Kystdage

Kystdage

Sommerstilhed

AugustOprettet af Nicolai Eriksen fre, juli 13, 2012 22:50:37

Uendeligt langsomt og forsigtigt planter jeg de bare tæer mellem strandkålen og en meterdyb dynge af råddent ålegræs. Selvom alle forholdsregler er truffet, føles larmen som var jeg en elefant der prøvede at gennembryde lydmuren. Utroligt nok fortrækker de to multer ikke en finne og jeg fornemmer at Nåden selv er med på fisketur denne sene eftermiddag. Erfaring med præcis sådan en situation gør at jeg tøver med begejstringen – forskellen på en delsejr som at vinde en meter på fiskene og ægte succes er milevid. Hovmod må vente til der er hug, og så lidt længere.

Det dramaturgiske setup er fantastisk: Scenen er pandeklageflad, mudret og evigt øde. Lysmesteren har sørget for høj sol, fri horisont og uendelige, spejlblanke havmarker der kun brydes af multer som pløjer bunden.

Øjnene reagerer ømt på lysintensiteten og når stigende vand falder sammen med tusmørke mister jeg orienteringen i sammensmeltede pastelfarver som maler min eksistens med lykkens kulør.

Danmark er meget større ved lavvande og det er helt herude, hvor man vender sig mod land for at skue ind på udkantsdanmark, at sommeren smedes ildrød – sommer på Lolland er en tilstand af stilstand. Og augustens sødme ægger en hveps.

Fraværet af alt iscenesat og importeret gør stedet så ægte at et mågeskrig føles ligeså intenst som den bedste 12 minutters guitarsolo. Intet kommer forærende her; linen klistrer evindeligt, den vilde peberrod griber ustandseligt efter forfanget i mit bagkast og en tredjedel af alverdens fluer har valgt at tage bo i min næse. Og multen er ikke just en nem elskerinde at forføre. Man kan knuge hende nok så hårdt og hige efter hendes gunst, men bedst som jeg rammer takten i vores romantiske sjæler, smutter hun yndefuldt og uanfægtet mod dybere vand. Jeg råber til himlen! Den tier kvælende tilbage så jeg sender i stedet Jonas et ynk-søgende blik. Han kæmper sin egen kamp. Det er min overbevisning at vi, mere eller mindre bevidst, har nået samme konklusion gennem årerne. Den, at asen, masen og anstrengelser er futile og at laissez faire er vejen til ophøjet succes. Derfor klæder vi os skødesløst – ligefrem grimt, binder håbløse fluer, kører i den gamle, rustne Granada og drikker rigeligt med øl undervejs. Sidstnævnte er en socialt og geografisk betinget norm, i og omkring Brandstrup. ”When in Rome….”

Det er fordi Lolland fylder mig med tomhed, at jeg vælger at være netop her. Måske vælger multerne også disse undseelige, smattede vidder for tomhedens skyld? Måske derfor svømmer de nihilistisk forbi en ellers velplaceret Hævner, serveret af opsætningens hofnar? Han og hævneren bliver hånet…

Få ting fejer gennem mine nervebaner og sparker kådheden i gang som duften af hvidkløver eller sæsonens første multe. Der er noget helt særligt ved at svømme ud til en af de små holme med stangen mellem tænderne, gå i land og tænke at hvis man ved sidste sæsons afsluttende tur her, havde hængt en 500-krone seddel i hvidtjørnen, så ville den blafre uberørt for vinden i dag.

Ingen kommer her og ingen stier bliver trådt. Mit besøg er så flygtigt som forsøget på at beskrive mætheden i multefiskeri her ved verdens ende.

I en tilstand af stilstand, er netop mætheden denne dags redningsmand.

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post240

Gensyn med Grønland

AugustOprettet af Henning Pedersen ons, august 24, 2011 20:48:35

En skrattende højtalerstemme vækkede mig kl. 7 om morgenen og fortalte først på grønlandsk og siden på dansk, at der nu var morgenmad i cafeteriet. Jeg kiggede ud af rutebådens vindue og genkendte straks fjeldenes kontur. Vi lå ca. 40 km nord for Sisimiut og derinde mellem de høje fjelde lå den lille elv, som jeg også besøgte sidste år.

