Kystdage

Kystdage

Kystfiskerblues - 8-10/2 2009

FebruarOprettet af Henning Pedersen søn, februar 15, 2009 16:24:18

Søndag gik vinden i vest og steg i styrke til 10-12 m/sek. Den bornholmske syd- og vestkyst var dermed udelukket, og i stedet tog Sergio og jeg først ud på et par pladser på den klippefyldte nordøstkyst.

Døndalsbugten blev gennemfisket, men uden held. Derefter kørte vi til ”Klippen, som aldrig svigter”. Den gav heller ikke noget og er nu omdøbt til ”Klippen, jeg aldrig svigter”. Da Saltuna var ligeså fisketom, vendte vi lidt slukørede hjem til frokost. De andre kunne her fortælle om en enkelt nedgænger på ca. 1,5 kg. Det var alt, og misstemningen var udtalt.

Om eftermiddagen tog vi til Bro Odde, hvor vi overraskende nok kun skulle dele området med én anden fisker. En halv time senere var vi imidlertid 9 mand på pladsen, og alligevel blev der ikke fanget fisk.

Næste dag foretog vi samme rundtur med samme nedslående resultat. Ingen fisk, ingen hug, ingenting……..

Tirsdag drejede vinden til sydøst, og nu kunne vi kun være på vestkysten, men med lidt grums og røre i vandet burde det jo være perfekt. Det var fiskene åbenbart ikke klar over, for igen udeblev de totalt.

Da jeg samtidig reddede mig en god gang forkølelse samt betændelse i bihulerne, fik jeg efterhånden så ondt af mig selv, at jeg fordrev fisketiden med at sætte ord på en ”Kystfiskerblues”. Den blev der desværre rig lejlighed til at synge på denne tur:

Jeg kaster og kaster
og håber på et bid
Jeg fisker og fisker
der sker sgu ik’ en skid
Bombarda og flue
vi har en hel uge
Jeg synger min kystfiskerblues

Jeg nyser og fryser
min næse er så lang
Der er noget, der’ kroget
men det er bare tang
Nu begynder det at blæse
Jeg pudser min næse
mens jeg snøfter min kystfiskerblues

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post105

Solskinsøen med de vilde havørreder - 7/2 2009

FebruarOprettet af Henning Pedersen søn, februar 15, 2009 11:08:27

"Solskinsøen med de vilde havørreder"..... er det ikke det billede, vi har på nethinden, når vi som besøgende lystfiskere kommer til Bornholm?

Virkeligheden denne lørdag i februar bød på tåge, og den eneste fisk, vi 13 mand havde held til at fange, var en regnbueørred ;-)

Første dag på vores foreningstur var vi taget på sydkysten. Da vi kom til parkeringspladsen, mødte vi som det første en bilfuld sjællændere, som netop havde afsluttet deres fiskeri. Deres melding var "nul fisk", og de foregående dage havde heller ikke givet noget særligt. Ikke lige den melding vi håbede på!

Vi gav alligevel strækningen en chance, og jeg fandt hurtigt over til mit favorit-badekar. Det meste af det var desværre sandet til, men efter et par minutter viste en fisk sig i overfladen. Fluen kom hurtigt ud i området, men mod forventning skete der intet, og fisken viste sig ikke igen.

Sergio var gået til den anden side, og på et lille rev fik han hug af en god fisk, som fightede hårdt.
Han fik den ind, og til hans overraskelse viste det sig at være en flot regnbueørred, blank med stort set hele finner. Vi målte den til 51 cm og vægten sagde 1,5 kg.
Da han rensende den om aftenen, kunne vi se, at den havde spist store mængder af tanglopper.

