Kystdage

Kystdage

Havørred på tværs

AprilOprettet af Henning Pedersen tir, april 03, 2012 19:57:54

Klokken var lige omkring 6.30, da jeg holdt på parkeringspladsen ved Isefjorden. En anden var allerede i gang med at fiske i det tidlige morgenlys, og jeg fik hurtigt gjort mig klar og fik slæbt pontonbåden ned til vandet.

Den anden var imens gået på land og stod tilsyneladende med noget blank i hånden. Jeg arbejde mig roligt ned mod ham. Man vil jo ikke bare mase sig på J
Da jeg var næsten derhenne, vendte han sig og hilste. Det var Rino, der kunne fortælle, at han stod med en flok fisk og allerede havde fanget fem. Den største var en flot blankfisk, som vi senere målte til 58 cm.

Rino fik en mere, men så forsvandt flokken. Jeg søgte længere ned i en bugt og fandt dem igen. Fik hurtigt én og ringede efter Rino, der kom ned og deltog i løjerne.
Pludselig havde vi begge fisk på. Min føltes ret stor, og jeg anslog den straks til et par kilo. Den gik tungt og kom ikke til overfladen, så i tankerne blev den endnu større. Den udviste dog ikke den helt store vildskab, og tanken om en stor nedgænger var nærliggende. Da den kom til overfladen, var det tydeligvis ikke en blankfisk, og den opførte sig ret mærkelig. Efter endnu lidt kamp fik jeg den hen til båden og kunne nu se, at den var kroget ved brystfinnen, og det skæve træk havde gjort, at den føltes langt større, end det ene kilo den sandsynligvis vejede.

Den kom ud igen, og tankerne kredsede lidt omkring, hvordan den var blevet kroget på den måde. Det sker heldigvis kun sjældent og som regel i forbindelse med, at der er mange fisk i vandet. Det var der heldigvis denne morgen, og i morgen er de der nok igen. Jeg er i hvert fald!

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post233