Dagen efter modtog jeg i lufthavnen de seks andre, der skulle med på turen, og min kone overtog deres plads i flyet og tog turen tilbage til Danmark efter en uge fuld af oplevelser i Ilulissat, hvor vi havde sejlet rundt mellem imponerende isbjerge og set bræerne kælve.

Nu skulle vi sejle nordpå med Michael i et farvand fuldstændig frit for is, men med en masse spændende elve, hvor store mængder fjeldørreder hver sommer går på gydevandring.

Fremme ved elven blev vi sat af i gummibåden, og første hold skyndte sig op til vandfaldet en halv kilometer oppe ad elven og fik hurtigt rigget stængerne til. Nu skulle et halvt års forventninger udløses i hidsige hug fra smukke og stærke fjeldørreder. Og det blev de!
Da vi ankom som de sidste, var der allerede kommet mange fisk på land, og området nedenfor vandfaldet rummede som sidste år flere hundrede ørreder fordelt på 3-4 pools.

Senere fortsatte vi længere op ad elven og slog lejr ved en fin pool, som sidste år havde givet flere gode fisk. Herfra var der overkommelig afstand tilbage til det lokkende s-sving ved vandfaldet, og samtidig var det lettere at komme opstrøms til de pladser, vi kun lige fik snuset til året før.

- Dem, der går langt, bliver belønnet, havde Michael sagt på båden, da vi sejlede ud, så på andendagen gik vi langt opstrøms og blev da også fint belønnet med 20-30 ørreder pr. mand, men alligevel var det ikke helt det eldorado, vi havde drømt om, for fiskene stod klumpet sammen omkring to strømfald, mens der var lange stræk, hvor de blot strøg igennem. Til gengæld var der rigtig mange fisk lige under og i fossen, og der stod også godt med fisk på fosnakkerne. Det viste sig faktisk, at disse fisk var dem, der var lettest at få i tale ved det sjove skumfluefiskeri, hvor ørrederne laver hidsige udfald i overfladen efter fluen. Når bølgen fra den angribende fisk ses bag fluen, slår hjertet hurtigt, og flere gange kommer man til at tage fluen for hurtigt, inden fisken har fået fat i den.

Fiskene gik hidsigt efter fluen de første kast, men derefter forsvandt deres interesse, og de skulle have fred et stykke tid, før de var til at friste igen.

Sidst på turen, hvor fiskehungeren for længst var blevet mættet, blev der plads til at afprøve andre metoder. Frederik og Allan havde almindelige caddis-tørfluer i æsken, og i den store pool et stykke nedenfor det første vandfald, hvor fiskene stod tæt, var det muligt at lokke dem op til tørfluerne …. og det på trods af, at det var fisk, der lige var kommet ind fra havet.

Jeg havde ingen tørfluer i æsken, men fik i stedet afprøvet en hel anden flue. Ja, nogen vil jo nok sige, at det slet ikke er en flue og metoden slet ikke fluefiskeri ….. Allan mente i hvert fald at det var en noget fesen måde at fange ørreder på ;-)
Frederik havde en Reflex-spinner i æsken, som jeg fik lov at låne, og ved hjælp af et multitool fik jeg den befriet fra den tunge krop og snoet den besværlige pianotråd igen. Modhagerne på den lille trekrog blev trykket ind, og så var jeg ellers klar til at fiske fluespin. Ja, det blev vi enige om at kalde det, for spinflue var det jo netop ikke ;-)

Kastet var lidt kluntet og bestemt ikke langt, men det var jo heller ikke nødvendigt. Ikke overraskende gav det selvfølgelig fisk, og især var det interessant, at man kunne få nogle af de store i tale, som ellers gemte sig i den stærke strøm øverst i poolen. Skal jeg nordpå igen – og det er da meget sandsynligt – bliver det nok med nogle fluespinnere i æsken, men de skal nok laves noget mere elegante og lette end dette års prototype.