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post104

Klar - 6/2 2009

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, februar 06, 2009 19:43:41

februar
vinterferie
fjerne bagsæder i bilen
plads
basisvarer fra Fakta
kokkekniv, hvidløgspresser, juliennejern, gryde, pande
opskrifter
brobizz, færgebillet, navigator, adresser
feriehuse
vin , whisky, bindegrej, fluestik
briller, oplader, kamera
waders, vadestav, fangstnet
den store balje
varmt tøj, tøj, tøj, tøj
husk tandbørsten
hjemmesko
balsamico, soya, olie
krydderier
fluer, fluer, fluer, fluer
kobberbasser
hjul, line, stænger
vejrudsigt
forventninger
Levka, Hasle, Sose, Raghammer, Saltune
Sorthat-Muleby
Bornholm

Klar

  • Kommentarer(3)//www.kystdage.dk/#post103

På kollisionskurs - 29/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:50:18

Torsdag havde ikke givet fisk, og nu var det fredag sidst på eftermiddagen, og stadigvæk havde ingen fisk givet sig til kende, hverken ved at vise sig eller ved at hugge til fluen. Samsø havde indtil videre været en fiskemæssig skuffelse og med udsigt til stiv kuling de efterfølgende dage, var tiden ved at rinde ud.

Mens jeg fiskede hen over et lille rev med sten og blæretang, som – alt andet lige – burde rumme en fisk eller to, faldt blikket på to store skibe, som viste sig mellem nogle af øerne øst for Samsø. Set på afstand var de på direkte kollisionskurs, og mens jeg stod og betragtede, hvordan de alligevel sejlede fint forbi hinanden, var bombardaflåddet nået næsten ind. Få meter foran mig vendte en ørred i overfladen, fordi den enten blev skræmt af flåddet eller måske undersøgte det nærmere for at se, om det var spiseligt. Fluen, der kom et par meter efter flåddet, viste den derimod ingen interesse. Frustreret satte jeg et lille blink på for at se, om det ville hjælpe, og et par kast efter fulgte fisken efter blinket helt ind til stangspidsen, men stadig ingen hug, så dagen endte uden fangst, men dog med en viden om, hvor der var noget at vende tilbage til dagen efter, hvis ellers vejrguderne ville tillade det.

Blog Image

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post42

På grænsen mellem hav og fjord - 29/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:48:55

Vi var på Samsø, og jeg kørte rundt for at prøve nye pladser, og én af dem, der skulle forsøges, var Besser Rev.

Vi parkerede, steg ud og kunne kigge ud ad en lang smal tange, hvor der på havsiden var et langt, smalt mørkt bælte helt inde ved land. Et rigtigt havørred-badekar, og det var bare at starte i den ene ende og fiske derudaf i håb om at støde på de blanke, der tydeligvis kunne træffes overalt, men sandsynligvis trak rundt i flokke, og det var bare et spørgsmål om at finde flokken.

Jeg valgte bombardaflåd og flue, som jeg som regel gør, når der skal afsøges længere strækninger. Man får affisket en masse vand i forhold til det, man når med fluestangen, hvor man bliver nødt til at satse på udvalgte steder. Lige meget hjalp det dog denne dag, hvor der ikke var en fisk at opdrive.

I stedet blev der tid til at kigge på den unikke natur med den lange smalle landstrimmel, der strækker sig mange kilometer – først mod nordøst, hvorefter den drejer rundt mod nord og ender med at pege mod nordvest ud mod øen Kyholm. Undervejs beder den sig ud, og der er steder med små højdedrag undervejs.

Blog Image
Få hundrede meter ude af revet finder man Draget, som er det smalleste og laveste sted. Det er oversvømmet ved høj vandstand, hvilket ikke er et problem for os lystfiskere, men den eneste vandrer, der denne dag tog turen ud på revet, havde et par gamle waders over nakken. Sikkert en god ide, hvis man ikke vil blive fanget af højvandet.

Længst ude finder man den dybe indsejling til Stavn Fjord. Her er der på begge sider gamle skanser fra Englandskrigene i starten af 1800-tallet. Selve Stavn Fjord er ikke særlig interessant set med lystfiskerbriller, men bemærkelsesværdig med sine mange høj, skovklædte holme, der denne dag stak hovederne ud af disen.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post41

Nye pladser - 28/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:45:28

Hvad stiller man op, når man kommer til en ny kystplads? På de gammelkendte pladser ved man lige, hvad man skal gøre. Man ved, hvor man vil starte, hvad man vil fiske med og hvilken strækning, der skal affiskes under de givne forhold. På den nye plads er der derimod ingen erfaringer at trække på, men alligevel kan man godt forberede sig.

