Kystdage

Kystdage

Sommerstilhed

AugustOprettet af Nicolai Eriksen fre, juli 13, 2012 22:50:37

Uendeligt langsomt og forsigtigt planter jeg de bare tæer mellem strandkålen og en meterdyb dynge af råddent ålegræs. Selvom alle forholdsregler er truffet, føles larmen som var jeg en elefant der prøvede at gennembryde lydmuren. Utroligt nok fortrækker de to multer ikke en finne og jeg fornemmer at Nåden selv er med på fisketur denne sene eftermiddag. Erfaring med præcis sådan en situation gør at jeg tøver med begejstringen – forskellen på en delsejr som at vinde en meter på fiskene og ægte succes er milevid. Hovmod må vente til der er hug, og så lidt længere.

Det dramaturgiske setup er fantastisk: Scenen er pandeklageflad, mudret og evigt øde. Lysmesteren har sørget for høj sol, fri horisont og uendelige, spejlblanke havmarker der kun brydes af multer som pløjer bunden.

Øjnene reagerer ømt på lysintensiteten og når stigende vand falder sammen med tusmørke mister jeg orienteringen i sammensmeltede pastelfarver som maler min eksistens med lykkens kulør.

Danmark er meget større ved lavvande og det er helt herude, hvor man vender sig mod land for at skue ind på udkantsdanmark, at sommeren smedes ildrød – sommer på Lolland er en tilstand af stilstand. Og augustens sødme ægger en hveps.

Fraværet af alt iscenesat og importeret gør stedet så ægte at et mågeskrig føles ligeså intenst som den bedste 12 minutters guitarsolo. Intet kommer forærende her; linen klistrer evindeligt, den vilde peberrod griber ustandseligt efter forfanget i mit bagkast og en tredjedel af alverdens fluer har valgt at tage bo i min næse. Og multen er ikke just en nem elskerinde at forføre. Man kan knuge hende nok så hårdt og hige efter hendes gunst, men bedst som jeg rammer takten i vores romantiske sjæler, smutter hun yndefuldt og uanfægtet mod dybere vand. Jeg råber til himlen! Den tier kvælende tilbage så jeg sender i stedet Jonas et ynk-søgende blik. Han kæmper sin egen kamp. Det er min overbevisning at vi, mere eller mindre bevidst, har nået samme konklusion gennem årerne. Den, at asen, masen og anstrengelser er futile og at laissez faire er vejen til ophøjet succes. Derfor klæder vi os skødesløst – ligefrem grimt, binder håbløse fluer, kører i den gamle, rustne Granada og drikker rigeligt med øl undervejs. Sidstnævnte er en socialt og geografisk betinget norm, i og omkring Brandstrup. ”When in Rome….”

Det er fordi Lolland fylder mig med tomhed, at jeg vælger at være netop her. Måske vælger multerne også disse undseelige, smattede vidder for tomhedens skyld? Måske derfor svømmer de nihilistisk forbi en ellers velplaceret Hævner, serveret af opsætningens hofnar? Han og hævneren bliver hånet…

Få ting fejer gennem mine nervebaner og sparker kådheden i gang som duften af hvidkløver eller sæsonens første multe. Der er noget helt særligt ved at svømme ud til en af de små holme med stangen mellem tænderne, gå i land og tænke at hvis man ved sidste sæsons afsluttende tur her, havde hængt en 500-krone seddel i hvidtjørnen, så ville den blafre uberørt for vinden i dag.

Ingen kommer her og ingen stier bliver trådt. Mit besøg er så flygtigt som forsøget på at beskrive mætheden i multefiskeri her ved verdens ende.

I en tilstand af stilstand, er netop mætheden denne dags redningsmand.

  • Kommentarer(1)//www.kystdage.dk/#post240

Afsløringer i april

AprilOprettet af Nicolai Eriksen lør, april 28, 2012 00:02:55

Kluntet må det have set ud hvis nogen havde stået dér på skrænten og iagttaget den ivrige, febrilske gut der pludselig var i kontakt med en ørred stor nok til, for første gang i guttens fiskeliv, at tage magten fra ham. De runde, glatte sten og konstante, krappe bølger fra øst gjorde Skanserevet til et forræderisk underlag – den silende regn slørede hans blik og ørreden havde vredet hans adrenalin helt ud i overhuden.