Vi tog selvfølgelig en masse fotos på turen, men hvad der er endnu bedre: Frederik havde fem fuldt opladte batterier med til sit videokamera og optog en masse film. Det har han nu samlet til fire flotte film, som du kan se her:

http://vimeo.com/27901020

http://vimeo.com/27903216

http://vimeo.com/27905839

http://vimeo.com/27908099

Skulle du selv have fået lyst til at tage nordpå og prøve fjeldørredfiskeriet og i tilgift opleve den storslåede grønlandske natur, så bytter jeg gerne kontaktoplysninger, budget, pakkelister, mad- og udstyrslister for et par flasker god rødvin. Det kræver blot, at man er et hold på 3-6 mand og har mod på at lave sin egen tur.
Skriv til mig på hp@kystdage.dk , hvis det har din interesse.

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post220

Sværere end forventet - 12/8 2010

AugustOprettet af Henning Pedersen tor, august 12, 2010 20:37:53

Min fiskeferie i år foregik meget langt væk fra de danske kyster, men dog stadig indenfor rigsfællesskabets grænser. Vi var fire mand, som havde arrangeret vores egen tur til Grønland for at fiske efter fjeldørred.
Det er nu mere end en uge siden, vi kom hjem. Ferien er slut, og det er hverdag igen, men oplevelserne fylder stadig meget.

I tidligere blogindlæg har jeg skrevet om forventninger i forbindelse med fisketure. Om skuffede forventninger, indfriede forventninger og om forventningens glæde, som ofte ender med at være den største.

Inden vi tog af sted, havde jeg bestemt også nogle store forventninger. Både gennem fiskebladenes nogen gange farverige beretninger og fra historier, som andre Grønlandsfarere har fortalt på klubaftener om vinteren.

Billedet inde i hovedet viste en dejlig klarvandet elv, hvor det var svært at se bunden for bare ørreder. Fiskene var alle store og smukke og utrolig hugvillige, og det eneste problem ville være trætheden i højrearmen af de mange fights.

Hvordan var så virkeligheden?
Førstedagens tur op ad elven gav i første omgang sved på panden, for der var ingen fisk på de første 7-800 meter, selvom pladserne så meget fornuftige ud. Havde vi mon valgt et helt håbløst sted? Men lidt længere oppe kom et vandfald, og her nedenfor stod fiskene faktisk uhyggeligt tæt.
Det første døgn var de også ret hugvillige, selvom de dog ikke hoppede på hvad som helt. Men derefter blev de i ugens løb sværere og sværere. Nogen gange kunne jeg få dem til at hugge på en kobber- eller pinkbasse, som kom drivende ned mod dem, men der skulle fiskes med stor forsigtighed, hvis man ville undgå at fejlkroge fisk … og det ville jeg selvfølgelig gerne ;-)

Længere oppe i elven stod der fisk i enkelte pools, men de var heller ikke så nemme. Det var faktisk først på sidstedagen, at Mikkel, som var gået endnu længere op ad elven, fandt en masse hugvillige fisk. Det virkede mod mine forventninger som omfiskene først blev rigtigt hugvillige, når de havde stået i elven nogle uger og i øvrigt også havde fået den flotte røde farve på bugen. Jeg havde bestemt ventet, at det var de nystegne fisk, der var lettest at have med at gøre.

Selv om det altså var sværere end forventet, var det på ingen måde skuffende, og måske var det netop en fordel, at fiskene ikke bare huggede på hvad som helst. Det var i hvert fald mere udfordrende, og jeg kan da ikke lige huske, hvornår jeg sidst har fanget omkring 50 ørreder mellem 40 og 80 cm på en uge :-)

En del af mine billeder har jeg reserveret til senere brug i Sportsfiskeren, men her er indsat nogle, der giver et indtryk at stedet og fiskene.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post199

I en højere enhed - 30/8 2009

AugustOprettet af Henning Pedersen søn, august 30, 2009 15:16:20

Ofte er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed, for at man som kystfisker kan komme på tur.

