Kystdage

Kystdage

Al begyndelse er svær - 14/10 2008

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:33:50

Første dag fangede vi 16 havørreder. Instruktørerne fangede de 15.
Jo, de fire deltagere havde stadig en del at lære, da Kystdage.dk afviklede det første kystfluekursus i Rørvig den 11. til 14. oktober.

Allerede næste dag var stillingen 5-5, for ikke mindst Werner havde fået taget på fluestangen og fangede godt med fisk om eftermiddagen.
På sidstedagen blev det til en morgentur, og her var det kun Werner, der fik fisk på. End ikke Lars Juel kunne lokke en fisk op af Isefjordens vand.

Ikke sært at denne overvejelse blev nævnt et par gange af deltagerne:
”Hvordan kan det være, at nogle fanger fisk, mens andre ikke gør, når nu vi har det samme grej og går ved siden af hinanden i det samme område”?
Svaret er nok ikke helt entydigt, for noget skyldes sikkert tilfældigheder, men teknik og erfaring spiller helt sikkert også en rolle. Og så er der jo dem, der bare har det der gyldne greb om tingene.

Søndag tilbragte vi på nogle af oddens gode pladser. Jeg lagde ud med en undermåler i allerførste kast i et smalt bælte helt inde ved land tidligt om morgenen. Senere fandt jeg et par mere under målet, mens Brian ikke mærkede noget. Lars lagde også hårdt ud og fik en fin fisk med hjem til fiskesuppen.
Vi vendte senere på dagen tilbage til pladsen, og Lars fortsatte med at fange fisk, mens Werner som den første af deltagerne fik kroget en ørred.

Blog Image

Næste morgen var vinden drejet til sydvest, og strækket ved Korshage skulle prøves. I det tidlige morgenlys viste der sig en strækning, som bare lugtede af havørred. Bølger i passende størrelse gav røre i vandet, og vinden lå bekvemt for nogle gode fluekast ud over et fint mørkt bælte. Henning fik som den næste deltager fisk på, og Kent fik nogle fisk på selve revet, men ellers skuffede strækningen.

Efter frokost måtte vi ud at prøve nogle nye strækninger og tog turen ned til Saltbæk ved Kalundborg. Igen var forholdene perfekte, og jeg fik da også hurtigt en undermålsfisk, men ellers var det Werner, der demonstrerede de nyindlærte færdigheder. Han fik fanget tre ørreder og mistede én. Desværre den største. Netop som vi havde konstateret, at der kun var små fisk i området, røg en fisk på 3-4 kg helt ud af vandet, men desværre udenfor kastevidde.

Blog Image

Den sidste morgen var vinden igen i vest, og vi forsøgte os på en af pladserne syd for Nykøbing, hvor der var læ for vinden. Endnu en gang var det Werner, der fik fisk på, mens vi andre måtte nøjes med en flot morgen, hvor solen kastede en sjældent smukt lys over Isefjorden og Kyndbyværket i baggrunden.

Blog Image

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post76

Når der er point på spil - 5/10 2008

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:29:45

Jeg plejer ellers aldrig at gå op i point og konkurrencer, men når man nu for en gang skyld er med i topracet i klubkonkurrencen, bliver man jo grebet lidt af stemningen.

Tirsdag ringede jeg til Ib, som fører årets kystkonkurrence i foreningen, for lige at sikre mig, at han vidste, at der var klubtur med chance for at score point både lørdag og søndag. Klubbladet var nemlig ikke nået ud med denne information endnu, og alt skal jo gå fair til.

Det blev han ikke begejstret for at høre, for konen havde lokket ham med til Tønder for at se ”sort sol” ud på marsken. Som nummer to i den øjeblikkelige stilling kunne jeg jo dårligt skjule mine forhåbninger til den kommende weekend. Det så ud til, at det skulle blive nemt at overtage førerpositionen.

Torsdag ringede så Ib og fortalte, at han havde fået fri til at fiske om lørdagen. Kunne jeg mon foreslå ham et sted at tage hen i det sønderjyske? Jeg kunne ikke lige på stående fod komme på en rigtig elendig plads, så i stedet kom jeg til at foreslå ham at tage til Als.

Lørdagen oprandt, og med udsigt til kraftig vestenvind tog jeg morgenfærgen til Rørvig for at få vinden i ryggen. Den første plads gav absolut intet. Vandet var mørkt og fyldt med irriterende fedtemøj. Efter et par timer kørte jeg sydpå til en anden, velkendt plads. Her var 5-6 mand på fællestur ved at rigge til. At dømme efter deres attituder og den kasse øl, der stod til fri afbenyttelse bag i den ene bil, havde de næppe i sinde at bevæge sig særlig langt væk fra parkeringspladsen, så jeg blev færdig i en fart og stak nordover til nogle gode rev, der tidligere havde givet fisk.

