Kystdage

Kystdage

Det er da regnbuer, ikk? - 16/3 2007

MartsOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 09:41:13

Midt i marts fik vi - min kone og jeg - lejlighed til at forkæle os selv med en forlænget weekend lidt væk fra det hele. Stedet var Snaptun ved udmundingen af Horsens Fjord - et sted, vi ikke havde været før.

Fiskestangen var med i bagagen. Ikke fordi der skulle fiske hele tiden, men noget tid kunne der da afsættes til formålet. Efter en del års samliv ved man nogenlunde, hvor smertegrænsen går.

Den første eftermiddag da vi netop var ankommet, gik vi en tur ved stranden for lige at se lokaliteten an. Vi så ingen aktivitet i vandet, men bemærkede, at der var et stort havdambrug lige inde i fjorden. Vejret var udmærket, og de lovede også fornuftig vind det kommende døgn, men derefter stod den på kuling, og selv om det overvejende var fralandsvind, havde lokale bekendte betroet mig, at fjordvandet ville plumre op, og strømmen ville desuden føre det sorte vand ud på Kattegatkysten.

Blog Image

Det var med andre ord næste dag, der skulle satses, og midt på formiddagen skridtede jeg ned ad den strækning, hvor vi havde gået tur dagen før. Tidspunktet var mest bestemt af bekvemmelighedshensyn og mindre af hensyn til de mest optimale fiskemuligheder. En anden fisker havde da også allerede indfundet sig på fiskepladsen.

Jeg havde kun gået få meter langs kysten, før de første fisk viste sig, og det blev hurtigt klart, at der var rigtig mange fisk langs en 2-300 lang strækning ud mod en pynt. Fiskene viste sig ofte i overfladen, hvor de tilsyneladende tog et eller andet i overfladen.

Jeg havde valgt at tage spinnestangen og bombardaflåddet med og fik rigget til med en lille kobberbasse for enden af forfanget. Efter de første kast måtte jeg dog erkende, at det ikke var fisk, der huggede på hvad som helst. Erfaringen var ikke anderledes efter en halv time, hvor jeg havde kastet til fisk i stort set hver kast. Frustrationerne sad uden på vadejakken, og jeg var helt sikker på, at det var undslupne regnbueørreder fra det nærliggende havdambrug. Erfaringerne fra Vestsjælland sagde i hvert fald, at regnbuerne tit var vanskelige, lige efter de var undsluppet.

Blog Image

Jeg havde efterhånden fisket mig ned til den anden mand, der var ude med fluestangen. Jeg fik ham i tale, og han kunne fortælle, at han i løbet af formiddagen havde fået 5-6 fisk - ikke det store, i forhold til hvor mange der var.

- Nå, men det var vel regnbueørreder alle sammen, sagde jeg halvvejs spørgende, halvvejs konstaterende.

- Regnbuer, lød det forbavset, nej det var da alle sammen havørreder, men de var godt nok svære at få til at hugge.

Det kunne jeg jo kun give ham ret i, hvorefter han fangede én mere. Lidt beskæmmet fiskede jeg videre uden større held, og efter en times tid forsvandt flokken.

Blog Image

Næste morgen blev det til et par timers fiskeri i noget vand, som ganske rigtigt var farvet sort af vinden, men flokken var pist væk, og det der var ikke en eneste kontakt.

  • Kommentarer(0)//www.kystdage.dk/#post9