Kystdage

FlyttedagHvem & hvorfor

Oprettet af Henning Pedersen man, september 05, 2016 12:33:02

I erkendelse af at hurtige opdateringer er langt lettere at lave på Facebook, har jeg fra i dag den 4. september 2016 valgt at lave nye opdateringer på Facebooksiden Kystdage.

Alt det gamle materiale bliver liggende og der vil fortsat være adgang til bloggen.

Uvidenhed eller ligegyldighedMaj

Oprettet af Henning Pedersen fre, maj 20, 2016 13:51:27

Jeg er rigtig glad for min pontonbåd. Ikke mindst, når det gælder fiskeriet efter gedder i brakvand. Men når vinden nærmer sig de 10 sekundmeter, skal der virkelig arbejdes med fødderne for at holde positionen, og det er bestemt heller ikke nogen let sag at ro op mod vinden.
Alligevel lod jeg mig lokke med til geddepremieren i brakvandet, da Henrik ville af sted 2. pinsedag. Tom var med i bilen og lånte den ene båd, og allerede efter få kast fik jeg en gedde, og lidt senere var det Henriks tur. Det tegnede til en fin dag, men nogle timer senere var det stadig det eneste, vi havde fanget.
Henrik ville ud at prøve på åbent vand udenfor noret, hvor der lå adskillige joller. Der var i det hele taget mange på premierefiskeri. Tom og jeg valgte at stoppe, da vinden tiltog yderligere, men det var da fristende at fortsætte, for Henrik ringede efter kort tid og havde fået to gedder over 80 cm.
To dage efter havde vinden lagt sig helt og jeg var igen på pladsen. Denne gang prøvede jeg også udenfor på det åbne vand, men fiskeriet var forsat svært, og på syv timer fik jeg kun fat på fire gedder.
Blog image
Der var to andre joller i området i løbet af dagen, og begge sejlede direkte ind i fredningsbæltet ved et åudløb og fiskede løs nærmest helt ind til åen. Den ene lå der i tre timer, inden den sejlede videre. På premieredagen talte jeg på et tidspunkt fire både i fredningsbæltet.
Jeg ved ikke, om årsagen er uvidenhed. Hvis ikke er det i hvert fald udtryk for en ligegyldighed med regelsættet, som jeg ikke bryder mig om, uanset om man så fisker efter den ene eller anden art.



Gensyn værd at vente påMaj

Oprettet af Henning Pedersen søn, maj 15, 2016 09:41:20

Efter flere dage med varmt sommervejr, slog vejret lørdag om til køligt bygevejr. Vi valgte at tage til åen for at se, om vejrskiftet kunne få gang i nogle klækninger, og der drev da også pænt med døgnfluer, uden det dog var de helt store mængder.
Det lokkede da også enkelte fisk til overfladen, men de kom kun op et par gange, hvorefter der godt kunne gå 5-10 minutter, før de viste sig igen. Under de forhold kan det godt være svært at få dem til at hugge, og kastet skal helst ligge præcist lige efter ørreden har taget et insekt.
Vi fiskede først lidt sammen, men delte os så op. Rino gik opstrøms, mens jeg blev ved en fisk, vi havde set komme op et par gange.
Rino fandt en rigtig god fisk, som var svær at kaste til, så han snød lidt og firede fluen ned til den. Det gav hug, og fisken tog nogle meget lange udløb op og ned ad åen, inden den desværre slog sig af.

Imens ventede jeg på, at min fisk skulle vise sig. Det gjorde den også med mellemrum, men den tog ikke de fluer, jeg forsøgte at præsentere for den. Nogen gange kiksede kastet på grund af en jævn sidevind, så fluen endte i græsset, og fisken blev forstyrret og så var det bare at vente igen.
Mens jeg ventede fulgte jeg lige lidt med i FCM mod Sønderjyske på telefonen og havde allerede fisket et kvarter, da Pusic scorede til 1-0 efter 28 minutter. Men først ved stillingen 2-1 efter 85 minutter fik jeg endelig fisken til at hugge.
Den kom op endnu en gang, og en ny lille sort hackleflue landede det helt rigtige sted lige efter, og så kom hugget. Rino var lige i nærheden og fik filmet det meste af fighten. Resultatet kan ses her:


