang tids tørke faldt regnen søndag aften. Vinden var svag fra sydvest, og jeg havde planlagt at fiske om aftenen og et stykke ud på nattet fra den hjemlige kyst ved Liseleje.
Ved 21-tiden kom regnen, og på DMI’s hjemmesiden viste radarbilledet, at der ville gå 1-2 timer, før bygen var trukket over.Blog Image

Kl. 22.30 stod jeg ude på revlen og startede fiskeriet. Det var temmelig højvandet, og da det samtidig var længe siden, jeg sidst havde været på pladsen, var det lidt svært at vurdere revlens forløb, da jeg fiskede østover.

Efter nogle nætter med klart vejr på Røsnæs var dette en mørk oplevelse. Der var ikke meget at se, men et par springende fisk lod sig høre. Enkelte kontakter og pludselig en fisk, som huggede. Den røg dog af igen efter få sekunder. På tilbagevejen endnu et par forsigtige hug, så fiskene var i hvert fald på pladsen, men det mørke vejr indbød ikke til at fiske hele natten igennem, så ved midnatstid sluttede jeg og kørte hjem.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post68

Sorrig og glæde - 2/7 2008

JuliOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 15:45:26

Skal man glæde sig over de fisk, man fanger eller græde over dem, man mister?
Kingo skrev i 1681 at ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, og det gælder også, når vi fisker, selvom Kingo sikkert havde helt andre ting i tankerne.
Da vi sluttede nattens fiskeri på Røsnæs, havde vi begge – August og jeg – fisk hængende i snorene, men vi havde også mistet fisk.
August, som først er startet som kystfisker i år, havde store forventninger, da vi tog af sted. Han havde ikke prøvet at fiske hele natten igennem før, men var godt præpareret at flere artikler i de kulørte sportsfiskermagasiner. Med andre ord: Han havde en klar forventning om et succesfuldt fiskeri.

I bilen på vej henover Sjælland fortalte jeg om mine erfaringer og forsøgte at dæmpe hans forventninger. Ja, en nat uden kontakt med fisk overhovedet var faktisk en mulighed, uanset hvad man i øvrigt kunne læse i bladene.
Fremme på pladsen fangede August en havørred i første kast. Godt nok en undermåler, men alligevel. Da endnu en ørred røg ud af vandet lige foran ham få minutter efter, var forhåbningerne til nattens fiskeri ikke netop svækkede og min forventningsdæmpende prædiken i bilen spildt ulejlighed.

Blog Image

Ved midnatstid var temperaturen faldet mærkbart, og forventningerne skuffet tilsvarende. Vi havde ikke fået flere fisk på land. Jeg havde haft den kedelige oplevelse at mit nymonterede forfang var knækket lige under bombardaflåddet, da en fisk huggede.

Det var blevet så mørkt, som det nu bliver en klar aften på en nordvendt kyst i starten af juli. Jeg holdt en pause, da klokken nærmede sig et, men kom hurtigt på benene med nettet i hånden, da August råbte højt neden fra vandet.
En fin fisk havde taget hans flue og blev udtrættet tæt på land. Den trak flere gange line af hjulet, men heldigvis holdt linen og knuderne. Jeg fik nettet under fisken, og vi kunne oppe på land måle den til 49 cm. Ny PR til August, og natten var reddet.

Blog Image

Senere fik jeg en ørred først i fyrrene og en anden fisk huggede på kort line, men fik ikke rigtig fat i fluen. Jeg fortsatte ned ad strækket, mens August blev på pladsen. Jeg så derfor ikke, hvad der skete, men han kunne bagefter fortælle, at han havde fået en rigtig stor fisk på. Den havde sprunget 3-4 gange ud af vandet, og desværre havde den også sprunget hans line.
Han var naturligvis ærgerlig, men på vej tilbage til bilen blev vi enige om, at det nok var bedre at glæde sig over den fisk, han havde med hjem end græde over den, som blev derude.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post67