Kystdage

Kystdage

Overraskende fangststeder i Lapland

JuliOprettet af Henning Pedersen lør, juli 25, 2015 19:01:34

Tirsdag den 14. juli kørte jeg sammen med Henrik Thomsen nordpå ad E4 med bilen pakket op med grej og udstyr til syv døgn på fjeldet. Målet var Laisälven i det sydlige Lapland, og forude lå en bilrejse på ca. 1700 km.

Området var nyt for os, og selvom vi havde kigget godt på andres beretninger på nettet og studeret Google Maps indgående, var det med en vis usikkerhed og spændt forventning, vi kørte afsted.

Som de tre foregående år, hvor målet også har været Lapland, gjorde vi stop ved Gävle Bro, som er en restaurant, der er bygget hen over motorvejen. Den er mest interessant i kraft er sin kuriositet, og her serveres masseproduceret husmandskost til rimelige penge. Der kommer meget på tallerkenen, og det kan man så alt efter temperament og sult se som en kvalitet eller det modsatte.

Vi nåede Umeå til aften og overnattede på vandrerhjemmet, inden turen den næste dag gik mod nordvest. I Arjeplog fik vi en god ”lunchmenu” på Pizzeria Verona, og de sidste indkøb blev foretaget, inden turen gik videre til Adolfsström, som vi nåede midt på eftermiddagen.

Vi fik betalt for flyvningen og købt fiskekort, og en halv time før planlagt var helikopteren klar til at flyve os de 25 km til en lejrplads, som Fjällflygarna AB havde døbt ”Discovery”. Den havde vi valgt som destination, da meldingen var, at der var meget vand i elven, og vi kunne ikke regne med, at det ville være muligt at passere den. Vi var derfor nødt til at vælge enten den sydlige eller nordlige bred. Meldingen var også, at sommeren havde ladet vente på sig. Alt var 14 dage bagude, men hvis vi var heldige, ville der komme varme og gang i klækningerne nu.

Undervejs på den 25 km lange flyvetur fik vi set elgen, som var ude at bade i en lille sø. Piloten fløj i en cirkel rundt om det store dyr, mens det steg op af vandet.
Vi fik en fint indtryk af elven fra helikopterperspektivet, men kunne også se, at det var en noget større elv, end vi havde forestillet os hjemmefra. Den vekslede mellem stride fosser og store, langsomme sel.

Fremme ved vores lejr viste det sig, at den høje vandstand gjorde, at piloten ikke kunne lande på stranden ved elven, men måtte sætte os af på myren bagved. Det gav lidt arbejde med at bære bagage frem til lejren, men beliggenheden var umiddelbart fin, lige ned til elven. Det skulle dog vise sig de kommende dage, at det også var en plads, der var meget udsat for den kolde vestenvind, som suste ned fra de høje fjelde ind mod Norge.

Et døgn senere var det ikke svært at bevare pessimismen. Vi havde ikke set et eneste vak og ikke mærket det mindste lille ryk i fluen. Elven virkede voldsom, og de fisk, der sikkert var i den, trykkede sig åbenbart godt ned mod bunden og var - med det grej vi havde medbragt - ret svære at nå.
På vores vej ned ad elven ramte vi et sideløb, der fortsatte et godt stykke ind i landet, og hvis vi ville videre, måtte vi rundt om det, da det ikke lige var til at vade over. Der var nærmest ikke noget strøm i løbet, da det kun var nogle myrområder, der førte vand til det, men da vi var kommet 600 meter op ad det, viste der sig tegn på liv. En flok mindre fisk stod og ringede, og for en stund faldt pessimismen nogle procent.

Vi kom rundt om ”kanalen”, som vi døbte elvløbet, og her på den anden side fik vi fanget nogle små ørreder, og efter et fiskeløst døgn var vi glade for det lidt, vi kunne få.
Vi fortsatte ned ad den store elv, men fandt ingen fisk. Henrik fortsatte til en lille sø, mens jeg gik tilbage til kanalen. Her ringede de små ørreder fortsat, men det var en fisk af en anden kaliber, der efter et par kast tog nymfen. Til min store overraskelse var det en stor ørred, der trak rundt med fluelinen i kanalen, hvor den flere gange var ved at komme i karambolage med et træ, der lå ud i vandet. Til sidst fik jeg den dog ind mellem vandplanterne inde ved bredden og kunne glæde mig ved synet af en flot ørred, som jeg målte til 53 cm.

