Kystdage

Kystdage

Træthed - 10/5 2009

MajOprettet af Henning Pedersen søn, maj 10, 2009 17:18:56

Jeg var rigtig træt til morgen, da vækkeuret ringede kl. 04.30. Dagen før var gået med fødselsdagsfest med hele "den pukkelryggede", og der var også kommet lidt rødvin indenbords, så et par timer mere på øjet havde ikke gjort skade.

Men der var fælles klubtur i foreningen, og den skulle gå til den hjemlige strækning ved Liseleje, hvor vinden var i syd, og der var gode chancer for ørred fra morgenstunden.

Vi har syv mand klar, da klokken var fem. Vandet viste sig at stå temmelig højt. Fint for badekarsfiskeriet, men mere besværligt at fiske fra revlen.

Per, Jan og jeg valgte at traske ned ad strækningen og gennemfiske et længere stræk med fine badekar. Vi fandt dog ingen fisk inde ved land, og jeg begyndte at fiske tilbage mod parkeringspladsen ude på revlen.

Da klokken passerede seks var det åbenbart tid for de langnæbbede at vågne op til dåd. De begyndte nu at hugge, og jeg begyndte at miste troen på ørrederne.

Jeg må indrømme det: Jeg er træt af hornfisk og har fanget alle dem, jeg har lyst til at fange i dette liv. Men det er de bare ikke klar over, så de kaster sig stadig over mine fluer.
Som så mange andre var hornfiskene indgangen til mit kystfiskeri. Der var dejlige majdage, hvor jeg drønede hjem fra arbejde udelukkende for at komme ud på revlen på jagt efter de grønbenede.

I dag er de mest til irritation, selvom det da er dejligt at se, at i det mindste én fiskeart fortsat stortrivel i tider med overfiskning, klimaændringer, forurening mv.
Det er også en fin fisk at fiske efter, når man har børn og unge med på tur, men i det lange løb.....

Derfor er det nok heller ikke så mærkeligt, at jeg hvert år i maj får et mindre anfald af kystfisketræthed ovenpå en hektisk april med mange og lange ture. Samtidig begynder tørfluefiskeriet efter åens bækørreder at trække i mig, og der skal også helst være plads til et par ture efter gedder på søen. Så om tre-fire uger, når det er tid til at begynde natfiskeriet efter havørred, så er jeg rigtig klar igen.

Jeg fik afsluttet dagens fiskeri ved 8-tiden og overlod de andre pladsen og hornfiskene. Jeg blev derfor noget overrasket, da fanstrapporten på vores foreningshjemmeside senere på dagen kunne fortælle, at Jesper havde fanget en fin havørred på 2,7 kg. Så kunne det alligevel lade sig gøre, tilmed op ad formiddagen midt mellem de aktive hornfisk.

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.