Vi var på en forlænget weekend på Samsø, hvor jeg kun havde været én gang tidligere. I dagene op til havde jeg kigget grundigt på luftfotos på Google Maps på internettet og udsøgt mig nogle pladser, der så spændende ud. Jeg havde også bemærket mig, hvor der lå joller på stranden, for her er der som regel også mulighed for at køre ned til vandet med bilen.

Blog Image

I løbet af de første dage fik jeg besøgt 4-5 pladser, som så rigtig gode ud. Jeg fik fisket på nogle spændende rev og affisket nogle meget lange mørke bælter. Jeg fik fisket i stille vand, men også på steder, hvor bølgerne rullede ind over stenene og skabte liv i vandet, men lige meget hjalp det. Fiskene havde tilsyneladende ikke læst den samme teoribog som jeg, og de opholdt sig åbenbart andre steder eller tog i hvert fald ikke føde til sig.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post40

Så du lyset - 14/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:39:29

Vi siger nogle gange at det ikke kun drejer sig om at fange fisk. Naturoplevelserne er også vigtige. Måske er det bare efterrationaliseringer, vi laver på dage, hvor fiskeriet svigter, og hvor vi alligevel gerne vil kunne begrunde og forklare, hvorfor vi bruger flere timer ude ved kysten, men jeg ville nødigt undvære de visuelle indtryk, jeg får ude ved kysten, og som mit lille kamera tillader mig at tage med hjem.

Denne februardag svigtede fiskeriet, da jeg fiskede på en storstenet strækning af Bornholms sydkyst. Derfor var det nok også lettere at afsætte tid til at tage kameraet op af lommen med jævne mellemrum, for da solen begyndte at bryde gennem skydækket, kastede den et smukt og varieret lys hen over stenene og det oprørte vand rundt om.

Blog Image

Lyset var i bogstavelig forstand ubeskriveligt. Det skulle ses og forstås med øjet. Jeg havde som altid kameraet i den ene store lomme i vadejakken og kunne hurtigt få det frem, men på de få sekunder, det tog at blive klar, havde lyset ofte ændret sig. Det var dog stadig værd at fotografere, og på tilbageturen sidst på eftermiddagen kom de røde nuancer med, da solen gik ned bag odden.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post39

Held på tilbagevejen - 13/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:36:56

Havørreder kan være svære at blive kloge på. Er de derude, men vil blot ikke hugge. Eller dukker de pludselig op, måske ude fra dybere vand med fornyet appetit?

Det var nogle af de tanker, vi gjorde os, da vi gik tilbage mod bilen den onsdag eftermiddag på Bornholm. Sammen med Stig havde jeg meget grundigt affisket et langt stræk på sydkysten, som tidligere havde givet godt med fisk. Forholdene var tilsyneladende fine, og dagen før havde vi spottet en del fisk, som vi dog ikke havde fået til at hugge. Da klokken nærmede sig fem, begyndte vi at bevæge os tilbage mod bilen på parkeringspladsen, og pludselig var der fisk netop der, hvor vi en time tidligere ikke kunne finde nogen.

Først fik jeg et hug. Fisken var på et par sekunder, før den slog sig fri. Jeg nåede dog kun at ærgre mig kortvarigt, før der var fast fisk. Denne gang kom den ind til land, hvor jeg kunne kane en fin blank fisk på 2,65 kg op på stenene. Stig, som fiskene 50 meter længere henne, fik lige efter også hug af en fisk på samme størrelse, men desværre kom den kun halvvejs med ind, inden den slog sig af. Vi nåede at fiske 5-10 minutter mere, inden mørket sænkede sig og lukkede for dagens udfoldelser.

Blog Image

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post38

Klippen der aldrig svigter - 13/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:34:49

Vi var på Bornholm, og efter nogle dages fiskeri trængte vi til at prøve noget andet end sydkysten, hvor fiskeriet havde været meget svingende. Stig og jeg kørte derfor ud til den nordøstvendte klippekyst, hvor vi først prøvede en lille bugt uden held.

