Kystdage

Kystdage

Fangstgaranti - 15/10 2009

OktoberOprettet af Henning Pedersen tor, oktober 15, 2009 21:30:09

”Hvis du går hen og starter lige efter den lille pynt, er der fangstgaranti”, sagde Lars og tilføjede ”…næsten”.
En halv time og fire ørreder senere måtte jeg give ham ret, selvom det altid er en hasarderet øvelse at udstede sådan en garanti.

Jeg vil vove den påstand, at jeg i dag efter mange år ved kysten godt kan læse en kyststrækning og have et kvalificeret bud på, hvor der er chance for fisk. Alligevel har det uvurderlig betydning at have en lokalkendt med, som kan kvalificere ens egne bud og pege de små steder ud, hvor der er ekstra god fangstchance.

Lars Østergaard Jensen, som er min gamle lokalredaktørkollega ved Sportsfiskeren, var min private guide denne dag i det sønderjyske. Om morgenen havde fjorden fået endnu en chance, men tre timers fiskeri resulterede kun i en enkelt undermåler, så nu måtte noget nyt prøves, og turen gik til en af Lars’ foretrukne pladser ude på Lillebæltskysten.

Vi parkerede i skoven og gik ned til kysten, og Lars udpegede en par småpynter, hvor vi skulle begynde dagens fiskeri. Vandet var både oprørt og letgrumset på grund af den friske nordenvind, og det lugtede godt af fisk.

Lars gik forrest hen mod den første pynt med fluestangen i hånden. En mindre fisk kom på land, og mens han fotograferede den, fik jeg hug, og efter en kort fight kunne jeg med bølgernes hjælp kane en fin fisk på halvmeteren på land. Den var smukt efterårsfarvet og kom tilbage i Lillebælt.


Vi gik tilbage til udgangspunktet og fiskede ned mod pynten igen. Denne gang kom jeg først derned, og endnu en god fisk tog min kobberbasse. En fin fisk, der var noget større end den første, kom på land. Den var knap så farvet, men den kom dog også tilbage i havet.

Længere ude på strækket fandt vi endnu en pynt, og her var det så, at Lars udstedte sin fangstgaranti, som altså endte med at holde vand.
Tilbageturen gav endnu en undermåler, og med en samlet fangst på ni ørreder så det var med en god fornemmelse, vi kørte tilbage til vores sommerhus, efter der endelig var kommet et par gode fisk på land på denne efterårsferietur.

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.