Kystdage

Kystdage

Vandhunde, sælhunde og vovhunde - 26/4 2009

AprilOprettet af Henning Pedersen søn, april 26, 2009 17:05:57

Forleden fiskede jeg sammen med Stig på den yderste del af Asnæs. Derude, hvor man skal investere i en længere travetur, men til gengæld også bliver nogenlunde alene om oplevelserne. I en pause under fiskeriet talte vi om, hvor ugenert og fredeligt der var i forhold til de nordsjællandske strande, vi plejer at frekventere.

I dag var vi så på morgenfiskeri på én af disse lokaliteter, nærmere bestemt stranden ved Liseleje, og selvom vi fiskede på den lange ubebyggede strækning mellem Liseleje og Tisvildeleje, var modsætningen til Asnæs mærkbar.

Strækningen er kendetegnet ved badekar og revler, og går man på første revle, kan man få en vis ro, men det er ganske mange mennesker, der passerer forbi på sådan en forårssøndag med flot vejr. Rigtig mange med hunde, som får frit løb på den lange sandstrand. Det er selvfølgelig også fuldt forståeligt, at man benytter området rekreativt. Det gør vi jo også selv, når vi fisker.

Det var dog lidt svært at forstå den vandhund, der først travede 500 meter ned ad stranden for derefter - med foragt for det kolde vand – at smide sig i bølgerne lige bag Stig, der var ved at fiske et badekar igennem med fluestangen. Det var vel det eneste sted på en strækning på 7-8 km, hvor han havde en ”chance” for at få en ufrivillig piercing.

Stig undgik dog at kroge ham, og mens det foregik, stod jeg ude på revlen lidt derfra, da en anden hund – en sælhund – stak hovedet op over vandet. Den blev i området et stykke tid og viste sig med jævne mellemrum. Lige efter jeg havde sendt bombardaflåddet af sted, dukkede den op netop i kasteretningen med det resultat, at flåddet landede blot et par meter fra sælhovedet. Med en plask dykkede den forskrækket, men havde åbenbart fået tilstrækkelig luft, for den svømmede så langt, at jeg ikke så den igen.

Fiskeriet? Stig fik en målsfisk om morgenen, jeg mistede senere en tilsvarende. Enkelte hornfisk hev lidt i fluen. Ikke meget at skrive om, så det vil jeg undlade ;-)

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post127