Lidt nord for bugten havde jeg året før fået en ørred på en lille klippe, og vi besluttede os for at prøve den igen. Klippen var ikke anderledes end en masse andre på denne side af øen, men den udmærkede sig ved at være lettilgængelig og ligge i behagelig afstand fra vejen. Vandet rundt om klippen var uroligt som altid, men ikke mere end vi fint kunne fiske.

Blog Image

Jeg prøvede med mit sædvanlige bombardaflåd, mens Stig gav den som blysvinger, og fiskene foretrak åbenbart metal. I hvert fald fik han hug, og med lidt besvær landende han en ørred midt i fyrrene.
Vi blev hurtigt enige om, at klippen var en sikker plads, men det langt fra var sikkert at få fiskene det sidste stykke fra vandet og op på klippen. Det kunne blive ret interessant at skulle lande en større fisk på stedet.

Blog Image

Det problem fik vi desværre ikke, men vi døbte dog stedet ”Klippen, der aldrig svigter”. Et par dage efter besøgte vi den igen, og nu hedder den ”Klippen, der sjældent svigter”. Til næste år hedder den måske ”Klippen, der nogle gange giver fisk”, og om nogle år ”Klippen, der engang gav en fisk”. Under alle omstændigheder holder vi jo meget af pladser, der har kastet fangst af sig og vender gerne tilbage til de gode minder.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post37

Garn på revet - 12/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:32:11

Et vinterlavtryk havde lagt sig over Danmark. Temperaturen lå omkring fem grader, det var skyet, og der var ikke en vind, der rørte sig. Nok ikke de mest optimale fiskebetingelser på Bornholm, hvor der gerne må være røre i vandet.

Vi travede ned over markerne til det udvalgte plads på øens sydkyst og blev mødt af et smukt syn, da vi kiggede ud over vandet fra skrænten. Vandet lå spejlblankt, men da blikket gled ud mod revet til venstre, fangede det en jolle, hvor en mand i blåt og orange var ved at tage et garn op. Han manglede de sidste 50 meter af garnet, men efter den sidste vage, var der et kort hul over til den næste vage, som markerede endnu et garn, som stod lige ud for det rev, vi havde udset os.

Blog Image

Jeg vadede alligevel ud på revet og kastede ud til venstre, hvor jeg lige netop kunne fiske indenfor garnet. Der var kontakt med en fisk i et af de første kast, men derefter skete det ikke mere. En del af garnet stod nærmere end 100 meter fra land, mens resten stod lige på grænsen. Manden fortsatte med at tage garnet op, og på de sidste 20 meter sad der fire havørreder.

Han fortsatte med det næste garn, som jeg anslog til at være 250-300 meter langt. Da han allerede havde taget flere garn op, var det helt oplagt, at hans samlede garnmængde langt over steg de lovlige tre garn. Desuden kunne jeg se, at han fiskede med flydere på de sidste garn, hvilket er ulovligt på Bornholm frem til 1. marts. Jeg besluttede at ringe til fiskerikontrollen, men havde kun nummeret til afdelingen i Roskilde. De tog dog imod meldingen og lovede at ringe til kontrollen på Bornholm, og efter et stykke tid blev jeg kontaktet af kontrollen i Rønne. Vi aftalte, at jeg skulle ringe tilbage, når han sejlede, så jeg kunne fortælle, hvilken havn han havde kurs imod. De vurderede også, at der var en god chance for at tage ham på fersk gerning med for mange garn i båden.

Blog Image

Imens røgtede han det næste garn, og jeg kunne med stigende frustration iagttage, hvordan han pillede yderligere 15-16 fine store havørreder ud af garnet. Derefter satte han kursen østover, og jeg ringede igen til kontrollen, som sagde de ville køre ud til den pågældende havn.

Da han havde sejlet et stykke, stoppede han motoren omkring en kilometer fra land, og begyndte – efter de kredsende måger at dømme – at rense fisk, og det fortsatte han med den næste halve time.

