Kystdage

Kystdage

På kollisionskurs - 29/2 2008

FebruarOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 13:50:18

Torsdag havde ikke givet fisk, og nu var det fredag sidst på eftermiddagen, og stadigvæk havde ingen fisk givet sig til kende, hverken ved at vise sig eller ved at hugge til fluen. Samsø havde indtil videre været en fiskemæssig skuffelse og med udsigt til stiv kuling de efterfølgende dage, var tiden ved at rinde ud.

Mens jeg fiskede hen over et lille rev med sten og blæretang, som – alt andet lige – burde rumme en fisk eller to, faldt blikket på to store skibe, som viste sig mellem nogle af øerne øst for Samsø. Set på afstand var de på direkte kollisionskurs, og mens jeg stod og betragtede, hvordan de alligevel sejlede fint forbi hinanden, var bombardaflåddet nået næsten ind. Få meter foran mig vendte en ørred i overfladen, fordi den enten blev skræmt af flåddet eller måske undersøgte det nærmere for at se, om det var spiseligt. Fluen, der kom et par meter efter flåddet, viste den derimod ingen interesse. Frustreret satte jeg et lille blink på for at se, om det ville hjælpe, og et par kast efter fulgte fisken efter blinket helt ind til stangspidsen, men stadig ingen hug, så dagen endte uden fangst, men dog med en viden om, hvor der var noget at vende tilbage til dagen efter, hvis ellers vejrguderne ville tillade det.

Blog Image

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post42