Kystdage

Kystdage

Topløs på Nekselø - 28/3 2009

MartsOprettet af Henning Pedersen søn, marts 29, 2009 21:40:42

Lørdag morgen holdt vi klar på kajen i Havnsø. Nekselø skulle indtages endnu engang. ”Vi” var - udover bloggeren selv – min foreningskasserer Rino og Thomas, som blogger på Lystfiskerliv.net.

Thomas havde jeg ikke truffet før, men internettet gør det jo nemt at skabe kontakter, og sådan én havde vi fået skabt for et par uger siden.

Ud over almindelig lyst til besøge øen igen havde turen for mit vedkommende også det formål at indsamle stof og ikke mindst billeder til en kommende artikel om øen. Der var naturligvis også et spinkelt håb om at løbe ind i noget godt fiskeri og betingelser så absolut fine ud med en let vind fra syd, småbølger og letskyet vejr. Vandtemperaturen havde sneget sig op på 6 grader, og luften lå en anelse højere.

Trods en ihærdig indsats måtte vi dog til sidst erkende, at dagen ikke kom til at byde på selv den mindst kontakt med andet end blæretangsbuske.

Da vi på tilbagevejen kom til havnen, så vi, at der var rigtig gang i en flok måger inde ved land i en lavvandet, sandet bugt. De dykkede ivrigt efter børsteorm, og der var en lokal sværmning i gang. Desværre var der næsten 200 meter ud til mørk bund, så vi var ikke sikre på, at fiskene helt opdagede, hvad der foregik.

Vi skulle jo også nå færgen. Da vi spurgte skipper om morgenen, hvad der ville ske, hvis vi ikke var fremme ved afgang kl. 16, svarede han, at vi så kunne prøve natfiskeriet og tage morgenfærgen næste dag. Selv om jeg godt kan lide natfiskeri, foretrækker jeg dog at vente til lysere og varmere tider. Med andre ord: Vi var klar til afgang i god tid.

Det skulle så alligevel vise sig, at jeg ikke var helt klar, for da vi var kommet ombord fik jeg kigget på min fluestang og opdagede til min skræk, at stangen var blevet topløs. Topstykket på den firdelte stang manglede. Jeg nåede lige at låne en cykel og køre tilbage ad molen, men det var, hvad der var tid til, og vi måtte sejle hjemad uden den manglende top.

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post118