Kystdage

Kystdage

Kystdage bliver til kystnætter - 5/6 2008

JuniOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 15:30:41

Pudsigt som en hvirvel og et hug kan ændre ens opfattelse af en fisketur. På et øjeblik skifter det fra skuffelse til begejstring, og det er hele besværet værd.

Man kan fejre grundlovsdag på mange måder. I år havde jeg fri fra arbejde både selve grundlovsdag og dagen efter, så muligheden for at tage af sted hele natten, og – ikke mindst – få tid til at sove lidt den efterfølgende formiddag var til stede. Det blev så min måde at fejre dagen på.

Den udvalgte destination hed Røsnæs. Vejret var sommerlig varmt, og det var en lun fornøjelse at trave fra parkeringspladsen den lange vej ned til nordsiden, selvom klokken nærmede sig 22 om aftenen.
På vej ned måtte jeg flere gange stoppe for at fotografere. I det klare vejr syntes Samsø kun få kilometer borte, og mens jeg travede ned ad bakken, forsvandt solen bag øen midt i Kattegat.

Blog Image

Da jeg forleden aften fiskede på nordkysten ved Liseleje var der en masse aktivitet i vandet. Ikke mindst hornfiskene var på færde. Da klokken nærmede sig to om natten måtte jeg lidt skuffet konstatere, at jeg ikke havde mærket en eneste fisk og kun havde skræmt et par hornfisk på et lille rev. Ellers virkede der helt dødt.
Jeg havde heldigvis taget to sæt grej med, for allerede efter 4-5 kast knækkede bøjlen på det ene hjul. Det havde været noget surt, hvis den lange tur tværs over Sjælland havde været spildt. Surt havde det også været, hvis vagen kun 25 meter fra land udfor den ene pynt havde markeret et ulovligt garn. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der skjulte sig nedenunder, men fik ikke fat i noget garn, da jeg fiskede på revet, så måske en åleruse. Under alle omstændigheder ulovligt og irriterende for os andre kun at markere med én vage.

På den nordvendte strækning og i det klare vejr var det ikke noget problem at fiske hele natten igennem, blot kastene blev lagt i retning mod det svage lys. For at få den rigtige retning i kastet og samtidig fiske hen over en længere strækning, gik jeg et godt stykke ud mod Røsnæsfyret og startede fiskeriet på et lille rev.
Klokken var blevet 2.30, da der endelig var en fisk, der fik smag for min sorte muddler-flue. Den kom hurtigt ind. En fisk lidt under mindstemålet, men dog en fisk. Måske var der håb om mere.

Revet fortsatte over i en lang bugt med dybt vand helt ind til land. Her er det nærmest forbudt at vade, for fiskene kan træffes få meter fra land. Lidt nede af strækket blev opmærksomheden pludselig skruet op til fuld styrke, da en stor hvirvel lige i nærheden af bombardaflåddet afslørede en pæn fisk, og der gik kun et sekund, før hugget kom. Fisken var knap 10 meter fra land og kom hurtigt helt ind til den stenede strand. Skulle jeg prøve at kane den ind med det samme? Det var svært at bedømme dens størrelse, men at dømme ud fra hvirvlen var den så stor, at det ville være en risikabel affære at lægge for meget pres på den. Jeg fik nettet frem og ventede på, at den ville lave udløb, men den blev ved med at plaske rundt lige foran mig, så efter et par forsøg røg den i nettet, og først nu kunne jeg se, at den var pæn stor og i en meget fin kondition. Målebåndet viste 58 cm, og pludselig var turen reddet.

Blog Image

Jeg fortsatte fiskeriet ned gennem bugten, og få minutter efter var der igen en fisk, der tog fluen. Den sprang adskillige gange ud af vandet og lavede korte, hidsige udløb, men havde så også brugt kræfterne og lod sig nemt kane op på stranden, da den kom ind til land. En fin fisk på 50 cm.

Jeg havde åbenbart ramt en flok fisk, som trak langs land kun 5-15 meter ude. En fisk mere huggede. Den var midt i fyrrene og kom ud igen. En anden på samme størrelse fandt selv ud af at slippe krogen, og flere andre viste interesse for fluen.

Blog Image

Så ebbede det ud, og klokken var blevet næsten fire. Jeg gik tilbage til mit udgangspunkt for at tage nogle billeder og drikke en kop kaffe, mens solen stod op over Nekselø.
Stangen kom dog i aktion igen, da endnu en fisk på den rigtige side af de 50 cm viste sig i overfladen et par gange, men i modsætning til de andre viste den overhovedet ingen interesse for fluen. Men pyt, på det tidspunkt var det lige til at bære.

Blog Image

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post64