Kystdage

Kystdage

Gensyn værd at vente på

MajOprettet af Henning Pedersen søn, maj 15, 2016 09:41:20

Efter flere dage med varmt sommervejr, slog vejret lørdag om til køligt bygevejr. Vi valgte at tage til åen for at se, om vejrskiftet kunne få gang i nogle klækninger, og der drev da også pænt med døgnfluer, uden det dog var de helt store mængder.
Det lokkede da også enkelte fisk til overfladen, men de kom kun op et par gange, hvorefter der godt kunne gå 5-10 minutter, før de viste sig igen. Under de forhold kan det godt være svært at få dem til at hugge, og kastet skal helst ligge præcist lige efter ørreden har taget et insekt.
Vi fiskede først lidt sammen, men delte os så op. Rino gik opstrøms, mens jeg blev ved en fisk, vi havde set komme op et par gange.
Rino fandt en rigtig god fisk, som var svær at kaste til, så han snød lidt og firede fluen ned til den. Det gav hug, og fisken tog nogle meget lange udløb op og ned ad åen, inden den desværre slog sig af.

Imens ventede jeg på, at min fisk skulle vise sig. Det gjorde den også med mellemrum, men den tog ikke de fluer, jeg forsøgte at præsentere for den. Nogen gange kiksede kastet på grund af en jævn sidevind, så fluen endte i græsset, og fisken blev forstyrret og så var det bare at vente igen.
Mens jeg ventede fulgte jeg lige lidt med i FCM mod Sønderjyske på telefonen og havde allerede fisket et kvarter, da Pusic scorede til 1-0 efter 28 minutter. Men først ved stillingen 2-1 efter 85 minutter fik jeg endelig fisken til at hugge.
Den kom op endnu en gang, og en ny lille sort hackleflue landede det helt rigtige sted lige efter, og så kom hugget. Rino var lige i nærheden og fik filmet det meste af fighten. Resultatet kan ses her:


Eller her, hvis telefonen ikke vil vise flash video



Det blev aftenens sidste fisk. Den huggede kun 30-40 meter fra det sted, hvor jeg sidst fik en ørred på samme størrelse, og da vi kom hjem, lavede vi lige en lille ”priktest” og sammenlignede billeder af de to fisk. Der var ingen tvivl: Det var den samme fisk.

Den står stadig i åen og hvem ved: Måske bliver der lejlighed til endnu et gensyn.
Kampen sluttede for øvrigt 3-2 til FC Midtjylland. Et helt igennem fornuftigt resultat :-)







  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post283