Eller her, hvis telefonen ikke vil vise flash video


Blog image

Det blev aftenens sidste fisk. Den huggede kun 30-40 meter fra det sted, hvor jeg sidst fik en ørred på samme størrelse, og da vi kom hjem, lavede vi lige en lille ”priktest” og sammenlignede billeder af de to fisk. Der var ingen tvivl: Det var den samme fisk.
Blog image
Den står stadig i åen og hvem ved: Måske bliver der lejlighed til endnu et gensyn.
Kampen sluttede for øvrigt 3-2 til FC Midtjylland. Et helt igennem fornuftigt resultat :-)







Your mobile does not support playing flash video.

En omvendt MurphyMaj

Oprettet af Henning Pedersen ons, maj 11, 2016 13:42:01

Når man fluefisker med tørflue efter bækørred ved en lille å, er der rigtig meget, der kan gå galt. Her gælder som regel Murphys lov om at ”alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt”. Kastet bliver for kort eller for langt, fluen landet med et plask, vinden tager fat i fluen, så man fanger græsset på brinken, løslinen sidder fast i græsset, tilslaget kikser, fisken ryger af under fighten, forfanget knækker osv. osv.

Men i går var jeg ved åen for første gang i år. Først for at hjælpe Kaj med at tømme en smoltfælde og senere på dagen for at svinge fluestangen, og da oplevede jeg nærmest en omvendt Murphy: Alt, hvad der kan gå godt, vil gå godt”.
Jeg fik listet mig ind på en ørred, der jævnligt steg op og tog insekter. Kastede lige efter, den havde taget en døgnflue. Fluen landede præcist, hvor den skulle, og efter et kort drev tog ørreden den. Tilslaget faldt præcist, og ørreden blev siddende, selv om den to gange sprang langt ud af vandet.
Fighten foregik skiftevis opstrøms og nedstrøms med undertegnede plantet ud i åen. Da ørreden søgte ind til bredden, gik linen rundt om nogle siv, og jeg fik bange anelser, men på en dag, hvor det hele jo går godt, holdt det lige netop så meget på ørreden, at jeg fik nettet ind under den.
Blog image

Fik taget et hurtigt billede med selvudløseren, inden jeg kunne sende fisken på 47 cm tilbage i åen. Håber på et gensyn i forsommeren på en dag, hvor Murphy igen viser sig fra sin positive side.



Når 30 meter gør en stor forskelMaj

Oprettet af Henning Pedersen tir, maj 10, 2016 17:05:06

Sidste uge var vi på Falster. Vi havde lejet et sommerhus i Gedesby, og planen var, at jeg skulle ud at fiske med Kim Olesen, som jeg er ved at skrive en artikel om til Sportsfiskeren. Vi skulle lige have de sidste billeder i kassen, men den plan blev der desværre lavet om på, da Kim om fredagen røg akut på sygehuset efter en blodprop.
Han kom heldigvis godt over det og var hjemme igen 4-5 dage efter, men skal nu gennem en genoptræning, inden han igen kan lave skulpturer og fange havørreder.
Hvis du ikke kender Kim og hans skulpturer i rustfrit stål, kan du finde ham på Facebook: https://www.facebook.com/Kim-Olesen-Sculptor-511982925584537/?fref=ts

Da jeg besøgte Kim for nogle uger siden, fiskede vi på et spændende rev, og det blev da også den plads, jeg besøgte de to første morgener. En enkelt ørred var ude af vandet, men ellers var det kun hornfisk, der kom forbi.

Fra tirsdag kom Kurt på besøg, og Nicolai Eriksen, der bor på Lolland, kontaktede mig, da han via et opslag på facebook så, at vi var i området. Resultatet blev en aftentur til Hesnæs, hvor Nicolai aftenen før havde fået en flot ørred på 3,5 kg.
Jeg fangede en enkelt ørred lige over målet, og en anden gammel ven, Frederik Lorentzen, overværede fangsten, da han sammen med Peter Andreas var dukket op på pladsen. Med andre ord et hyggeligt sammenrend af nye og gamle venner, men mange fisk kastede det altså ikke af sig.

