Kystdage

Kystdage

Tabt og genfundet - 15/1 2006

JanuarOprettet af Henning Pedersen tor, december 25, 2008 21:34:46

Foreningen havde arrangeret kysttur, og vi var en større flok af sted i det kolde og disede januarvejr. Den første plads gav ikke noget, så vi tog af sted til en anden plads i Isefjorden, hvor vi også havde været weekenden før. Ved den lejlighed havde jeg ikke fået min nye hue med i bilen, da vi pakkede sammen, og i det kolde vejr savnede jeg den meget. Det var en julegave, og jeg havde sat meget pris på den, fordi den var lige så god, som den var grim.

Blog Image

Selv om vi fiskede ihærdigt, fangede vi ikke noget. Et stykke nede ad strækket var vi ved at falde i et meget diskret garn, som fuldstændig umarkeret strakte sig vinkelret ud fra kysten helt inde fra land. Lidt derfra stod endnu et garn. Man skulle så tæt på som 4-5 meter, for at få øje på garnene, og da vi samtidig var gået over en kilometer væk fra parkeringspladsen, var chancen for at nogen skulle opdage dem ret beskeden, hvad tyvfiskeren sikkert også havde kalkuleret med. Hvor mange af den slags garn står der mon og fisker diskret rundt omkring i rolige og afsides dele af fjordene?

Blog Image

Tilbage ved bilerne kiggede jeg mig endnu engang rundt efter den forsvundne hue, og fik øje på noget, der lignede på en græsplæne et stykke borte. Og ganske rigtigt var det den. Den havde dog fået et par grimme huller, for en hund havde tilsyneladende bidt i den.

Blog Image

Hjemme tog fruen sig kærligt af den, og den har nu igen sin plads i bilen blandt de andre uundværlige beklædningsgenstande, man som vinterkystfisker nødvendigvis må medbringe for at klare kulden.

Det ulovlige garnfiskeri blev naturligvis behørigt anmeldt til fiskerikontrollen og rapporteret til www.ulovlige.net . Måske var der også én, der trak det på land, så andre ikke uforvarende skulle falde over det, men det husker jeg ikke helt.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post0