For mit vedkommende er vinden helt afgørende, når det drejer sig om min lokale kyst, der vender mod nordvest. Der skal ikke meget pålandsvind til, så rejser bølgerne, og det er umuligt at fiske fra revlerne.

Og så er der jo de andre pligter. Selvfølgelig først og fremmest arbejdet, der kan byde på mere eller mindre fleksible vilkår.

I den forløbne uge lykkedes det kun onsdag at få tingene til at passe sammen. Vinden var sydlig, og kl. 5.30 stod jeg klar ved solopgang med udsigt til 1½ times fiskeri, inden turen gik på arbejde.

Andre fiskere - længere nede ad strækket - havde fået samme ide, og i alt var vi fire mand ude.

Det lykkedes dog ikke for os alle at få tingene til at gå op den højere enhed, hvor det hele krones med fangst af en eller flere fine ørreder.


Mit resultat blev tre undermålere, men Rino, som jeg mødte længere nede ad strækket, havde fået en rigtig fin fisk omkring den halve meter. Ib, som først skulle senere på job, havde heldet med sig senere på morgenen og fik en fisk lidt mindre end Rinos.

Men ellers en dejlig morgen, hvor marsvinene jagede ude ved anden revle. Jeg fik en enkelt hornfisk, men ellers er de klart i aftagende. Gid man kunne sige det samme om de mange fjæsing, som fortsat kaster sig over blink og fluer.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post151

Fugl eller fisk - 20/8 2009

AugustOprettet af Henning Pedersen tor, august 20, 2009 21:16:45

Det er ikke altid, jeg ser fisk på en kysttur, men nogen gange springer der en fisk fri af vandet, eller en hvirvel afslører deres tilstedeværelse.
Anderledes med fuglene. De er der hver gang, men det er ikke altid, jeg bemærker dem.

Men nogen gange blander de sig i mit fiskeri, og så påkalder de sig straks mere opmærksomhed.
Det sker ikke så sjældent, at en måge hænger lige over fluen eller blinket, men efter et kort spinstop mister de som regel interessen.
For en del år siden var der dog en måge, jeg ikke lige var opmærksom på, og den slog ned og tog mit blink i næbbet. Efter en meget let og uproblematisk "fight", kom den ind på 5-6 meters afstand, hvor den heldigvis selv slap taget.

Mere dramatisk var det, da jeg engang krogede, hvad jeg troede var en fin havørred oppe ved Nakkehoved Fyr ved Gilleleje. "Fisken" kom flere gange op i overfladen og lavede en del spektakel, før den dykkede igen.
Men til sidst blev den oppe over vandet og afslørede sig som en tejst - en andefugl med et ubehagelig spidst næb.
Den var kroget i vingen og var mildest talt ikke særlig samarbejdsvillig. En medfisker hjalp mig, og vi fik den i fangstnettet og efterfølgende afkroget og genudsat, uden hverken den eller vi led særlig overlast.

Om dagens måge led overlast, skal jeg ikke kunne sige, men med et på én gang overrasket og indigneret skræp fløj den i hver fald videre, efter jeg havde ramt den klokkerent med et 20 grams bombardaflåd ;-)

Det er første gang jeg - efter mere end 20 års kystfiskeri - har ramt en fugl med min agn, men måger kan vel også have en offday....ligesom jeg havde i dag, hvor fangsten begrænsede sig til en enkelt hornfisk!

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post150

Alle gode gange tre - 7/8 2009

AugustOprettet af Henning Pedersen fre, august 07, 2009 15:38:20

Endnu en morgentur, endnu en ørred over målet og endnu engang fanget mellem kl. 6.30 og 6.45 :-)

Som sidst startede jeg kl. 5 om morgenen på min lokale strækning af nordkysten. Et garn - lovlig placeret og afmærket - stod på den første del af strækket, så jeg valgte at starte længere nede.

