Kystdage

Kystdage

Så er den der! - 10/4 2011

AprilOprettet af Henning Pedersen søn, april 10, 2011 19:42:07

”Så var den der!” - ”Yes, der var den!” – ”Sådan!” – ”Så var den der igen!” osv. osv.
Du har sikkert også hørt dem. Disse spontane udbrud, der flyver ud af munden på én, når ørreden hugger. Rart at sige, knap så godt at lægge øre til i alt for store mængder – især når man ikke selv får lejlighed til at blande sig i koret.

Jeg har knapt fået flyderingen i vandet, da der lød en venlig hilsen inde fra land. det var Lars og Claus, der havde udset sig samme plet i Isefjorden til noget aprilmorgenfiskeri. Fjorden lå næsten blank, og det var rimelig let at spotte fisk, der viste sig i overfalden, men vi så nu ikke noget det første kvarters tid. Men så fik vi øje på en fisker længere nede ad strækningen, som var i gang med at fighte en fin fisk. Med tanke på fjordørredernes udtalte flokmentalitet, søgte vi over mod manden for at deltage i løjerne.

Og gang i løjerne var der bestemt. Jeg fik selvfølgelig kludder i skydelinen, og den udredning kunne jeg så hygge mig med og samtidig lægge øre til flere af de ovenfor nævnte spontane udbrud. Den næste halve time fangede Lars omkring 10 ørreder og Claus det halve, mens jeg beskedent lod det blive ved et par kontakter og en enkelt mistet fisk.

Så forsvandt flokken og sammen med dem mine medfiskere, hvis udgangstilladelse ophørte. Fint, tænkte jeg, så kan man da komme til. Enkelte fisk viste sig da også den næste time, men der var langt imellem dem og kun en enkelt undermåler faldt for min flue. Men i morgen, så…… ;-)

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post215