Ikke overraskende var vi tilbage på stedet igen den næste dag efter først at have besøgt den lille sø, som Henrik havde set ørreder i dagen før. Der igen små ørreder, der viste sig i kanalen, og især helt oppe hvor kanalen sluttede i en lille åbning ind mod myren, var der gang i de små.
Jeg sagde til Henrik, at jeg ville prøve stedet, som vi døbte ”børnehaven”, da det tilsyneladende kun holdt mindre fisk. Det viste sig imidlertid, at det var en af pædagogerne – eller var der mon institutionslederen – der huggede på den lille nymfe. Jeg fik råbt på Henrik, som kom med sit net, der var alt for lille, men han fik alligevel nettet fisken. Sikke en overraskelse! Den målte 60 cm og var bestemt ikke det, vi havde forventet at finde i en lille hul 700 m fra hovedløbet.

Det gik efterhånden op for os, at der trak store ørreder rundt i kanalen i tilgift til en del mindre og mellemstore fisk. Herinde var vandet uden tvivl en del varmere end ude i elven, og der var sikkert også mere føde at komme efter. De næste dage gav da også flere gode fisk. Jeg fik to store mere, begge på 48 cm. Den ene havde en af Henriks nymfer i munden. Han var nemlig uheldig og mistede flere gode fisk.



Området ned til elven var udelukkende birkeskov og myrområder, der heldigvis var relativt tørre og ikke gav problemer, når vi skulle rundt i området. Lige bag lejren var der en falkerede, og man var aldrig i tvivl om, at vi var tæt på lejren, når vi vendte hjem, for falkeparret skældte os grundigt ud som velkomsthilsen, når vi nærmede os.

Som sagt var det en god, men kold lejrplads, og da vinden endelig lagde sig, kom regnen, og vinden gik i stedet i øst, så vi måtte sætte den medbragte presenning op for at kunne sidde i tørvejr. Vi benyttede lejligheden til at lave en gang snobrød over bålet, og som altid smager den slags rigtig godt derude i vildmarken.

Andensidste dag besluttede vi os for at tage på vandring ind til en fjeldsø, som lå ca. 3 km oppe på fjeldet i et noget højere terræn. Det kom vi ikke til at fortryde, da den viste sig at fyldt med ørreder. De fleste på 20-25 cm og med enkelte op til knap 40 cm. Hvad de manglede i størrelse, havde de til gengæld i vildskab, og vi havde en fin dag ved søen. Her var blæsten igen kraftig, så vi måtte holde os til nymferne.

På sidstedagen startede vi ved kanalen, hvor jeg fik en ørred på 48 cm. Vinden havde lagt sig, og vi talte om, at det kunne være spændende at se fjeldsøen under de forhold, og inden længe var vi igen på vandring.

Vi blev bestemt ikke skuffede, for søen kogte nærmest med ringende fisk, og de huggede da også villige på vores caddisfluer. Det blev en fin afslutning, som desværre gik over i regnvejr, og da vi kom tilbage til lejren, var vi godt trætte og våde.

Næste morgen var det heldigvis klaret op, og vi fik pakket ned og blev hentet som aftalt kl. 10. Tilbage i Adolfsström stod den på varmt bad, inden vi kunne tage hul på den lange tur hjem.
Oppe på fjeldet havde vi ikke set et eneste rensdyr, men dem fik vi til gengæld at se i rigelige mængder på vej hjem, hvor de flere gange dukkede op på landevejen.

Vi var som sagt ikke heldige med vejret, og elven svarede ikke rigtigt til vore forestillinger, men fjeldområdet ved Adolfsström rummer flere andre spændende muligheder, så det er da ikke utænkeligt, at jeg lægger vejen forbi igen til næste år.
Det var dog trist ved hjemkomsten at kunne læse om de tre danskere, der var omkommet på Rogen-søen. Her var jeg på min allerførste fjeldtur for over 30 år siden, hvor vi også sejlede i kano i området.

Fjällflygarna: http://www.fjallflygarna.se/

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post260