En mørk plet noget længere nede antog jeg først for en andefugl, men da jeg kom tættere på, viste det sig at være en dunk af en aller anden slags. Den flød ikke frit rundt, og tanken faldt straks på et ulovligt garn.

En jolle kom og røgtede det lovlige garn, og jeg havde en fornemmelse af, at de ville fortsætte ned til dunken, men de sejlede hjem igen.

Lidt senere kom endnu en jolle, og den sejlede direkte ned til dunken, og en mand begyndte at tage det ulovlige garn op. Jeg fiskede et par hundrede meter væk og kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg skulle skumle over det ulovlige garn eller glæde mig over den smukke morgen. Valgte dog det sidste ;-)

Der var flere hornfisk, der huggede, men en hvirvel efter fluen, lige inden jeg tog den op, lugtede lidt af ørred, og jeg mærkede mig stedet.
Da jeg senere fiskede tilbage over strækket og kom til samme sted, kom hvirvlen efter fisken endnu engang.
Jeg kaster sjældent mange gange efter efterfølgere, da de som regel ikke hugger igen lige med det samme, så jeg gik i stedet lidt tilbage for at fiske hen mod stedet igen.

I løbet af morgenen havde jeg flere gange set tobiser hoppe ud af vandet for at slippe væk fra en forfølger, så jeg skiftede den ellers så sikre kobberbasse ud med en tobisimitation.

Tredje gang blev lykkens gang, og en fin ørred først i fyrrene tog resolut tobisfluen og blev sikkert kanet op på stranden., hvorefter det gik hurtigt med at komme tilbage til bilen og hjem for at blive klar til dagens møde på skolen.
Ferien klinker desværre på sidste vers, men der er heldigvis stadig mulighed for at nå nogle morgenture i de kommende uger.

PS. Beklager den forringede billedkvalitet. Bruger nemlig telefonen. Da vi var på ferie i Norge, lånte jeg et par waders af Kurt og leverede dem tilbage med mit kamera i forlommen. Derefter kørte Kurt til Nordkap, hvor mit kamera altså også har været. Jeg regner dog med at få det tilbage igen i morgen :-)

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post149

Mariehøns og halvsyvfisk - 4/8 2009

AugustOprettet af Henning Pedersen tir, august 04, 2009 14:27:27

Vejrudsigten sagde let pålandsvind med bølger på max. ½ meter, så jeg tog chancen og stod tidligt op for at prøve nordkysten igen.

Forudsigelserne holdt også nogenlunde stik, men bølgerne har det nu med at vokse i højden, når de kommer til revlerne, men det gik lige at gå på første revle.

I forhold til sidst - for to dage siden - startede jeg en time senere, og det var åbenbart stadig i god tid, for lige som sidst kom dagens ørredhug først klokken halvsyv. En fin fisk på 45 cm havde taget kobberbassen og kom sikkert på land.

Turen gav også et par af de undermålere, der sikkert vil være mange af i de kommende måneder. Desuden var hornfiskene temmelig aktive, mens de frygtede fjæsinger heldigvis udeblev igen.

På vej tilbage fik jeg øje på nogle underlige små prikker i strandkanten. Det viste sig at være tusindvis af mariehøns, der lå i klumper i vandkanten. Lidt længere oppe sad de tætpakkede på sten og tangklatter - åbenbart for at blive tørre!?

Da jeg fik læst Politiken derhjemme ved morgenbordet, fandt jeg forklaringen på de mange mariehøns bag på første sektion under "At tænke sig":

DF KRÆVER HANDLING MOD MARIEHØNS
Dansk Folkedragtsparti kræver nu, at regeringen gør en særlig indsats mod de mariehøns, der i de senere dage har invaderet det danske sommerland:

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at badegæster og sommerhusejere ikke kan gå uden for en dør uden at blive angrebet ? og i visse tilfælde endda bidt ? af disse små, aggressive bæster«, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkedragtsparti.

»Man har alt for længe har talt om, hvor søde mariehøns er, og hvordan de kan flyve op til Vorherre og bede om godt vejr. Men enhver kan jo se, at det ikke passer, for vejret er ikke blevet bedre, selv om mariehønsene i den senere tid er vrimlet ind over vore grænser«.

