Kystdage

Kystdage

Godt begyndt..... - 15/4 2010

AprilOprettet af Henning Pedersen fre, april 16, 2010 20:21:20

….. men ikke helt fuldendt.

Torsdag morgen lagde jeg flyderingen i vandet på den udvalgte plads i Isefjord, mens solen stod op, og et par andre fiskere på pladsen kunne fortælle om fint fiskeri i den allertidligste morgen. Mens de afsluttede deres fiskeri for at tage på arbejde, sejlede jeg i roligt flyderingstempo ud til fiskepladsen med tankerne på den lange fridag, der lå forude og med udsigt til godt fiskeri.

Der var allerede i første kast bud efter fluen, og i andet kast sad den der. Nettet havde jeg glemt oppe i bilen, så det var ikke uden held, at den meget yderligt krogede fisk med en fast greb om nakken kom op på ”dækket”. Den var tæt på den halve meter og kom med hjem til aftensmaden.

Nu var det så bare et spørgsmål om, hvor længe der ville gå, inden den næste huggede. Hvor svært kunne det være?

To timer efter kunne jeg konstatere, at jeg havde set et par mindre fisk i overfladen, men ikke mærket en eneste. Flyderingen blev derfor pakket ind bag i bilen, hvorefter turen gik til en anden plads i fjorden.

Her var der ingen andre fiskere, men til gengæld en sand skov af vager, der mankerede de mange åleruser, der var sat ud i området.

I sidste uge kom den nye rødliste, som angiver hvilke arter, der er truet i den danske natur. Som noget nyt optræder ålen på listen med betegnelsen ”kritisk truet”. Ålens tilbagegang angives at være på 90-99 % af den oprindelige bestand.
På den baggrund kan det forekomme paradoksalt, at der fiskes så intenst efter den. Det virker, som om filosofien er, at kan man ikke fange de ønskede ål med tre ruser, ja så prøver man da bare med seks ruser, eller hvor mange det nu bliver til. At det i den sidste ende betyder, at der ikke bliver nogen ål tilbage at fange, ser ikke ud til at bekymre rusefiskerne.

Mine anstrengelser på pladsen resulterede i en enkelt undermåler, så alt i alt må jeg sige, at dagen ikke blev helt fuldendt, selv om den stod på dampet havørred til aften.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post182