Kystdage

Kystdage

Årets første - 10/1 2009

JanuarOprettet af Henning Pedersen søn, januar 11, 2009 19:28:29

Der var højvande. Temperaturen havde sneget sig et lille stykke over frysepunktet, og vinden var svag. Lige udenfor stenene på revet var vandet roligt, og ind imellem stak en blæretangsbusk sine fingre op over overfladen.
Mit bombardaflåd var næsten inde, da blæretangsfingrene skiftede karakter og blev til et par rygfinner. Desværre svømmede den lille flok fisk lige ind i flåddet og blev skræmt. Hvirvlerne afslørede, at der var tale om 4-5 fisk. Regnbuer, tænkte jeg, typisk regnbuer!

Vi var på weekendtur med bestyrelsen, og ud over at lave årsplan til foreningen skulle vi selvfølgelig også ud at fiske. Som så ofte før var vi endt på Røsnæs, hvor forholdene var fine, men med en vandtemperatur på 3 grader, var vi godt klar over, at det kunne blive svært. Det var derfor rart at se nogle fisk, så man i det mindste var sikker på, at der mulighederne var til stede.

Jeg forsøgte at finde flokken igen ud for det lille rev, men forgæves. Derefter fiskene jeg videre ned ad strækket og kastede hen langs land på det forholdsvis dybe vand. Igen viste flokken sig diskret i overfalden, og igen kunne jeg trække flåddet lige hen til dem. I første omgang skete der ikke noget, og jeg troede først, at de var blevet skræmt igen, men helt inde på det lave vand, tog en fisk pludselig fluen. Min fornemmelse sagde mig, at den nok var kroget yderligt. Den lavede nogle korte, men vilde udløb på helt kort line, og jeg ventede bare på, at den skulle ryge af. Men den blev siddende, og oppe på land kunne jeg konstatere, at den var kroget meget dybt og sikkert. For øvrigt på en Guldbasse.

Fisken var ikke en regnbue, men derimod en fin blank havørred på 45 cm. Årets første og i øvrigt turens eneste. Selv ikke Lars havde held med sin kobberbasse, og det er ellers sjældent, når der er fisk på pladsen.

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post93