Kystdage

Kystdage

Gensyn med Grønland

AugustOprettet af Henning Pedersen ons, august 24, 2011 20:48:35

En skrattende højtalerstemme vækkede mig kl. 7 om morgenen og fortalte først på grønlandsk og siden på dansk, at der nu var morgenmad i cafeteriet. Jeg kiggede ud af rutebådens vindue og genkendte straks fjeldenes kontur. Vi lå ca. 40 km nord for Sisimiut og derinde mellem de høje fjelde lå den lille elv, som jeg også besøgte sidste år.

Dagen efter modtog jeg i lufthavnen de seks andre, der skulle med på turen, og min kone overtog deres plads i flyet og tog turen tilbage til Danmark efter en uge fuld af oplevelser i Ilulissat, hvor vi havde sejlet rundt mellem imponerende isbjerge og set bræerne kælve.

Nu skulle vi sejle nordpå med Michael i et farvand fuldstændig frit for is, men med en masse spændende elve, hvor store mængder fjeldørreder hver sommer går på gydevandring.

Fremme ved elven blev vi sat af i gummibåden, og første hold skyndte sig op til vandfaldet en halv kilometer oppe ad elven og fik hurtigt rigget stængerne til. Nu skulle et halvt års forventninger udløses i hidsige hug fra smukke og stærke fjeldørreder. Og det blev de!
Da vi ankom som de sidste, var der allerede kommet mange fisk på land, og området nedenfor vandfaldet rummede som sidste år flere hundrede ørreder fordelt på 3-4 pools.

Senere fortsatte vi længere op ad elven og slog lejr ved en fin pool, som sidste år havde givet flere gode fisk. Herfra var der overkommelig afstand tilbage til det lokkende s-sving ved vandfaldet, og samtidig var det lettere at komme opstrøms til de pladser, vi kun lige fik snuset til året før.

- Dem, der går langt, bliver belønnet, havde Michael sagt på båden, da vi sejlede ud, så på andendagen gik vi langt opstrøms og blev da også fint belønnet med 20-30 ørreder pr. mand, men alligevel var det ikke helt det eldorado, vi havde drømt om, for fiskene stod klumpet sammen omkring to strømfald, mens der var lange stræk, hvor de blot strøg igennem. Til gengæld var der rigtig mange fisk lige under og i fossen, og der stod også godt med fisk på fosnakkerne. Det viste sig faktisk, at disse fisk var dem, der var lettest at få i tale ved det sjove skumfluefiskeri, hvor ørrederne laver hidsige udfald i overfladen efter fluen. Når bølgen fra den angribende fisk ses bag fluen, slår hjertet hurtigt, og flere gange kommer man til at tage fluen for hurtigt, inden fisken har fået fat i den.

Fiskene gik hidsigt efter fluen de første kast, men derefter forsvandt deres interesse, og de skulle have fred et stykke tid, før de var til at friste igen.

Sidst på turen, hvor fiskehungeren for længst var blevet mættet, blev der plads til at afprøve andre metoder. Frederik og Allan havde almindelige caddis-tørfluer i æsken, og i den store pool et stykke nedenfor det første vandfald, hvor fiskene stod tæt, var det muligt at lokke dem op til tørfluerne …. og det på trods af, at det var fisk, der lige var kommet ind fra havet.

Jeg havde ingen tørfluer i æsken, men fik i stedet afprøvet en hel anden flue. Ja, nogen vil jo nok sige, at det slet ikke er en flue og metoden slet ikke fluefiskeri ….. Allan mente i hvert fald at det var en noget fesen måde at fange ørreder på ;-)
Frederik havde en Reflex-spinner i æsken, som jeg fik lov at låne, og ved hjælp af et multitool fik jeg den befriet fra den tunge krop og snoet den besværlige pianotråd igen. Modhagerne på den lille trekrog blev trykket ind, og så var jeg ellers klar til at fiske fluespin. Ja, det blev vi enige om at kalde det, for spinflue var det jo netop ikke ;-)

Kastet var lidt kluntet og bestemt ikke langt, men det var jo heller ikke nødvendigt. Ikke overraskende gav det selvfølgelig fisk, og især var det interessant, at man kunne få nogle af de store i tale, som ellers gemte sig i den stærke strøm øverst i poolen. Skal jeg nordpå igen – og det er da meget sandsynligt – bliver det nok med nogle fluespinnere i æsken, men de skal nok laves noget mere elegante og lette end dette års prototype.

Vi tog selvfølgelig en masse fotos på turen, men hvad der er endnu bedre: Frederik havde fem fuldt opladte batterier med til sit videokamera og optog en masse film. Det har han nu samlet til fire flotte film, som du kan se her:

http://vimeo.com/27901020

http://vimeo.com/27903216

http://vimeo.com/27905839

http://vimeo.com/27908099

Skulle du selv have fået lyst til at tage nordpå og prøve fjeldørredfiskeriet og i tilgift opleve den storslåede grønlandske natur, så bytter jeg gerne kontaktoplysninger, budget, pakkelister, mad- og udstyrslister for et par flasker god rødvin. Det kræver blot, at man er et hold på 3-6 mand og har mod på at lave sin egen tur.
Skriv til mig på hp@kystdage.dk , hvis det har din interesse.

  • Kommentarer(1)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Frederik tir, september 20, 2011 16:09:43

Hej Henning... der er lidt ekstra fra turen: http://vimeo.com/29313893