Blog image

Torsdag besøgte jeg med sammen med Kurt den lokale plads ved Birkemose. Her var der fine badekar, men det første besøg gav nu kun hornfisk. Da vi vendte tilbage over middag, havde jeg taget spinnestangen med for at kunne nå ud til de yderste mørke områder. Vi fandt et sted, hvor der både var et mørkt bælte lige ved land og et andet lidt længere ude. Midt i området var de to bælter bundet sammen af en kort mørk passage, og det var de små 30 meter omkring passagen, der kom til at give os godt fiskeri.
Først fik jeg hug på en lille Kobberbasse fisket efter bombarda-flåddet. Det var en fisk på ca. 45 cm, som desværre stod af tæt på land, men allerede i næste kast huggede en tilsvarende fisk. Den kom sikkert ind, og inden vi gik hjem, nåede Kurt også at få hug på fluestangen midt i passagen. Det var en god fisk, som vi målte til 57 cm.

Blog image

Næste dag var vi selvfølgelig tilbage på stedet. Forholdene var de samme, som dagen før: Høj sol, klart vand, næsten vindstille, og vi var endda godt oppe ad dagen. Med andre ord forhold, der normalt ikke giver mange fisk.
Denne gang havde jeg valgt at fiske fra pontonbåden med fluestangen, så jeg kunne dække det yderste område. Kurt valgte at fiske indefra, men den manglende vind gjorde det svært for ham at få linen til at strække helt ud, så han – selv om han vadede meget dybt – ikke kunne nå ud til fiskene.
Det kunne jeg derimod godt fra båden, og de næste par timer gav tre gode havørreder på 45, 47, og 60 cm. Den mindste fik sin frihed, mens de andre kom med hjem. Alle fanget indenfor en lille strækning på knap 30 meter på en lille Kobberbasse.

Blog image

Næste morgen forsøgte jeg mig igen på pladsen, men skønt jeg var i gang, allerede da solen kiggede op, og der var en passende svag pålandsvind, der gav røre i vandet, fik jeg ikke flere fisk, så måske skal man bare sove længe og satse på sol og stille vand :-)









Fisk på kommandoApril

Oprettet af Henning Pedersen lør, april 16, 2016 21:34:48

Nu hvor arbejdet ikke længere tager tid og energi, er jeg kommet i gang igen med at lave artikler til Sportsfiskeren. Første bidrag var en artikel om de to dygtige fluebindere Kern Lund og John Mortensen fra Hundested. Den blev bragt i det nummer, som netop er kommet på gaden.

Andre projekter er på vej, og et af dem førte mig torsdag den 14. april afsted til den allersydligste del af riget, hvor jeg skulle mødes med Kim Olesen, som er en rigtig dygtig kystfisker og desuden laver nogle flotte skulpturer i rustfrit stål. Kim mødte jeg for 7-8 år siden inde ved Danmarks Akvarium. Jeg stod for nogle Fiskeskolearrangementer, mens han arbejde på en stor sværdfisk i rustfrit stål. Vi har siden holdt kontakten ved lige, og sidste år var jeg en tur på Falster, hvor vi fiskede sammen.

Hensigten var også at fiske sammen denne gang, og jeg skulle så tage nogle gode billeder, når Kim – sådan lige på kommando – fangede en flot, stor havørred.
Sådan går det selvfølgelig sjældent, og dette var ingen undtagelse. Forholdene var ellers perfekte med lidt gammel sø og letgrumset vand. Kim mistede da også hurtigt en fisk, og lidt efter gjorde jeg det samme. Jeg var dog heldig at få en på 46-47 cm lidt senere, og det tegnede til en fin dag, men sådan gik det desværre ikke.
Blog image
Da vi startede, stod der allerede tre mand på den bedste del af stenrevet, og den ene havde en god fisk på, da vi sejlede tilbage for at få frokost. Han fik den i nettet og havde allerede en anden i bæltet. Den sidste var en flot fisk på 2,5-3 kg.

