Kystdage

Kystdage

Sommerstilhed

AugustOprettet af Nicolai Eriksen fre, juli 13, 2012 22:50:37

Uendeligt langsomt og forsigtigt planter jeg de bare tæer mellem strandkålen og en meterdyb dynge af råddent ålegræs. Selvom alle forholdsregler er truffet, føles larmen som var jeg en elefant der prøvede at gennembryde lydmuren. Utroligt nok fortrækker de to multer ikke en finne og jeg fornemmer at Nåden selv er med på fisketur denne sene eftermiddag. Erfaring med præcis sådan en situation gør at jeg tøver med begejstringen – forskellen på en delsejr som at vinde en meter på fiskene og ægte succes er milevid. Hovmod må vente til der er hug, og så lidt længere.

Det dramaturgiske setup er fantastisk: Scenen er pandeklageflad, mudret og evigt øde. Lysmesteren har sørget for høj sol, fri horisont og uendelige, spejlblanke havmarker der kun brydes af multer som pløjer bunden.

Øjnene reagerer ømt på lysintensiteten og når stigende vand falder sammen med tusmørke mister jeg orienteringen i sammensmeltede pastelfarver som maler min eksistens med lykkens kulør.

Danmark er meget større ved lavvande og det er helt herude, hvor man vender sig mod land for at skue ind på udkantsdanmark, at sommeren smedes ildrød – sommer på Lolland er en tilstand af stilstand. Og augustens sødme ægger en hveps.

Fraværet af alt iscenesat og importeret gør stedet så ægte at et mågeskrig føles ligeså intenst som den bedste 12 minutters guitarsolo. Intet kommer forærende her; linen klistrer evindeligt, den vilde peberrod griber ustandseligt efter forfanget i mit bagkast og en tredjedel af alverdens fluer har valgt at tage bo i min næse. Og multen er ikke just en nem elskerinde at forføre. Man kan knuge hende nok så hårdt og hige efter hendes gunst, men bedst som jeg rammer takten i vores romantiske sjæler, smutter hun yndefuldt og uanfægtet mod dybere vand. Jeg råber til himlen! Den tier kvælende tilbage så jeg sender i stedet Jonas et ynk-søgende blik. Han kæmper sin egen kamp. Det er min overbevisning at vi, mere eller mindre bevidst, har nået samme konklusion gennem årerne. Den, at asen, masen og anstrengelser er futile og at laissez faire er vejen til ophøjet succes. Derfor klæder vi os skødesløst – ligefrem grimt, binder håbløse fluer, kører i den gamle, rustne Granada og drikker rigeligt med øl undervejs. Sidstnævnte er en socialt og geografisk betinget norm, i og omkring Brandstrup. ”When in Rome….”

Det er fordi Lolland fylder mig med tomhed, at jeg vælger at være netop her. Måske vælger multerne også disse undseelige, smattede vidder for tomhedens skyld? Måske derfor svømmer de nihilistisk forbi en ellers velplaceret Hævner, serveret af opsætningens hofnar? Han og hævneren bliver hånet…

Få ting fejer gennem mine nervebaner og sparker kådheden i gang som duften af hvidkløver eller sæsonens første multe. Der er noget helt særligt ved at svømme ud til en af de små holme med stangen mellem tænderne, gå i land og tænke at hvis man ved sidste sæsons afsluttende tur her, havde hængt en 500-krone seddel i hvidtjørnen, så ville den blafre uberørt for vinden i dag.

Ingen kommer her og ingen stier bliver trådt. Mit besøg er så flygtigt som forsøget på at beskrive mætheden i multefiskeri her ved verdens ende.

I en tilstand af stilstand, er netop mætheden denne dags redningsmand.

  • Kommentarer(1)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Henning Pedersen man, juli 30, 2012 21:34:07

Beundrer din tålmodighed med de uforudsigelige bæster. Jeg har opgivet dem for længst ;-)