»Tværtimod har disse skadedyr gang på gang demonstreret manglende respekt for danske værdier, så nu synes jeg ærlig talt, at regeringen skulle tage sig sammen og få sat en stopper for dette uvæsen«, siger Skaarup, som foreslår, at politiet udstyres med vandkanoner, så mariehønsene kan blive spulet i havet.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post146

På hjemmebane igen - 2/8 2009

AugustOprettet af Henning Pedersen søn, august 02, 2009 15:13:32

Efter flere sommernatsture til Vestsjælland og efterfølgende ferie i Norge var det endelig blevet tid til en morgentur til den hjemlige kyststrækning, hvor vinden blæste væk fra land.

Stig og jeg havde sat hinanden stævne kl. 4, og i det allerførste spæde morgenlys traskede vi ned ad revlen med de bedste forhåbninger om at finde andet end hornfisk og fjæsinger.

De sidste så vi heldigvis ikke noget til, og hornfisk var der heller ikke mange af. I det hele taget var det sparsomt med aktivitet bortset fra skarverne, der dykkede ivrigt på den anden side af anden revle.

Først da klokken havde passeret seks, kom der et godt hug på min kobberbasse, og en fin ørred røg ud af vandet. Den gav en rigtig god fight, og oppe på land kunne jeg måle den til 47 cm. Den var tydeligvis i rigtig god kondition.

En dejlig start på august, som nok kommer til at byde på flere morgenture, men måske vil jeg starte noget senere næste gang, for fiskene står åbenbart sent op ;-)

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post143

Nye og gamle bekendtskaber - 31/8 2008

AugustOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:20:01

August sluttede flot af denne morgen ved Liseleje. En tågebanke trak fra skoven og skydeterrænet ned over stranden og ud over vandet, men solen farvelagde himlen bagved.

Blog Image

Der var masser af liv i vandet, og overfalden blev jævnligt brudt. Jeg kastede til flere fisk, men der var ingen kontakt. Nogle fisk forfulgte bombardaflåddet, men de viste ikke interesse for fluen. Jeg gætter på, at det var hornfisk, men jeg fik dem ikke rigtigt at se. Ørreder var det dog næppe.

Sådan fortsatte det den næste time, mens jeg stille og roligt fiskede ned ad strækningen, og da der endelig kom et hug, var jeg først i tvivl, om det måske var en fejlkroget hornfisk.
Fiskens måde at bevæge sig på tydede dog på ørred, og da den kom ind over sandbunden, kunne jeg se, at det heldigvis holdt stik. Den blev kørt træt og kom i nettet. Inden på land blev den målt til 49 cm.

Blog Image

Fisken havde hugget på en kobberbasse, og på tilbagevejen var der to ørreder mere, der faldt for fristelsen. Det var dog begge nogle af de ”nye”. Altså fisk, som er trukket ud i havet i foråret og nu strejfer rundt i småflokke på nordkysten. De er typisk omkring 25 cm lange, og forhåbentlig overlever de at blive fanget nogle gange her i efteråret, så de næste efterår måler omkring den halve meter, som den første jeg fik på land. Måske fangede jeg netop den sidste efterår!? I så fald et dejligt gensyn med et gammelt bekendtskab.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post72

Vind og vejr - 19/8 2008

AugustOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:18:19

Jeg bor ud til en kyst, hvor vindretning og –styrke er altafgørende for, om der kan blive tale om at tage på kysttur eller ej.
To dage før havde vinden været i nord, og selvom den lagde sig i løbet af natten, løb der stadig dønninger ind om morgenen, netop så store, at det kun lige lod sig gøre at fiske. Denne tirsdag morgen var der igen udsigt til en fisketur, da jeg først skulle være på et kursussted klokken ni. Som forberedelse gik jeg aftenen før ind på Farvandsvæsenets hjemmeside, hvor man time for time kan se vindens udvikling de næste to døgn frem. Godt nok en prognose, men en meget præcis af slagsen.