Vi fiskede videre om eftermiddagen, men der skete desværre ikke mere. Kim havde sin hund Maggie med, og da den er vant til at komme med ud at sejle, viste den stor interesse for pontonbåden, men den fik nu ikke lov til at komme til søs.
Blog image

Dagen efter var vinden tiltaget, og vi valgte at blive hjemme, så jeg kunne få lavet mit interview. Vi fik dog tid til en tur langs stranden, og med lidt hjælp fra Kim lykkedes det mig at finde lidt rav. Noget jeg ellers aldrig har haft særlig held med, men nu tror jeg på, at det kan lade sig gøre, så næste gang …..
Blog image



Revanche på hjemmebanenApril

Oprettet af Henning Pedersen man, april 11, 2016 20:07:15

Turen til Sydsverige lige efter påske blev en god oplevelse med flere nye bekendtskaber fra Pontonklubben, men fiskemæssigt var det ikke nogen stor succes. Der blev fanget enkelte gode fisk, men jeg hverken så eller mærkede noget som helst de tre dage.

Der var derfor brug for lidt opmuntring ude på de hjemlige vande, men også her lod fangsterne vente på sig, og det var først, da jeg fiskede i Isefjorden lørdag den 9. april, at der kom hul på bylden. Jeg fiskede et stræk, hvor man enten skal gå eller sejle en pæn strækning for at nå frem, og der er derfor sjældent andre på pladsen. Det var der heller ikke ved denne lejlighed, og efter lidt tid ramte jeg en flok ørreder og havde fisk eller kontakter i mange kast efter hinanden. Det gav fire mindre fisk i hånden, mens tre andre stod af undervejs. Den ene en pæn fisk et godt stykke over målet.

Søndag tog jeg ud fra Sølager i pontonbåden og havde både flue- og spinnestang med. Fluestangen var først i brug på en strækning langs kanten til det dybe i Kulhusrenden. Det gav ingen fisk, men det gik bedre med spinnestangen efter fladfisk. Her blev en håndfuld skalrejer vekslet til syv skrubber.
Blog image

Mandag startede jeg på Nordkysten på en plads, hvor Per og Rino har fået gode fisk de seneste dage. Jeg fandt dog ikke nogen og tog derfor videre til fjorden for at fiske ved stejlepladsen i Lynæs. Her var to mand allerede i gang, og to andre var ved at starte. Mandag formiddag! Sig mig, hvorfor skal folk ikke på arbejde? ;-)
Blog image

De andre fiskede op mod stenrevet ved Klintebakken, så jeg tog i stedet strækningen mod Lynæs havn, og her kom dagens eneste hug. En fin blank havørred på den halve meter kunne ikke stå for en lille Kobberbasse.



Grovæderi og skånekostMarts

Oprettet af Henning Pedersen tor, marts 31, 2016 07:36:19

Ugen var afsat til en tur med Ponton-klubben til Skåne, men da vejrudsigten mandag stod på hård pålandsvind på den skånske kyst, havde jeg ikke så travlt med at komme afsted.
I stedet blev jeg hjemme mandag, og tirsdag morgen tog jeg tidligt afsted til en lokal plads ved Roskilde Fjord, hvor Rino ville støde til, når han kom hjem fra sit natarbejde.
Han fik nok trådt lidt ekstra på speederen, da jeg fik sendt ham et billede af dagens første fangst. Efter en halv times fiskeri uden nogen kontakter kom hugget et sted, hvor jeg også for næsten præcis et år siden fik en god ørred. Ørreden huggede inde på en halv meter vand, og i første omgang undervurderede jeg dens størrelse, så jeg tog ikke løslinen ind på hjulet. Det var nok en fejl, men en langt større fejl var, at jeg havde glemt fangstnettet oppe i bilen.
Da jeg første gang fik fisken ind til siden af pontonbåen og fik tag om halen, gik fisken helt amok, og gode råd var dyre.
Til vidst valgte jeg at drive helt ind til land og trække fisken med ind til blæretangen, hvor den så heldigvis var så træt, at jeg kunne få fat om halen på den.