Blog Image

I løbet af dagen steg vandet i fjorden betragteligt, og mængden af løstdrivende ålegræs steg tilsvarende. Det tørre ålegræs, der tidligere var drevet i land, blev nu i kraft af den høje vandstand trukket ud i vandet igen. Store øer af græs kom drivende og blev efterhånden fordelt i vandet, så det var næsten umuligt at fiske. En enkelt ørred midt i fyrrene fandt dog frem til fluen, men efter nogle spring røg den desværre af. Nå pyt, der var jo endnu en hel dag til at fange de to ørreder, man maksimalt kan indveje pr. tur til klubkonkurrencen.

Søndag morgen stod jeg ved Liseleje, lige da det lysnede. Regnen silede ned, og en kraftig vind fra syd-sydvest sendte bølger ind mod land. Det var heldigvis så tilpas lavvandet, at man lige netop kunne gå udenfor revlen, uden at bølgerne var et problem.

Der lugtede rigtigt af havørred, og forhåbningerne var i top, men blev dog grundigt skuffede. En enkelt uinteresseret fisk viste sig i et spring langt ude. Ellers skete der absolut intet, og midt på formiddagen kørte jeg hjem til et varmt bad.

Da klokken nærmede sig indvejningstidspunktet kl. 16, ringede telefonen. Det var Ib, der var på vej hjem fra Sønderjylland. Han ville lige tilmelde en fisk til klubkonkurrencen. Han havde nemlig dagen før på Als landet en imponerende hornfisk på 375 g.

Ingen andre mødte op til indvejningen, og selv Lars Juel havde haft en tur til Røsnæs uden fangst. Ib var dermed weekendens klare vinder og lagde yderligere afstand til forfølgerne.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post75

Storplettede fjordørreder - 17/10 2007

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 10:14:11

Vi var på efterårsferie, og onsdag formiddag kørte jeg ned til Mariager Fjord, hvor vinden var så svag, at jeg valgte at sætte flyderingen i vandet. Inde i den første bugt på meget lavt vand var den første kontakt med fisk. Fiskene gik tilsyneladende på lavt vand, så jeg sejlede i land igen og vadefiskede i stedet. De næste 4 timer gav 10-15 fisk, samt en masse andre kontakte. En enkelt fisk på ca. 2 kg røg af inde ved nettet, eller fisk omkring målet.

Blog Image

Det var de typiske storplettede fjordørreder. Alle fisk blev fanget på spinnestang og bombarda med en kobberbasse for enden. Den er de ikke så bekendt med i det jyske, men den virker som sædvanlig glimrende.

Sidst på dagen var der konkurrence fra en sæl, der huserede lige ud for mig. Der var desværre også mere unfair konkurrence, idet en lille plastikflaske senere viste sig at markere et ulovligt garn.

Blog Image

Næste morgen var jeg så ude ved solopgang med en klar forventning om at skulle tømme fjorden for de resterende fisk. Men den store flok fra dagen før var søgt andre steder hen, så det gav kun tre mindre fisk i alt.

Prøvede igen fredag morgen, men der var der absolut ingen fisk overhovedet, så jeg skulle nok have afprøvet nogle flere pladser, men fruen syntes, at vi også skulle lave andre ting, så det..... Det gav dog nogle fine morgenbilleder med lettende tåge, joller, svaner og andre dekorative elementer.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post19

De ska' jo lære det, knejtern' - 16/10 2007

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 10:10:41

Fik chancen for at holde lidt efterårsferie ved Mariager Fjord og havde egentlig en aftale med en af mine jyske venner om, at han skulle agere guide, men han blev desværre syg, så jeg måtte klare mig selv. Vi ankom tirsdag eftermiddag og gik ned for at kigge på vandet. Lige nedenfor for hvor vi boede, løb Valsgård Bæk ud i fjorden.

Blog Image

Her er der 500 m fredning, men ikke desto mindre stod der en mand og fiskede 100 m fra udløbet. Jeg fik ham i tale og spurgte, om han var klar over, at han fiskede i et fredningsbælte.

- Jow, lød det tøvende svar, men knejtern' skulle jo gerne prøve at fange en ørred.Her hentydede han til de to drenge, der løb og legede inde på land, mens deres stang med ormekrog blev passet af far, som også selv havde en orm i vandet. Han havde - heldigvis - ikke fået noget ud af anstrengelserne.

Jeg svarede ham - med en passende mængde ironi - at de jo også hellere måtte lære det at fiske i fredningsbælter, mens de var unge og modtagelige.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post18

Tredje gang er lykkens gang - 23/10 2006

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 10:08:55

Efter en eftermiddag med fremragende fiskeri et par uger tidligere trak det i mig for at komme til Haderslev Fjord igen. Det blev til en forlænget weekend sammen med fruen på et lokalt hotel med ret til fiskeri i en passende afmålt mængde.