Prognosen lovede, at vinden i løbet af natten ville dreje til syd, så det var med forventning om fint fiskevand jeg kørte ud til nordkysten, da klokken var lidt over fem. Det viste sig da også at holde stik. Vandet var rimelig fladt, og allerede efter et kvarter var der en ørred, der snuppede den kobberbasse, der denne morgen sad for enden af forfanget. Den kom på land og blev målt til midt i fyrrene.
Senere var der flere kontakter, men ikke flere krogede fisk.

Blog Image

Når man hører vejrudsigten i radioen, handler det som regel om udsigten til sol eller regn. Temperaturen hører man som regel også om, men sjældent vindretningen. En essentiel oplysning for os kystfiskere, men næppe interessant for bymennesker, og redaktøren af vejrudsigten tilhører med stor sandsynlighed den sidste gruppe. Så meget desto bedre, at Farvandsvæsenet fortæller detaljeret om vindretning, vindstyrke, høj- og lavvande, bølgehøjde, vandtemperatur… ja, faktisk kan man finde alt på nær oplysninger om regn, sol og lufttemperatur J Du finder den glimrende side her.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post71

I syv sind - 17/8 2008

AugustOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:16:14

Lørdag blæste vinden jævnt fra nord, og der var ikke noget, der tydede på, at turen søndag morgen skulle gå til nordkysten. Tanken gik i stedet på Roskilde Fjord, men den åbne kyst er nu mit foretrukne område på denne tid af året.

Søndag morgen var der fuldstændig vindstille, og jeg var i syv sind: Skulle jeg alligevel satse på den åbne kyst? Valget faldt på nordkysten, men da bildøren blev åbnet på parkeringspladsen, lod dønningerne sig tydeligt høre. Ikke noget godt tegn, så jeg gik ned for at kigge på forholdene.

Det så nogenlunde fornuftigt ud, og jeg valgte at give det en chance. Ude mod vest hang en flot måne over Liseleje. Den måne, som i løbet af natten havde været næsten helt formørket.

Blog Image
Vandet var temmelig uklart, og der var meget drivende tang. Dønningerne tillod, at man vadede lige udenfor, hvor de brækkede på revlen. Ja, altså lige bortset fra en enkelte bølger, der lige er et nummer større end alle de andre. Når de kommer, gælder det om at få armene godt i vejret, springe lidt op eller i værste fald vende ryggen til og håbe det bedst.

Det gik dog, og jeg fik fisket et stykke ned ad strækket. Et hvidt glimt og en plask et godt stykke ude. Jeg troede først, det var en måge, som slog ned på sit bytte, men da der ikke steg en fugl til vejrs igen, var det jo nok en ørred, jeg havde set. Det blev desværre også den eneste fisk, jeg fik set denne augustmorgen.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post70

Tilbage på revlen - 3/8 2008

AugustOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:13:28

Efter en juli måned, der først havde budt på 10 dages fjeldfiskeri i Norge, dernæst en uges kamp med et maveonde og endelig en uges hedebølge, var det skønt at kunne morgenfiske ned ad den hjemlige strækning ved Liseleje, mens solen stod op over bakkerne ved Tisvildeleje.

Blog Image

Som altid, når jeg ikke har været på pladsen i et stykke tid, kan det være svært at få overblik over revlernes forløb, og det var først på tilbagevejen, jeg kunne se, hvilken bund jeg havde fisket hen over.
Med på tilbagevejen var en ørred lige over målet, som ikke kunne stå for en grønbasse. Fluen fik også hilst på en af de nye små venner, der er trukket ud fra vandløbene i foråret. Dem bliver der mange af i de kommende måneder. Gid at de må blive behandlet forsigtigt, så de overlever og bliver et spændende bekendtskab om et år eller to.

De lokale meldinger havde fortalt om makrel, men hverken den eller hornfiskene lod sig se denne morgen.
Heller ikke de fjæsinger, der har været så talrige de senere år, lod sig se, men det gør nu heller ikke noget.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post69