Kystdage

Kystdage

Butterdejsfisk med rødspætte i maven - 4/6 2009

OpskrifterOprettet af Henning Pedersen tor, juni 04, 2009 21:11:35

Torsdag eftermiddag op til grundlovsdagen styrede jeg indkøbsvognen gennem Kvickly, der denne travle dag absolut ikke levede op til sit navn, og der var derfor god tid til at tænke over aftenens menu.

Slagtilbuddene i supermarkedets kølemontrer op til en weekend eller helligdag er som regel noget med "rødt oksekød velegnet til kuglegrill". Det har vi prøvet med skiftende held nogle gange i år, så jeg overvejede at prøve noget andet og valget faldt på nogle pakker med rødspættefilet fra Thorfisk.

Men fisk er godt nok blevet dyrt: De 500 g fisk kostede langt mere end cuvetten på tilbud og ikke nok med det: Ved siden af rødspættefileterne lå torskefilet, der var endnu dyrere: Næsten 50 kr. for 250 g eller næsten 200 kr. pr. kg. I min indkøbsvogn lå allerede en flaske Singleton single malt skotsk whisky, hvis literpris kun lå svagt over kiloprisen på torsk. Faktisk kan jeg godt lide torsk, men jeg tænkte alligevel, at whiskyen var et godt valg :-)

Nå, men der røg også to pakker butterdej i vognen, for tankerne ramte en opskrift, jeg tidligere har prøvet med andet end fisk ( Se her ) Den måtte med held kunne bruges til rødspætterne - omend i en tilpasset form.

Så for at komme til sagen:

Fordel rødspættefiletterne i et fad og drys salt over. Stil dem i køleskabet og lad dem trække ½-1 time.

Gør grøntsagerne klar. Denne gang blev det forårsløg, spidskål, fennikel og champignon. Jeg vil aldrig undlade løgene, men ellers kan resten sagtens udskiftes med andet grønt.

Læg to plader butterdej oven på hinanden. pres dem let sammen, men heller ikke mere. Så bliver det nemlig lettere at tage "låget" af senere.
Nu kommer så den kreative del af processen: tag en skarp kniv. Del butterdejen på langs og tværs, så man får fire lige store stykker.


Tag et stykke fra og skær det til i fiskefacon. Skær et rids rundt ved gællelåg og ellers rundt ca. 1 cm fra kanten. Dette "låg" skal du nemlig senere kunne løsne. Skær helst kun i den øverste butterdejsplade. Lav også gerne et lille skælmønster på låget :-) Gentag med de øvrige stykker.

Bag fiskene i ovnen. Det passede fint med 20 min. i varmluftovn ved 150-200 grader. Kig godt efter undervejs.

Hvis retten skal bruges til hovedret, koges små nye kartofler, mens butterdejsfiskene er i ovnen.

Ligeledes mens butterdejen er i ovnen, gør man fisken klar. Fileterne rulles og en kødnål stikkes igennem. Så er der styr på dem ;-)

Så kommer man olivenolie på en pande og svitser forårsløg og fennikel et par minutter. Kom champignon og spidskål ved og giv det et par minutter mere.

Tilsæt 2 dl fløde og læg fiskene ned mellem grøntsagerne. Damt dem et par minutter på hver side og læg dem forsigtigt over på et fad. Tilsæt grofthakket, bredbladet persille og lad fløde og grøntsager koge videre til det tykner.

Imens er butterdejsfiskene bagt færdig, og nu tager man igen den skarpe kniv og skærer forsigtigt "låget" frit.

Anret nu med først rødspætterne og oven på dem grøntsager og fløde. Læg låget på til sidst.

Drik en god hvidvin eller som i vores tilfælde en Tavel rosévin til. Det burde kunne få dig til at glemme en stund, at du ikke har fanget en havørred lige for nylig ;-)

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post137