Lørdagen var dagen, hvor der virkelig skulle satses, og sammen med min ven Jesper fra lokalområdet kørte vi ud på nordsiden af fjorden med flyderinge bag i bilerne. På den udvalgte strækning er der så mudret mange steder, at det er umuligt at vade udenfor rørskovsbræmmen. Vi havde derfor valgt flyderingene for at få større bevægelsesfrihed.

Vi fik kæmpet os den gennem skoven ned til vandet med flyderingene på nakken, men da vi var klar til at stå til søs, kunne jeg se, at min ring havde tabt luft. Noget at stoffet havde sat sig i klemme i ventilen, så den ikke lukkede rigtigt til. Jeg måtte derfor traske den lange vej tilbage til bilen, mens Jesper satte fra land.

Da jeg kom tilbage fra bilen med pumpen, opdagede jeg til min ærgrelse, at jeg havde glemt den rette studs til enden af pumpen, så den passede ikke til hullet i ventilen. Tredje gang måtte jeg op og ned ad skrænten, inden jeg endelig – efter en halv time – kunne komme ud på vandet, som jeg var sikker på, at Jesper i mellemtiden havde tømt for fisk.

Blog Image

Det havde han nu ikke, eller også var det bare tomt i forvejen. Han havde også fået varmen, for inden han fik tænkt på konsekvenserne, havde han ladet sig glide med strømmen et godt stykke østpå. Tidevandsstrømmen viste sig overraskende stærk, og det havde været et sejt arbejde at komme tilbage til udgangspunktet. Fisk havde han ikke mærket nogen af, selvom han havde fisket netop det stræk, der et par uger før havde givet mig rigtig godt med fisk.

Vi fiskede i flere timer uden at mærke noget, og da strømmen efterhånden aftog, fandt vi det forsvarligt at krydse fjorden. Vi prøvede derfor sydsiden, og her var der endelig en ørred på ca. 1½ kg, der forbarmede sig over turisten fra Sjælland, så dagen dermed bød på andet end motion.

Blog Image

Blog Image

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post17

Fjordørreder i rørskoven - 10/10 2006

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 10:05:38

Når jeg normalt tænker på kystfiskeri i Danmark er det med min hjemlige nordsjællandske kyst som referenceramme. Her er der revler, muslingebanker, stenbund, blæretang og bølgebrydere. Inde bagved er der sandklitter eller stejle kystskrænter. En kyst som i barskhed kun overgås af Jyllands vestkyst – når vi taler danske forhold, forstås.

I stærk kontrast hertil står Haderslev Fjord, som jeg skulle besøge denne oktoberdag. Når man kører oppe på landevejen, kan man knapt ane fjorden, som ligger dybt i sin dal. På lange stræk er den omkranset af løvskov, og de yderste træer står med tæerne i vand sammen med en bræmme af tagrør. Hvis man ikke vidste, at vandet var salt, kunne man sagtens forledes til at tro, at man var ved en dansk sø i stedet.

Fjorden var kun 3-400 m bred på den strækning, hvor jeg valgte at fiske. Det blev på nordsiden, for jeg vidste, at sydsiden ville være indtaget af et hold unge kursister fra forbundets juniorlederkursus i Vojens. Jeg fik placeret bilen i skovbrynet, hvorfra man med et vist besvær kunne kæmpe sig ned gennem skoven til vandet. De lokale skilter ikke ligefrem med adgangsforholdene, hvilket vel er fair nok, da pladserne ellers hurtigt ville blive fyldt op.

Nede ved vandet fandt jeg et lille hul i rørskoven og stod så endelig ved fjorden med håb og forventning om at træffe på nogle af de smukke, storplettede beboere.

Blog Image

Denne dag skuffede fjorden absolut ikke. På en knap 100 meter lang strækning fangede jeg de næste tre timer et sted mellem 10 og 15 ørreder. Jeg holdt op med at tælle, for antallet blev pludselig ligegyldigt. Der var bare fisk nok, og 5-6 af dem lå på den gode side af halvmeteren.

Blog Image

Jeg fiskede med bombardaflåd med en lille Kobberbasse for enden af forfanget, og den virkede glimrende. Hvad der især gjorde fiskeriet spændende var, at fiskene bevægede sig rundt og kom helt ind til land, så selv store fisk huggede lige udenfor tagrørsbræmmen på knædybt vand, når jeg lagde kastene på langs af land.

På den anden side af fjorden gik drengene fra Vojens. De fik vist også fisk at dømme efter råbene.
Efter nogle timer havde jeg fået nok, selv om det var svært at stoppe, og jeg satte kursen mod Vojens, hvor jeg skulle deltage i juniorlederkurset om aftenen.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post16
« Forrige