Kystdage

Kystdage

Fede fjordskrubber

SeptemberOprettet af Henning Pedersen tor, september 05, 2013 20:31:35

Nogen gange kommer naturen rigtig tæt på! Tirsdag aften lå jeg i pontonbåden på Roskilde Fjord på kanten af strømrenden ved Kulhuse, og pludselig hører jeg en kraftig pustende lyd lige bag mig. Da jeg vender mig, ser jeg marsvinet dykke kun 5-6 meter fra mig med en ny forsyning luft i lungerne. Det kommer op et par gange mere, inden det forsvinder, og jeg igen kan koncentrere mig om fiskeriet.

I september-nummeret af Sportsfiskeren havde jeg et lille tip på min lokalside om skubbefiskeri i fjorden, så det var vel meget passende at se, om det var hold i mine egne gode råd.
Da jeg var derude nogle gange i forsommeren, fik jeg fint med skubber, og der gik da også kun et par minutter, for den første var på krogen. Agnen var regnorm fra haven. Det virker fint, selvom det vel næppe er vanlig føde for de flade.

I en periode fik jeg rigtig mange hug, men fik ingen fisk blev kroget, og det var tydeligvis mindre fisk, sandsynligvis kutlinger, der konstant plyndrede krogene for madding. Da det til sidst blev for meget, prøvede jeg at skifte regnormene ud med Gulp. Det havde ingen interesse for kutlingerne, men det gav to fine skrubber, inden jeg sluttede af efter et par timer.

Fem gode skrubber, der var markant tykkere end for to måneder siden, kom med hjem og blev spist med stor fornøjelse dagen efter.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post252