Blog image

Den målte 62 cm og var en af tykkeste ørreder, jeg har fanget. Ikke nok med at den var i god kondition, den havde også taget rigtig godt for sig af de retter, som fjorden tilbyder her om foråret. Da jeg rensende den, viste det sig, at den var stopfyldt med børsteorm, men alligevel skulle den lige havde en lille godbid mere i form af en olivengrøn hackleflue.

Senere tirsdag eftermiddage gik turen så østover, og sidst på eftermiddagen sluttede jeg mig til resten af holdet på pontonklubbens tur. De havde fisket ved Skillinge og fået fire ørreder.

I dag onsdag tog jeg sammen med Peter til Kivik, hvor jeg sidst var for næsten 20 år siden, da vi begyndte at fiske i Skåne. Dengang var det ingen fornøjelse, for jeg havde det mildest talt skidt med at vade rundt på de sæbeglatte runde sten, der ligger på hele strækningen. Så var det nemmere i dag, hvor vi kunne ligge ude i bådene og kigge ind på stenene. Desværre fandt vi ingen fisk, mens de andre, der igen var ved Skillinge, fik en del ørreder. Dog ingen der kom med hjem. Et hold ved Vik fandt heller ikke nogen fisk.
Dagen bød også på en del regn, så der blev tørret waders og jakker i stor stil hjemme i sommerhuset.
Blog image

Aftensmaden stod Henrik får. Han arbejder som kok til dagligt og havde heldigvis medbragt de faglige kompetencer tillige med en fantastiske oksefilet, som var så mør, at husets sløve bestik ikke var noget problem. Hvis det er skånekost, så lever jeg gerne med det resten af ugen.

Blog image



Kurts første på flueMarts

Oprettet af Henning Pedersen ons, marts 23, 2016 20:21:17

Kurt hjalp mig med at fælde nogle træer i baghaven, og som tak aftalte vi, at jeg skulle guide ham på en geddetur til det sydsjællandske brakvand.
Da fiskeriet gennem lang tid har været bedst ud på eftermiddagen, havde vi ikke travlt med at komme afsted, og først lidt over middag lå vi ude på vandet i pontonbådene. Her mødte vi Rino, der netop havde fanget fire gedder.
Det varede heller ikke længe, før jeg fik ramt de første, og det gode fiskeri fortsatte frem mod kl. 15. Det plejer eller at være sådan, at sidste del af eftermiddagen har givet det bedste fiskeri, men denne dag var altså en undtagelse, for efter kl. 15 fik vi kun få fisk.
Sidst jeg guidede, fangede gæsten de fleste fisk, men sådan var det ikke med Kurt, der udviste en sjælden beskedenhed. Efter en times tid fik han hug, men den slog sig desværre af. Det gik heldigvis bedre med den næste, der kom sikkert ind til afkrogning og fotografering. Vi blev enige om, at det måtte være dagens største og helt sikkert den smukkeste. Og så var det jo hans første fluefangede gedde.
Blog image
I forhold til skønheden fik den dog stærk konkurrence af en aborre, som blev den sidste fisk, jeg fangede denne dag.
Blog image

Rino havde som sædvanlig gang i sine GoPros. Se resultatet her.



Fin geddedebutMarts

Oprettet af Henning Pedersen lør, marts 19, 2016 09:09:42

Fredag havde jeg Adrian med som gæst på en guidet tur. Turen var tidligere blevet aflyst på grund af sygdom, så det var ved at være sidste udkald inden fredningen, og vejret tegnede også lovende.

Faktisk var det nok alt for pænt, for det blev på flere måder en stille dag. Vandet lå spejlblankt, da vi kom ud på noret omkring kl. 10.30 og det var samtidig næsten spritklart. Det plejer at betyde svært fiskeri med sky gedder, der er svære at narre med vores kunstagn.

