Kystdage

Kystdage

Badestrandsørreder - 22/4 2007

AprilOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 09:47:03

Aprildagen starter med huslige pligter og en græsplæne, der må have årets første tur med plæneklipperen. Et blik på trætoppene viser sydlig fralandsvind ved Liseleje, og med det hjemlige pligtarbejde vel overstået er det midt på eftermiddagen på tide at drage ud til kysten.

Blog Image

Vandstanden er høj, og det bliver fluestangen, der kommer med under armen. Kyststrækningen viser sig at rumme flere store badekar med mørk bund. Det er en kyststrækning, der ofte og hurtigt skifter bundforhold, når der har været kraftig pålandsvind, og man kan aldrig helt vide, hvad man kommer ud til.

De første badekarsstrækninger bliver fisker igennem, men ingen fisk. Men pludselig stryger en ørred ud af vandet. Ikke i badekarret, men helt ud på den anden side af første revle. Med lidt held lykkedes det at vade ud på revlen, hvor der kunne kastes ud over det næste mørke bælte. En vellykket fluekast kan bringe flue omkring en tredjedel ud i det mørke bælte, så man når kun ud til de ørreder, der jager inde mod revlen.

Efter nogle kast uden kontakt er håbet om at finde fisken ved at svinde, men lidt til højre viser en fisk sig igen, og da fluen bliver lagt ud i området, slår den til med det samme. En god fisk. Bestemt over målet. Nettet er ikke kommet med, for kysten er perfekt til at kane fisken op på stranden, der er uden blæretang og større sten. En rigtig badestrand.

Vader baglæns ind mod land for at lande fisken. Der er langt ind, og selv om der er få sten, gælder det om at se sig for. Fisken kommer sikkert ind og kan efter nogle udløb kanes op på stranden, hvor en familie med to mindre piger får en uventet oplevelse på søndagstraveturen. Tænk at der svømmer sådan nogle væsener rundt, der hvor vi ellers bader.

Blog Image

Fisken bindes til bæltet og tilbage på revlen lægges fluen – en Kobberbasse – igen ud over det mørke område. En anden og større fisk vender i overfladen i dens jagt på bytte. Fluen kastes ud til den, og der er straks hug. Desværre er det ikke den store, men en mindre fisk lidt over mindstemålet, der har taget fluen. Den springer flere gange meterhøjt i vejret, men følger derefter villigt med ind til land, hvor den gør den første følgeskab.

Endnu et forsøg fra revlen giver ikke flere fisk. Ind imellem bryder årets første hornfisk vandet, og de rykker også lidt i fluen, men falder hurtigt af igen. Skidt med det. Der bliver mange dage med hornfisk i de kommende måneder, men i morgen skal vi have karryfiskesyppe med havørred og rejer.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post11