Kystdage

Kystdage

Skærgårdsgedder i Blekinge

OktoberOprettet af Henning Pedersen søn, oktober 27, 2013 14:47:44

Sidste uges geddefiskeri i Noret ved Stege havde givet akut geddefeber, og i løbet af ugen blev vejrudsigten studeret grundigt.
Et kig på en anden blog: http://drift4flyfishing.dk/index.php/blog/161-hassloe , hvor der blev berettet om en tur til Blekinge, satte også tankerne i gang. Kort og luftfotos blev studeret indgående, billeder opstod, og forventninger blev skabt. Det kan erfaringsmæssigt være en farlig øvelse, for ofte bliver forventningens glæde jo den største, men det sker heldigvis også, at der kommer noget nyt og spændende ud af anstrengelserne, og sådan blev det heldigvis denne gang.

Andres forespørgsler og en nyhed på Sportsfiskeren.dk om min sidste tur til Noret gav et billede af, at der nok ville blive trængsel i Noret. Samtidig så vejret ud til at blive ret blæsende, så jeg valgte at se på mulighederne i Blekinge.

Det endelige valg blev først truffet fredag og med nogen usikkerhed, for vejrudsigten sagde frisk til hård vind fra sydvest. Ville det blive for blæsende til pontonbåden, og ville der være adgang til kysten de steder, hvor der ville være nogenlunde læ?

Ved 5-tiden lørdag morgen kørte jeg af sted i mørket, og i det førte morgenlys kunne jeg ved rastepladsen ved Norje se ud over næsten stille vand. Det lovede fint.

Jeg drejede ned ved Eriksberg, og havde udset mig et par småveje, der skulle føre næsten ned til nogle vige, hvor der ville være læ for vind fra sydvest. Hvad man ikke kunne se på luftfotoet, var skiltene med privat vej og de bomme, der udelukkede videre fremfærd.

Lidt slukøret kørte jeg videre og drejede ned mod Almø og Hasslø, og efter at have brugt den første lyse time på at lede efter fiskevand holdt jeg ved et lille fiskerleje, hvor der var både læ og adgang til vandet. Desværre var det også tættere på den åbne Østersøkyst, så vinden var ret frisk, men dog til at have med at gøre.

Båden blev klargjort, og med min Kobberbasse-geddeflue, der havde virket så fint i Noret ugen før, begyndte jeg at affiske ned mod et lille stenrev inde i bugten. Da jeg kom ned til revet, kom det første forløsende hug, der gav ro i maven. Jo, der var gedder i farvandet!

Flere gedder var efter fluen, uden at nogen blev kroget, mens jeg drev roligt over mod et andet stenrev. Vandet var 1-1½ meter dybt med masser af bevoksning, som fluen jævnligt sad fast i, men det var tydeligt et område gedderne kunne lide.
Lige før det næste rev kom et voldsomt hug, og en stor gedde stak af i vestlig retning, mens båden drev mod øst, så jeg fik hurtigt set et godt stykke af min bagline. Rugbrødsmotoren blev sat i bakgear, og jeg fik arbejdet mig tilbage til gedden, der havde stukket hovedet godt ned i grøden.
Den kom efterhånden fri og tog flere lange udløb, inden jeg til sidst kunne arbejde den ind mod land, hvor den lagde sig stille i grøden, men s jeg fik svømmefødderne af og kom på land. Her fik jeg fotograferet og afkroget gedden. Fluen sad helt dybt, så jeg fik den baglæns ud gennem gællen og klippet fluen fri.
Inden den blev genudsat, målte jeg den hurtigt til 95 cm.

Den næste time gav yderligere 4 gedder, mens et tilsvarende antal blev mistet, og der var flere gange gedder, der fulgte efter fluen. Det hele indenfor en strækning på 100 m.

Ved middagstid skiftede vejret. Det klarede op med sol, og vinden tiltog med hårde vindstød, der gjorde det en del sværere at fiske. Om det var vejrskiftet, der var årsagen, skal jeg lade være usagt, men de næste timer gik fiskeriet stort set i stå. Jeg fik en enkelt gedde mere og mistede også nogle stykker, men det heftige fiskeri fra formiddagen var desværre ovre.

Alligevel var det med stor tilfredsstillelse, jeg ud på eftermiddagen satte kursen hjemad igen. Måske havde jeg bare været heldig, hvem ved? Men under alle omstændigheder er det en tilfredsstillelse at tage en chance og få gevinst i første forsøg.
Det værste er, at det også skaber forventninger til kommende ture med risiko for at blive skuffet. Men én ting er sikkert: Der bliver flere geddeture til Blekinges skærgård for mit vedkommende.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post255