Kystdage

Kystdage

Koldt kølevand - 25/12 2007

DecemberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 10:37:23

Pladsen var en gammel kending i Isefjorden. Jeg havde ikke været der i flere år. Tidligere fiskede jeg mest nord for kraftværket, men denne gang ville jeg prøve bugten syd for.

Engang blev det fremhævet som en fremragende vinterplads på grund af det varme kølevand, som værket sendte ud i fjorden. Nu havde værket været ude af normal drift i adskillige år, men det varme kølevand blev stadig fremhævet i mange år efter produktionen var sat på standby.

Blog Image

Fjorden henlå i sparsomt, gråt decemberlys, og en kold og frisk vind fra syd rejste små krappe bølger på vandet. Jeg vadede ud mod de små øer, der tilsammen udgjorde et næs, som strakte sig langt ud nordpå i fjorden. Bunden var sandet, og langt ude var der mørke bælter med ålegræs. Flåd og flue blev sendt op i medvinden, som bar det ud over kanten mellem det mørke ålegræs og den lyse sandbund. Her burde der være chancer for at finde en flok havørreder på træk.

Længere ud var der en række revler med små, dybe badekar i mellem. En tilsyneladende fin havørredlokalitet, men denne dag var der dog ingen at finde.

Pludselig skiftede lyset, og solen var tæt på at bryde helt gennem de grå skymasser. Det blev dog ved forsøget, men et fint lys bredte sig over det lave vand omkring de små øer. Jeg nåede at fange stemningen med kameraet, inden de grå gardiner igen blev trukket for. Så blev det da til fangst denne dag også.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post25