Men efter knap en halv time fik jeg de første to gedder, og det gav selvfølgelig blod på tanden, og da Adrian lidt senere fik hug, steg humøret betydeligt. Det var hans første gedde nogensinde!

Blog image

Fiskene blev fanget på bombarda og spinnestang med mine meget enkle rødhvide fluer for enden af forfanget.
Blog image

Midt på dagen løb vi ind i en lang periode med svært fiskeri, hvor der var meget langt mellem kontakterne, og først ud på eftermiddagen kom der lidt gang i sagerne igen. Adrian fortsatte i fin stil og kom op på seks gedder i alt. Guiden nøjedes beskedent med fire, og sådan må det selvfølgelig gerne være på en guidet tur.
Blog image
Efter mange kolde ture de sidste to måneder var det også en befrielse at kunne stryge huen og nyde det varme vejr, hvor viberne boltrede sig inde på marken, og havørnen svævede højt over noret.


Læs mere om guidede ture her.









Seks gedder i seks kastMarts

Oprettet af Henning Pedersen søn, marts 13, 2016 12:00:04

I starten af ugen lød der meldinger om havørreder på Nordkysten, så da vejr og vind passede drog jeg af sted med fluestangen til den hjemlige kyststrækning for at se, om der skulle være dannet nogle gode badekar, hvor ørrederne kunne boltre sig. Det var der, og der var også fisk i dem. Jeg fik otte, hvor af en enkelt måske lige kunne klare mindstemålet, men de røg alle retur i Kattegat. De næste to dage besøgte jeg også stedet, men det gav kun nogle få fisk i meget lav vandstand.

Torsdag havde jeg aftalt med John, at vi skulle på geddetur til brakvandet sydpå. John måtte dog melde fra, da han havde overset en aftale hos lægen, men da bilen var pakket og klar, valgte jeg at tage af sted alene.

Dagen startede med kold tåge, som efter vejrudsigten skulle forsvinde op ad dagen. Det gjorde den bare ikke, og først sidst på eftermiddagen, da jeg var ved at slutte fiskeriet, kom der en lille solstråle. Det blev derfor en rigtig kold dag på grund af vejret, men også fordi hænderne med jævnlige mellemrum skulle have fat i et af de grønne bæster, der ikke holdt sig tilbage, selv om min flue efterhånden havde smidt en stor del af hårpragten.
Blog image

Faktisk påfaldende så lidt der skal til for at friste gedderne, når man rammer de perioder, hvor de hugger. Der kan sagtens gå en time, hvor der ikke sker noget, og så kan der komme en time, hvor de hugger konstant - selv på fluer, der må være et mareridt for forhandlere af fluebindingsmaterialer.

Dagen sluttede med 19 gedder. Jeg forsøgte forgæves at nå op på det runde tal 20, men den sidste ville simpelthen ikke hugge, og det gik helt i stå ved halvfem-tiden.Blog image

Lørdag tog jeg af sted igen sammen med Henrik, der var blev fiskesulten efter en uge på jobbet. Vi var fremme ved brakvandet lidt i ti på en dag, hvor der var minusgrader og der hang en kold rimtåge hen over vandet. Igen lovede vejrudsigten opklaring op ad dagen og igen kneb det med at leve op til løfterne.
Vi skulle i hvert fald ud midt på eftermiddagen, før tågen lettede og solen kom først frem allersidst på eftermiddagen. Det blev derfor igen en kold dag, men heldigvis også forbi hænderne skulle have fat i en masse gedder.

Trods tågen og kulden fik vi ret hurtigt gedder i det første område, mens vi måtte holde os fra det inderste område, da andre kunne fortælle os, at der var is på vandet. Efter et par timer og 5-6 gedder hver, søgte vi alligevel indad, og så måtte pontonbådene lige agere isbrydere på en 100 meter lang strækning, men så kom vi ind til isfrit vand. Her var der igen bud efter fluerne, men med de sædvanlige ophold, hvor der ikke skete noget, så da klokken var 15, havde jeg fået 16 gedder og Henrik lidt færre. Vi begyndte at søge tilbage og ramte så en flok meget hugvillige gedder indenfor et lille område.
Det er ikke usædvanligt at få hug flere kast i træk, men da jeg havde fået tre i tre kast, blev det pludselig spændende at se, hvor langt det kunne strækkes. Der kom også gedder i de næste tre kast, og selv i syvende kast havde jeg hug, men den blev ikke siddende. Seks gedder i seks på hinanden følgende kast er vel også OK :-)

