Kystdage

Kystdage

Industrifiskeri

MartsOprettet af Henning Pedersen lør, marts 03, 2012 21:40:47

Et lykkeligt sammenfald af omstændigheder fik mig i dag ud på fjorden med pontonbåden: Let vind fra syd og sydøst, fridag, sol og lokkende fangstmeldinger. Resultatet blev tre fisk omkring målet samt et par kontakter mere. Hvad kan man forlange mere, når fiskesulten gnaver ovenpå en kold vinter.

Pladsen var en lokal Roskilde Fjord-lokalitet, som ofte glimrer med godt forårsfiskeri, når vandet bliver varmet lidt op i det tidlige forår, og fødeemnerne kommer frem til de sultne ørreder.
Stedet ligger tæt på en stor industriarbejdsplads og rummer sandt at sige ikke nævneværdige naturoplevelser, men under vandet gør det næppe nogen forskel. Ørrederne er i hvert fald ligeglade.

Da jeg fik roet pontonbåden over på pladsen, blev jeg mødt af glade tilråb af en bekendt fra foreningen, der på daværende tidspunkt have rundet de 25 ørreder på dagen. Andre havde fået en del mindre, da de fiskede med ”ren flue” og havde svært ved at nå ud til fiskene, mens ham med de mange fisk nemt kunne nå dem med sit bombardaflåd. Jeg må indrømme, at tanken faldt på begrebet ”industrifiskeri”, hans mange fisk og stedet taget i betragtning ;-)

Selv fik jeg placeret fartøjet midt i løjerne og fik hurtigt et par fisk. De viste sig i overfladen, og det var bare at lægge fluen ud blandt dem og lade den synke, så kom huggene. Men så forsvandt fiskene, og i løbet af eftermiddagen klingede det gode fiskeri af. Det blev dog til en enkelt fisk mere, inden fartøjet igen kom på land.

Fik jeg fortalt hvordan det gik på Bornholm i uge 7? Nå, men det var ikke rigtig noget at tale om, så det lader jeg være med ;-)

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.