Kystdage

Kystdage

Den stille uge - 6/4 2010

AprilOprettet af Henning Pedersen ons, april 07, 2010 07:27:43

Tidligere blev påskeugen kaldt ”den stille uge”, hvor der var skruet ned for underholdningsblusset på radio, TV og i biografer og teatre i en form for samfundsdikteret solidaritet med ham, der led på korset.

”Den stille uge” kunne også sagtens være betegnelsen for mit fiskeri denne påskeuge, om end det ikke var en lidelse, og der var da også plads til et lille ”halleluja” ind i mellem.

Fem fiskedage i træk ved de samme pladser ved Haderslev Fjord gav et meget svingende fiskeri med enkelte pæne fisk over målet, enkelte nedgængere og en masse undermålere. Nogle dage ganske få fisk, andre over 10. Ingen tvivl om at der var fisk, men deres lyst til at hugge varierede meget.

Torsdag og fredag fiskede jeg i selskab med Kent Bille for at samle billeder til en artikel til Sportsfiskeren. Billederne kom i kassen, og der var heldigvis også fisk med på nogen af dem :-) Men det er altid en hasarderet øvelse at tage ud for at få fiskebilleder i kassen, selv med særdeles kompetente folk, for havørredfiskeri kan i sandhed være lunefuldt.

Det var det også, da jeg sammen med en kammerat fra foreningen var taget sydpå for at fiske en strækning ”et sted nord for Gedser” sammen med Jan, der som den lokalkendte viste vej. Jan havde haft fint fiskeri i dagene op til, og denne 2. Påskedag var forholdene måske ikke optimale, så dog rigtig fine. Vores forventninger var derfor store, og som så ofte er det farligt at skrue dem for højt op. Jan mistede en god fisk på 2-3 kg, min kammerat fra foreningen mærkede ingenting, mens jeg kunne bryste mig af to blanke midt i fyrrene. Ikke noget der imponerer nogen på de kanter, men rart med havørred til aften til en afveksling :-)

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post181