På et tidspunkt kunne vi se, at der stod vager rundt omkring båden, og han havde tilsyneladende sat nogle af garnene igen. Jeg ringede igen til kontrollen, som kunne fortælle, at de havde observeret ham. Jeg fortalte om de garn, han havde sat. De måtte desværre melde om en motor, der var til reparation, så de havde ikke umiddelbart mulighed for at sejle ud og kontrollere ham.

Endelig sejlede han ind til havnen, og en halv time senere ringede kontrollen og kunne fortælle, at han kun havde haft tre lovlige garn uden flydere i båden, at samtlige ørreder var blanke, og at hans fisketegn var i orden, så han slap for videre tiltale.

For mig var det oplagt, at han sikkert var blevet ringet op og varskoet om, at kontrollen var på besøg i havnen. Derfor havde han parkeret de overskydende garn langt fra kysten til senere afhentning. Eventuelle farvede fisk var smidt overbord, og han havde ”lovliggjort” sit fiskeri.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post36

Manden på stenen - 10/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:28:53

Jeg havde arrangeret klubtur til Bornholm i vinterferien midt i februar, og søndag kom vi 8 mand forventningsfulde til klippeøen og fik os indlogeret i sommerhuset.

Vinden blæste moderat fra vest, og om eftermiddagen kørte vi to mand til en plads på sydkysten. Her kunne vi se, at bølgerne var lidt højere, end vi havde forventet, men vel vidende, at bornholmerne har det bedste fiskeri, når der er røre i vandet, valgte vi at forsøge os.

Ib vadede ud til sit foretrukne rev, mens jeg, der er mere til bevægeligt fiskeri, satte et bombardaflåd på og begyndte affiskningen af nogle stræk, der tidligere har givet mig godt med fisk.

På et tidspunkt lå min vadestav i vejen for mig, og den fik derfor min fulde opmærksomhed med det resultat, at det næste kast umiddelbart efter blev udført med en bøjle, der ikke var slået over. Bombardaflåddet røg et godt stykke mod Polen, men linen var selvfølgelig sprunget. Jeg valgte at sætte et blink på i stedet og kaste vinkelret ud i bølgerne for at undgå en stor linebue. Det lod sig gøre, betingelserne så fine ud, og jeg fiskede ned mod mit favoritsted på strækningen.

Da jeg næsten var nået derhen, dukkede en mand pludselig op på netop den plads. Han kom nærmeste væltende ned ad skrænten og stillede sig ud på en sten, han tydeligvis kendte godt i forvejen. Inden jeg nåede hen til ham, fangede han den første ørred, som dog var lige under målet og kom ud igen.

Blog Image

Jeg fik ham i tale og genkendte straks en mand, jeg havde mødt samme sted året før. Han havde den fordel at kende en landmand, der boede lige ovenfor pladsen, og derfor kunne han spare den lange gåtur og i stedet komme direkte ned ad skrænten til pladsen.

Jeg gik lidt videre og fiskede i et fint badekar, men her var der heller ikke fisk. Da jeg gik tilbage mod manden på stenen, fangede han endnu en fisk, som han valgte at slå ihjel for at tage med hjem. Fisken var helt sikkert blank, men det var også tydeligt, at den slanke fisk havde været på gydning denne vinter. Jeg har nok sat den tilbage og håbet på andre og bedre gevinster.

Tilbageturen gav heller ikke fisk, og Ib kunne fortælle om et enkelt hårdt rusk i stangen, så vi kørte hjem uden fangst, men med bevidstheden om at der lå en hel ugens intens fiskeri forude.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post35

Store forventninger - 4/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:26:35

Røgfanen på skorstenen viste sydøstlig vind, solen skinnede, og temperaturen havde sneget sig op på 5-6 grader. Efter sidste lektion gik det derfor hurtigt hjem, hvor grejet blev smidt i bilen.

Det sidste gik lidt for hurtigt, for halvvejs fremme på pladsen opdagede jeg, at jakken ikke var kommet med. Efter en tur tilbage nåede jeg så endelig frem til kysten, hvor bølgerne fra de tidligere dages hårde vind havde lagt sig, og vandet var klaret op.