Landingen foregik uden net, uden gaf, ingen venlig medfiskers hånd eller andre hjælpemidler og sejren var derfor total over denne blanke skabning.

Fangsten brændemærkede mig som kystens slave for resten af livet og jeg træller endnu under erindringen om den dag i April hvor mine kystdage for alvor fik antal og betydning.

Den moderne lystfisker af i dag har prøvet vidt og bredt. Han har rejst, guidet, undervist og overlevet alskens vildskab på samtlige kontinenter og kigger med udtalt fryd sine efterbehandlede digitalbilleder og smarte videoklip igennem. Han har et stort netværk af hårdkogte livsstilsfiskere som kan hjælpe den næste ekstremoplevelse på vej og tage det næsten actionfoto til de kulørte blade.

Men ingen steder, som på den frie, åbne kyst hvor enhver kan prøve lykken uafhængig af økonomi, netværk og grejindkøb defineres sjælen af en fisker. Der er ingen smutveje eller dyrtkøbte guider som kan sikre den enkeltstående oplevelse eller din udvikling over tid. Det kan kun glatte sten og dejligt slid.

Det er i April at det omvendte hamskifte finder sted og fiskeren ifører sig åndbare gevandter og usikker identitet – svækket af vinterens tvivl og mørke. Vist, har han været ude siden isen slap men overbevisningen har manglet for dønningerne har været kolde og badevandet i karret har været sterilt indtil April. Nu er der ingen undskyldninger.

Når solen tvinger sig gennem det spredte skydække og skinner afslørende på hans usikkerhed og vaklende skridt er det kun vandet der tæller. Strand og skov bag ham forsvinder. Selvsamme sol han forventningsfuldt spejder efter mens smagen af Fernet Branca og morgenens dis fordamper. Herude er han hverken karrieremenneske, far, kæreste eller noget som helst andet i kraft af sit daglige landjordsliv. Her er han blot lettere - måske på grund af vandets bæreevne? Måske på grund af dets karakter og endeløse udstrækning der alligevel lader ham magtesløs?

På kysten kæmper jeg mod min natur og finder hvile. Som enhver anden knægt vil jeg stå i medvind, kaste en lang skygge fra toppen af en stor sten og se fluen flyve halvvejs til Møn i et uendeligt langt rul der slutter med hjulets skælmske ’klik’. Svært tilfreds med denne situation og mine evner er jeg utallige gange taget tomhændet hjem rent fangstmæssigt. April har afsløret mig.

Det er nu kammeratskab i min verden tager form og man ufravigeligt finder ud af, hvem man går i spænd med. Jovist, kan man da sidde høfligt med hvem som helst i de mørke måneder og smaske saftigt i hinandens røgede whisky og fortælle om sidste forårs storhed mens pels og dun bliver til kynisk bedrag, men det er når Østersøen kalder, at er alle sig selv nærmest og fisker på sin egen måde. Vinterens venner puster flyderingen op eller søger mod tåbelige pladser hvor man selv ville gå til i kedsomhed og længsel efter det rigtige vand!

Med en halvforkølet undskyldning meldes der fra til hyggelige gruppeture for at pleje sit eget, sære ego på en fredelig og forladt plads. Dem man møder på stranden uden forudgående aftale er de mest spændende – de har måske tænkt noget andet end en selv, men er alligevel nået til samme konklusion?

Den rustne skulder leverer de første komiske kast og der går lang tid før den understimulerede venstrearm deltager med et fornuftigt dobbelttræk. Skulle en fisk af vanvare hugge for tidligt og på et dårligt kast er man ligeligt forgyldt og forbandet. Held og uheld følges også ad på de glatte sten og man må acceptere dem som jævnbyrdige for ikke selv at miste balancen.

I de tilfældige sekunder som fra tid til anden opnår kæmpe betydning ved at virke endeløse, lever kystfiskeren i mig maksimalt og evigheden må strække sig for at holde trit. Jeg tæller dem ikke og holder ikke vejret, men tankerne falder på venskaber, glatte sten, blanke ørreder og den dér dag på Skanserevet for lang tid siden….

  • Kommentarer(6)//www.kystdage.dk/#post237