Kystdage

Kystdage

Brunt vand

FebruarOprettet af Henning Pedersen tor, februar 11, 2016 21:43:10

Vejrudsigten sagde svag til let vind og temperaturer på 3-5 grader. Desuden tørvejr med lidt sol ind i mellem. Vandstanden ville være noget over middel og stigende i løbet af dagen, men ikke ekstrem høj.
Forholdene så altså ud til at være optimale til en brakvandsgeddetur i dag, men der var lige en faktor, man desværre ikke kan blive informeret om på nettet, nemlig sigtbarheden i vandet.

Fremme på pladsen kl. 8.15 fik jeg rigget pontonbåden til, og det var først, da jeg satte den i vandet, at det gik op for mig, at de foregående dages vind havde sat sine spor. Vandet var brunt, og da jeg kom ud på vandet, kunne jeg end ikke se mine svømmefødder 20 cm nede i vandet.

Vi har været på pladsen før i lignende forhold, og der lykkedes det faktisk Tom at fange syv gedder, så det skulle selvfølgelig have en chance. Efter at have roet en længere strækning kom jeg over, hvor der havde været lidt læ for vestenvinden, og her var vandet noget renere. Her plejer der bare ikke at være nogen gedder, så jeg roede en kilometer mere og kom helt ind i bunden af pladsen, og her var forholdene heller ikke helt umulige.

Efter en halv times fiskeri kom så den første fisk, og i løbet af de næste tre timer fik jeg i alt 15 gedder. Den sidste var en rigtig fin fisk, der målte omkring 90 cm. Den var kroget rigtig dybt, så jeg måtte trække krogen bagud gennem gællen. Den ene hånd havde jo godt fat i gællen, og den anden skulle så klare resten, og det klarede den ikke så godt. Da jeg ville finde en lille tang til at klippe forfanget over med, smutte den lange krogløser tang ned ved siden af sæden og videre ned i vandet.

Det blev derfor dagens sidste fisk, for tanken om at bruge de bare hænder til at fjerne kroge med var ikke så indbydende. Tror jeg skal have bundet en snor i den næste krogløsertang ;-)

Jeg fik desværre ikke noget billede af gedden, da kameraet selvfølgelig skulle løbe tør for strøm lige på det tidspunkt. Alligevel en fin tur, der gav mere end jeg havde ventet, forholdene taget i betragtning.



  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post268