Kystdage

Kystdage

Jysk gæstfrihed - 17/10 2008

OktoberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:36:14

Hvad er mere lokkende end erindringen om tidligere succesfuldt fiskeri. Det virker sært dragende, og som en anden forbryder søger man uvilkårligt tilbage til ”gerningsstedet”.

Efterårsferien tillod en sviptur til Jylland, og fredag morgen i det allertidligste morgenlys stod jeg kampklar sammen med min gode sønderjyske fiskeven, Jesper. Vi havde fundet ned på nordsiden af Haderslev Fjord, og det så rigtigt lovende ud.
Efter lidt fiskeri havde jeg en efterfølger, og lidt senere huggede en undermåler på den store, sorte muddlerflue, som var blevet valgt til morgenfiskeriet i det svage lys.
Vi fiskede henover strækningen, og jeg havde en fisk, der vendte lige foran mig, men ellers udeblev det fine fiskeri, vi havde sat næsen op efter.

Blog Image

Mens vi affiskede strækningen, kunne vi høre stemmer i skoven bag os, og fem andre fiskere kom ud og gjorde os selskab. Mange på en plads, der fiskere fint for 1-2 mand.
Efter en pause og nogle overvejelser valgte vi at hente vores flyderinge i bilerne, og efter det sædvanlige mas med transport og klargøring kom vi ud at flyde og havde pludselig masser af plads til vores rådighed.

Lige lidt hjalp det dog. Jeg fik endnu en undermåler og tabte en lidt større fisk, men indsatsen taget i betragtning var der ikke meget at juble over.

Jesper havde ikke mærket noget overhovedet, og jeg foreslog ham at søge om et æresmedlemskab i Dyrenes beskyttelse. Ham mente nu på sin side, at de manglende fangster blot var udtryk for den jyske gæstfrihed overfor sjællandske besøgende ….. og det tror jeg selvfølgelig gerne ;-)

Blog Image

Vi sluttede eftermiddagen på en flot plads på den åbne Lillebæltskyst, hvor vi heller ikke fik kontakt med fisk. Da vi pakkede grejet ned i bilerne, sprang en lille undermåler fri af vandet, hvor vi netop havde fisket. Måske for lige at sige: ”Vi er herude, venner, men i dag spiser vi altså ikke fluer. Kom igen en anden gang!”
Det gør jeg helt sikkert også. Der er jo ikke noget som jysk gæstfrihed.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post77