Kystdage

Kystdage

Fjordørreder i rørskoven - 10/10 2006

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 10:05:38

Når jeg normalt tænker på kystfiskeri i Danmark er det med min hjemlige nordsjællandske kyst som referenceramme. Her er der revler, muslingebanker, stenbund, blæretang og bølgebrydere. Inde bagved er der sandklitter eller stejle kystskrænter. En kyst som i barskhed kun overgås af Jyllands vestkyst – når vi taler danske forhold, forstås.

I stærk kontrast hertil står Haderslev Fjord, som jeg skulle besøge denne oktoberdag. Når man kører oppe på landevejen, kan man knapt ane fjorden, som ligger dybt i sin dal. På lange stræk er den omkranset af løvskov, og de yderste træer står med tæerne i vand sammen med en bræmme af tagrør. Hvis man ikke vidste, at vandet var salt, kunne man sagtens forledes til at tro, at man var ved en dansk sø i stedet.

Fjorden var kun 3-400 m bred på den strækning, hvor jeg valgte at fiske. Det blev på nordsiden, for jeg vidste, at sydsiden ville være indtaget af et hold unge kursister fra forbundets juniorlederkursus i Vojens. Jeg fik placeret bilen i skovbrynet, hvorfra man med et vist besvær kunne kæmpe sig ned gennem skoven til vandet. De lokale skilter ikke ligefrem med adgangsforholdene, hvilket vel er fair nok, da pladserne ellers hurtigt ville blive fyldt op.

Nede ved vandet fandt jeg et lille hul i rørskoven og stod så endelig ved fjorden med håb og forventning om at træffe på nogle af de smukke, storplettede beboere.

Blog Image

Denne dag skuffede fjorden absolut ikke. På en knap 100 meter lang strækning fangede jeg de næste tre timer et sted mellem 10 og 15 ørreder. Jeg holdt op med at tælle, for antallet blev pludselig ligegyldigt. Der var bare fisk nok, og 5-6 af dem lå på den gode side af halvmeteren.

Blog Image

Jeg fiskede med bombardaflåd med en lille Kobberbasse for enden af forfanget, og den virkede glimrende. Hvad der især gjorde fiskeriet spændende var, at fiskene bevægede sig rundt og kom helt ind til land, så selv store fisk huggede lige udenfor tagrørsbræmmen på knædybt vand, når jeg lagde kastene på langs af land.

På den anden side af fjorden gik drengene fra Vojens. De fik vist også fisk at dømme efter råbene.
Efter nogle timer havde jeg fået nok, selv om det var svært at stoppe, og jeg satte kursen mod Vojens, hvor jeg skulle deltage i juniorlederkurset om aftenen.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post16