Kystdage

Kystdage

Hvor mange mand går der på én havørred - 4/5 2010

MajOprettet af Henning Pedersen tir, maj 04, 2010 22:08:09

Den første søndag i maj er den årlige kystkonkurrencedag i min forening i Frederiksværk. Det betyder at ca. 100 mand tager ud fra kl. 5 om morgenen med det lønlige håb at fange en havørred, inden der er indvejning kl. 12.

I år blev der indvejet 10 havørreder, så umiddelbart kan man sådan i runde tal - med en masse forbehold - sige, at der går 10 mand på en havørred, og det siger da lidt om, at det ikke bare er at tage ud til kysten og tro, at man sådan uden videre kan fange en havørred.

Jeg har været med til at lave konkurrencen de sidste 16-17 år, og i den periode har det gennemsnitlige deltagerantal ligget omkring 100. Indvejningen af havørreder har svinget mellem 2 og 16, og her er der selvfølgelig mange faktorer, der spiller ind ….ikke mindst vejret.
Da hver deltager kun må indveje én fisk, er der helt sikkert også fanget flere fisk nogle år, for nogen nøjes jo ikke med at fange én ørred ;-)
Det er heller ikke alle 100 deltagere, der fisker efter havørred, for nogle satser på at fange fladfisk på orm.

Med alle disse forhold taget i betragtning vil mit bedste bud være, at der var 40 mand pr. havørred i det dårligste år, som var 1998. Her blev der indvejet to havørreder, og vinderfisken målte 42 cm ;-)
I de bedste år – som har ligget indenfor de sidste 5 år - har der været ca. 4 mand pr. havørred, så let har det ikke været under nogen omstændigheder …….. men måske ved ørrederne, at de skal passe på den første søndag i maj :-)

Jeg var i år blandt de heldige, der fangede en havørred. Jeg havde valgt at fiske i Roskilde Fjord. Fiskepladsen nåede jeg let frem til, for min ven Thomas fra foreningen, var så venlig at tilbyde parkeringsplads ved hans sommerhus, som ligger helt ned til vandet. Vi vadede i hver sin retning og mødtes først igen ved indvejningen, hvor vi hver havde en ørred med. Min målte 46 cm og det rakte til en ærefuld 4. plads :-)

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post185