Forventningerne var store, og de blev ikke mindre, da der var hug i første kast. Igen i tredje var der bud efter fluen, og endelig i fjerde kast var der fast fisk. En målsfisk havde taget Kobberbassen. Den fik sin frihed igen, og i sikker forvisning om flere fangster fiskede jeg videre ned ad revlen.

Blog Image

En kilometer længere nede måtte jeg konstatere, at jeg hverken havde mærket eller set skyggen af en fisk. Forventningens glæde havde været den største, men på tilbagevejen måtte startstedet lige prøves igen.

I første omgang gav det ikke noget, og jeg ville vade ind for at stoppe fiskeriet, Det kunne jeg imidlertid ikke, da der var rigtig dybt indenfor revlen, og jeg måtte vade et godt stykke tilbage og rundt om en bølgebryder. Jeg kunne jo lige så godt fiske på tilbagevejen, og denne gang var der igen bud efter fluen. Endnu en lille blank målsfisk blev afkroget og sendt retur.

Blog Image

Normalt starter jeg fiskeriet lidt længere nede ad strækket. Havde jeg også gjort det denne dag, havde jeg sikkert ikke fået fisk. Hvor mange gange mon man på den måde er gået glip af gode fisk og oplevelser? Det ved vi heldigvis ikke.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post34

Fisk i brunt vand - 13/2 2007

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 09:38:28

Vi var på klubtur til Bornholm og var ankommet med færgen om søndagen. I dagene inden havde vinden blæst hård fra sydlige retninger, og det eneste sted, vi kunne fiske, var strækket fra Rønne og nordpå mod Hasle. Her fik vi en par fisk om mandagen, men havde ikke det store held.

Tirsdag kørte vi så til sydkysten for at se på forholdene. Vinden havde lagt sig, og der var kun dønninger tilbage; ikke større, end vi kunne fiske. Men vandet var så brunt og grumset, at man kun kunne se10- 15 cm ned i det.

De øvrige deltagere på turen havde ikke fisket ret meget kyst tidligere, men på en tur nogle år før, havde jeg prøvet sydkysten under tilsvarende forhold, og der havde vi fanget fint med fisk. Jeg foreslog derfor, at vi gav det en chance, og selv om de andre var temmelig mistroiske, gik vi ned til en af mine favoritpladser. Vi fordelte os over strækket, og jeg forsøgte med bombardaflåddet og en Julebasse, som tidligere havde virket fint samme sted.

Blog Image

Efter få kast var der kontakt med den første fisk, og lidt senere var der hug. Jeg fik landet en fin blank fisk på 1,5 kg, og den fik senere følgeskab af endnu en på samme størrelse, som dog kom ud igen, da den havde været på gydning i løbet af vinteren.

Jeg gik derefter ned mod de andre, så de kunne se fisken, og dermed blive helt overbevidst om det mulige i at fange fisk i det meget grumsede vand.

Der blev dog ikke brug for de overbevisende argumenter, for oppe på stranden lå allerede et par fisk, hvoraf den største var på den rigtige side af 3 kg.

Blog Image

I løbet af ugen blev vandet renere, bølgerne mindre og vinden svagere, mens fiskeriet i samme takt blev markant dårligere.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post8

En slidt fisk - 24/2 2006

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 09:34:08

Tidspunktet var februar, og stedet var sydkysten på Bornholm. Dagen havde givet flere små blanke fisk og en stor farvet ørred i topkondition, der endnu ikke havde været på leg.

Endnu en stor fisk tog fluen, som var en "Julebasse". Det viste sig at være en nedgænger, altså en fisk, der har været i vandløbet for at gyde.

Under gydningen laver fiskene store huller i vandløbsbunden ved at slå med krop og hale ned i stenene. Et arbejder der slider hårdt, som det tydeligt ses på billedet.

Blog Image

På Bornholm er fisk i gydedragt i dag fredet frem til 1. marts, så den kom selvfølgelig ud igen. Det var den nu kommet under alle omstændigheder. Som spisefisk er den ikke meget bevendt, men at sætte den ud igen er også at udtrykke en form for respekt for det arbejde, den lavede for at videreføre slægten oppe i vandløbet.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post7
« Forrige