Kystdage

Kystdage

Mariehøns og halvsyvfisk - 4/8 2009

AugustOprettet af Henning Pedersen tir, august 04, 2009 14:27:27

Vejrudsigten sagde let pålandsvind med bølger på max. ½ meter, så jeg tog chancen og stod tidligt op for at prøve nordkysten igen.

Forudsigelserne holdt også nogenlunde stik, men bølgerne har det nu med at vokse i højden, når de kommer til revlerne, men det gik lige at gå på første revle.

I forhold til sidst - for to dage siden - startede jeg en time senere, og det var åbenbart stadig i god tid, for lige som sidst kom dagens ørredhug først klokken halvsyv. En fin fisk på 45 cm havde taget kobberbassen og kom sikkert på land.

Turen gav også et par af de undermålere, der sikkert vil være mange af i de kommende måneder. Desuden var hornfiskene temmelig aktive, mens de frygtede fjæsinger heldigvis udeblev igen.

På vej tilbage fik jeg øje på nogle underlige små prikker i strandkanten. Det viste sig at være tusindvis af mariehøns, der lå i klumper i vandkanten. Lidt længere oppe sad de tætpakkede på sten og tangklatter - åbenbart for at blive tørre!?

Da jeg fik læst Politiken derhjemme ved morgenbordet, fandt jeg forklaringen på de mange mariehøns bag på første sektion under "At tænke sig":

DF KRÆVER HANDLING MOD MARIEHØNS
Dansk Folkedragtsparti kræver nu, at regeringen gør en særlig indsats mod de mariehøns, der i de senere dage har invaderet det danske sommerland:

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at badegæster og sommerhusejere ikke kan gå uden for en dør uden at blive angrebet ? og i visse tilfælde endda bidt ? af disse små, aggressive bæster«, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkedragtsparti.

»Man har alt for længe har talt om, hvor søde mariehøns er, og hvordan de kan flyve op til Vorherre og bede om godt vejr. Men enhver kan jo se, at det ikke passer, for vejret er ikke blevet bedre, selv om mariehønsene i den senere tid er vrimlet ind over vore grænser«.

»Tværtimod har disse skadedyr gang på gang demonstreret manglende respekt for danske værdier, så nu synes jeg ærlig talt, at regeringen skulle tage sig sammen og få sat en stopper for dette uvæsen«, siger Skaarup, som foreslår, at politiet udstyres med vandkanoner, så mariehønsene kan blive spulet i havet.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post146