Mellem kl. 15 og 16 fik jeg 14 gedder og sluttede af med tre mere på vej tilbage mod bilen, så dagen i alt gav 33 gedder i hånden. Henrik fik lidt færre, så alt i alt en glimrende, men kold dag. Vi fik ingen af de helt store, men flere fine fisk på 80-85 cm. Henrik havde en enkelt aborre, der fulgte efter fluen. Havørreder så vi ikke noget til, selv om jeg havde taget mine forholdsregler og fået fangstnettet med, men det er åbenbart kun Rino, der kan det der med de blanke.





Endnu en blank overraskelseMarts

Oprettet af Henning Pedersen lør, marts 05, 2016 14:11:26

Fredag skulle jeg have guidet en gæst på en geddetur til det sydsjællandske brakvand, men han måtte desværre med fra på grund af sygdom, og i stedet hoppede Rino med i bilen.

Vi var på vandet kl. 10 og der ikke lang tid, før den første gedde viste interesse for fluerne. Vi måtte dog længere ind i området, før der kom rigtigt gang i fiskeriet på en dag, hvor solen glimtvis tittede frem og kulden bed, når vinden med mellemrum tog til.

Min gæst skulle have fisket med spinnestang, så jeg havde også taget sådan en med, dels af spare min overbelastede højre hånd (se seneste blogindlæg) og dels for afprøvet fiskeri med spinnestang, bombardaflåd og geddeflue. Den teknik var der bestemt ikke noget i vejen med, og dagens anden gedde var et rigtig flot eksemplar, der nærmede sig meteren i længden. Rino filmede fight og landing, som kan ses her.

Blog image

En times tid efter var det Rinos tur til at få en stor gedde, og i løbet af dagen kom vi op på henholdsvis 15 og 13 gedder.

Blog image
Det var dog en anden fangst, der især gjorde dagen værd at huske. Midt mellem alle de glubske gedder, fik Rino et hug, der hurtigt afslørede en blank side. Efter sidste tur, hvor han også fangede en havørred, var fangstnettet kommet med om bord, og nu blev der brug for det. En superflot havørred på ca. 2,5 kg havde taget fluen og havnede sikkert i nettet. Den havde et par tandmærker på siden, sandsynligvis efter nærkontakt med et af de grønne bæster.
Blog image
Denne fangst og en del af Rinos øvrige kom også med hjem på video. Se det her.



Av min armMarts

Oprettet af Henning Pedersen ons, marts 02, 2016 20:09:11

I går lagde jeg mig ud i pontonbåden på en af de lokale pladsen, men efter et par kolde timer, måtte jeg sande, at der ikke var fisk at fange.

Det var derfor med en smule skepsis, at jeg modtog en melding fra Rino her til morgen. Han havde været forbi pladsen, hvor en fælles bekendt havde fanget otte ørreder. Selv havde han holdt sig beskedent tilbage.

Den slags meldinger er jo svære at modstå, når man ikke lige har noget, man skal nå. Men samtidig må jeg erkende, at jeg har reddet mig en øm tennisalbue – ikke af at spille tennis, men snarere overdrevent brug af fluestang kombineret med, at jeg har savet grene af fældede træer i haven.
Det blev derfor en spinnestang med et bombardaflåd, der blev rigget til. En udrustning, der ellers ikke har været i brug i flere år, men den belaster ikke armen så meget, og så er det jo ganske effektivt.

