Kystdage

Kystdage

Vrangbillede - 18/3 2010

MartsOprettet af Henning Pedersen tor, marts 18, 2010 17:18:44

Se godt på dette billede. Hvad tænker du, når du ser det?


Jeg tænker på en fin rislende bæk eller lille å, som snor sig levende mellem en tæt sommerbevoksning. Der er træer ned til vandløbet, og markerne bliver ikke dyrket helt ned til vandet. Her er et godt fald. Vandet har fart på, og bunden ser stenet ud. Det perfekte opvækststed for små ørreder.

Billedet tog jeg ved Kollerød Å, som er en del af Havelse Å-systemet i Nordsjælland. Billedet blev taget den 25/6 2005, hvor Havelse Å Vandplejegruppe var på elfiskeri for at undersøge hvor meget yngel, der var kommet ud af vinterens gydning. Heldigvis har vi gennem de sidste 10 år set en stadig større mængde yngel. Vel og mærke ikke udsat yngel, men resultatet af ørredernes gydning i åen.

For et par uger siden stødte jeg tilfældigt på billedet igen. Det var godt nok beskåret noget, men jeg var overhovedet ikke i tvivl, da jeg så det.
Ny prydede det forsiden af en hjemmeside for Havelse Ålaug, som ikke skal forveksles med Havelse Å Vandplejegruppe, som er en del af min forening i Frederiksværk.
Hvordan billedet er havnet der, ved jeg ikke. Jeg har sikkert brugt det på Sportsfiskeren.dk eller på Fiskeskolen.dk på et tidspunkt. Men jeg har på intet tidspunkt givet ålauget tilladelse til at bruge billedet.

På hjemmesiden, som du finder her, kan man læse en lille nyhed under overskriften ”Udgravning af Havelse Å” og af teksten fremgår klart, at ålauget står bag vinterens opgravning af den nederste del af åen. Faktisk er det tydeligt, at man er stolte af, at man har fået gennemført denne opgravning. Det er nemlig en væsentlig del af ålaugets formål.

Jeg er derimod knap så stolt af at lægge billede til en hjemmeside, som har sådan et formål, som er så diametralt modsat af, hvad billedet sender af signaler.
Ålauget kunne i stedet vælge at pryde deres side med et billede som dette, der er taget på den opgravede strækning. (Foto: Stig Ottesen)

Jeg har nu henvendt mig til Nordsjællands Landbrugsforening og Havelse Ålaug for enten at få betaling for den ulovlige brug af mit billede eller for i det mindste at få fjernet billedet fra hjemmeside, men hidtil har det ikke givet resultat :-(

Får jeg betaling for billedet, kan pengene så passende gå til at lægge nogle flere sten i åen ;-)

PS
Har i dag d. 19/3 2010 fået henvendelse fra Havelse Ålaug, som gerne vil betale for brugen af billedet på deres hjemmeside. Dermed blev den side af sagen så bragt på plads, og det indkomne beløb vil blive overdraget til vores vandplejegruppe :-)

  • Kommentarer(3)//www.kystdage.dk/#post176