Kystdage

Kystdage

Multer og burhøns - 29/6 2005

JuniOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 09:58:39

Om sommeren afløser lystfiskeren badegæsterne. Når de tager hjem, tager lystfiskeren sine - helst åndbare - waders på og trasker ud langs stranden. Påklædning og udstyr kan godt få de enkelte tilbageværende - og letpåklædte - turister til at måbe.

Men man lader som ingenting, for man ved jo bedre. Når solen først er gået ned, bliver der meget køligere, og så dukker ørrederne også op.

I de tidlige aftentimer er der også fisk at se. Inde mellem klatterne af blæretang få meter fra land gemmer multerne sig i deres søgen efter planteføde, og går man ubekymret hen langs stranden, kommer man let til at skræmme dem og ser så de store hvirvler, de laver, når de skræmte søger væk.

Blog Image

Det er sin sag at fange en multe. De er lette at skræmme og spiser overvejende planteføde, som kan være svær at efterligne med en flue. Fiskeri med brød kan give resultater, og det kan også lykkes på flue, men det kræver som regel rigtig mange kast, før man får hug. Så er det imidlertid også en oplevelse ud over det sædvanlige.

Blog Image

Denne nat gav dog ingen ørreder, og først i de tidlige morgentimer på tilbagevejen mod bilen skete der noget.

Trykbølger inde langs land afslørede en lille flok fisk, som svømmede kontinuerligt langs kysten 2-3 meter fra land. Der var ingen tvivl. Det var regnbueørreder, der var undsluppet burene i et havdambrug. Nogle kalder dem burhøns, fordi de ligesom deres fjerklædte navnefæller bærer fysisk præg af at opholde sig mange sammen på et lille område med det ene formål at tage føde til sig og vokse sig store så hurtigt som muligt.

Muddlerfluen blev lagt ud foran flokken, og et træk i linen fik fluen til at streame i overfladen, og en af ørrederne huggede omgående.

Blog Image

Selvom fisken var tydeligt mærket af sit burliv og et efterfølgende bekendtskab med et garn, som det var lykkedes den at undslippe, ydede den en fight, som kun få havørreder på samme størrelse ville kunne matche.

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.