Fremme på pladsen gik der ikke mange kast, før der var hug, og efter et kvarter havde jeg taget to spisefisk på 43-44 cm. Det blev yderligere til fire ørreder og en del, der smuttede undervejs. På et tidspunkt havde jeg fisk på fem kast i træk J
Blog image

Men så kom Per tilbage fra en plads længere ude, og så gik fiskeriet totalt i stå. Det var selvfølgelig klart hans skyld ;-) og ved 14-tiden sluttede vi fiskeriet, der i øvrigt foregik i vedholdende regnvejr.



38 af de grønne og en enkelt sortstribetFebruar

Oprettet af Henning Pedersen søn, februar 28, 2016 15:40:05

Østersøen lå stille hen over stenrevene ved Skillinge, da jeg ankom til den sydsvenske kyst lidt i syv om morgenen i fredags. Det sidste stykke kørte jeg lige i dæmringen og fik da også hilst på elgen, der krydsede vejen, heldigvis 100 meter fremme. Havørreder fik jeg derimod ikke hilst på i løbet af de næste knap fem timers fiskeri, inden turen gik tilbage til Sjælland.

Tilbage i Frederiksværk ringede Rino og fortalte om mange ørreder på en af de lokale pladser. Han var på vej derud, og selv om jeg var godt brugt efter den lange tur til Sverige, lokkede det mig alligevel af sted. Resultatet blev en enkelt undermåler.

Lørdag var spørgsmålet så, om der skulle satses på den lokale plads, eller der igen skulle brændes noget brændstof af. Henrik ville gerne af sted efter brakvandsgedderne, og da vejrudsigten så lovende ud med plusgrader og svag vind, lod jeg mig lokke med.
Vi var ikke specielt tidligt af sted, da fiskeriet de sidste gange har været klart bedst op ad dagen. Vi var derfor først på vandet kl. 10.30 og fik ret hurtigt et par gedder, så det tegnede lovende. Men måske er vi blevet forvente med at fange mange fisk, i hvert fald var vi ikke helt tilfredse, da vi ved 14-tiden havde fanget 6-7 stykker hver. Der havde dog været flere gode fisk imellem. Jeg fil bl.a. en fin fisk på 90 cm.

Blog imageBlog image
Vi valgte derfor at skifte til det område, hvor Rino på sidste tur havde fået både havørred og gedde.
Havørreder så vi nu ikke noget til, men da jeg fik to gedder på de første tre kast, var stilen lagt for de næste to timers fiskeri. På et tidspunkt havde Henrik gedde på syv kast i træk. Ikke alle blev hængende, men da vi sluttede, havde Henrik haft 18 gedder i hånden, mens jeg nåede 20.

Blog image
Som sagt fik vi ingen havørreder, men dagens sidegevinst var en rigtig flot aborre, som tog min flue mellem alle gedderne.



Mange gedder og en modig havørredFebruar

Oprettet af Henning Pedersen tor, februar 25, 2016 09:58:56

Vejrudsigten sagde sol, 4-5 grader og vestenvind på 6-8 msek, dog lidt stigende midt på dagen.
Vi var på det brakke geddevand kl. 9, og vinden levede helt op til forudsigelserne, ja faktisk lidt mere end det. Middelvinden var nok 8 msek, men vindstødende var temmelig kraftige, og det var hårdt arbejde at ro pontonbådene om på pladsen.

De første timer skete der ikke meget. Vi fik et par gedder hver, og da jeg satte i vandet igen efter en pause ved middagstid, var det med en forventning om, at vi nok ville stoppe hurtigt og komme hjem i varmen.

Men så begyndte de grønne bæster at vise tænder, og de næste timer havde vi rigtig mange gedder oppe til tandeftersyn. Som sædvanligt mest fisk på 60-80 cm.

Blog image

Da vi sluttede kl. 14.30, havde jeg fået 20 gedder, men Rino havde fået 13. I tilgift sluttede han af med at fange en modig havørred, der havde vovet sig ind i geddevandet. Det overlevede den så heller ikke, men altså ikke på grund af gedderne.

Blog image

Turen gav også en anden flot oplevelse. Kun et par hundrede meter fra mig gik havørnen ned mod vandet helt inde ved rørskovskanten og tog en fisk, som den dog slap igen. Derefter svævede den længe hen over området. Imponerende syn!