Kystdage

Kystdage

Et lille rødt håb

FebruarOprettet af Henning Pedersen ons, februar 08, 2012 20:36:40
I begyndelsen af januar havde vi grøn vinter med dagtemperaturer omkring 5 grader, og der var absolut intet, der tydede på, at vi skulle få en rigtig kold vinter.

Så trods de sidste par års oplevelser med kulde og dårligt fiskeri på Bornholm, besluttede jeg at satse på endnu en vinterferie på klippeøen.

Denne gang kunne det bestemt ikke gå galt!

Jeg fik fat på min gode ven Anders, som bor i Arnager og har et fint sommerhus på Øster Sømark i gåafstand af en af de fine pladser. Vi fik lavet en aftale og færgebillet til nedsat pris og uden ret til afbestilling blev købt ..... og så kom kulden!

Siden har vi haft hård frost, og der har kun været blå farve på temperaturkurven, når man kiggede ind hos DMI. Samtidig er vandtemperaturen nu dykket ned på 1-3 grader, så det tegner ikke så godt.



Men så for et par dage siden tændtes et lille rødt håb. Minsandten om der ikke var udsigt til dage, hvor temperaturkurven blev rød i det mindste i dagtimerne.

Den prognose holder heldigvis stadig, omend den kun lige netop sniger sig over frysepunktet.

I morgen begynder nedpakningen af udstyr, og lørdag går turen østpå med en lille forhåbning om at fange lidt havørreder. Det er efterhånden også længe siden.

Nå ja, jeg glemte lige en detalje: I nat lover de snestorm med kuling og fygning på Bornholm, så det er næsten, som det plejer at være.


Se bare dette billede fra forrige års tur:


  • Kommentarer(2)//www.kystdage.dk/#post227