Kystdage

Kystdage

Horkens død - 30/11 2008

NovemberOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 16:52:40

Søndag morgen stod jeg lige ved solopgang på den vestsjællandske kyst et stykke syd for Kalundborg. Pladsen havde giver godt med fisk et par uger før og skulle derfor prøves igen.

Forholdene var nærmest perfekte med en svag pålandsvind, der gav lidt røre i vandet, men efter et par timers fiskeri måtte jeg konstatere, at der tilsyneladende ikke var nogen ørreder. Det samme resultat kom to andre fiskere til, og de havde endda fristet fiskene med regnorm. Noget de ellers sjældent siger nej til, men er der ingen fisk, hjælper det jo ikke noget.

Men der havde været fisk på pladsen. Mange endda og af en art, jeg aldrig tidligere har set på kysten.

Blog Image
Da jeg ordnede noget ved grejet og sad på knæ på stranden, opdagede jeg en lille død fisk på 5-6 cm. Det var umiskendelig en hork, som jeg har fanget mange gange som dreng i Gudenåen. Jeg kiggede mig lidt rundt og kunne hurtigt samle 7-8 artsfæller, lige så døde som den første. Lidt længere henne ad stranden lå de i bunker. Der var vel mindst et par hundrede.

Blog Image

Hvordan mon en ferskvandsfisk som horken var havnet her? At de var døde, var der vel næppe noget at sige til. Lidt nord for fiskepladsen løber et lille kanalagtigt vandløb ud. Måske stammer de derfra, men vandløbet er så beskedent, at jeg tvivler på det.

Måske er de trukket ud fra Halleby Å i en stor stime. Ude i Storebælt er de så døde og derefter drevet 15-20 km nordpå med strømmen og derefter skyllet på land. Ikke godt at vide, men i hvert fald har det været en ren selvmordsaktion at skifte det ferske vand ud med Storebælts saltvand.

Jeg fortsatte senere fiskeriet på en plads lidt nordlige og efter fem timers ihærdigt fiskeri, blev jeg ”belønnet” med en undermåler. Måske var forholdene for perfekte ;-)

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post83