Kystdage

Kystdage

Otroligt snårigt, men mycket grov harr

JuliOprettet af Henning Pedersen man, juli 30, 2012 21:41:09

Midt i juli gik turen nordpå til Kiruna sammen med Stig, Kurt og Frederik. Målet var en lille elv med navnet Vassijokk, som var blevet udvalgt efter en længere mail-korrespondance med Andreas Mikko fra Arctic Heli.

Overskriften henviser til Mikkos omtale af elven. Jeg vidste først ikke helt, hvad ”snårigt” betød, men i dag er jeg da slet ikke i tvivl. Det kan nok bedst oversættes med ”tætbevokset”, og det var der ganske rigtigt de sidste 10-15 meter ned til vandet. Men heldigvis var der også hold i den anden del af beskrivelse: ”Grov harr”.

Elven bød på rigtig fint tørfluefiskeri efter store stalling. De fleste fisk lå på 35-50 cm, og vi fik i løbet af ugen flere fisk på 53 cm. De gik velvilligt op til store caddisfluer og Klinkhammere, også på dage, hvor der ikke var ringende fisk. Nogen gange skulle der fiskes ”streaking caddis”, men de var generelt villige til at hugge.

Stedet virkede bestemt heller ikke overrendt. Vi havde lejr lige overfor en renvogterhytte, som lå som en lille kulturø midt et kæmpe naturhav. Eller vidnede kun et par gamle bålsteder om menneskelig tilstedeværelse. Efter en uges fiskeri på en elvstrækning er ens spor i landskabet ellers tydelige, selvom vi jo ikke ligefrem tilstræber at sætte spor.

Landskabet var svært at færdes i. Det bestod groft sagt af to typer: Våde myrområder og tæt pilekrat, nogle steder kunne man tilmed være så heldig at finde en kombination af begge typer ;-)
Ret skal være ret: Der var også enkelte tørre pletter uden krat, og det var på sådan ét, helikopteren havde sat os af.

Vi startede med fint, solrigt og stille vejr og tilsvarende fint tørfluefiskeri. Desværre er myg og fluer også svært glade for den vejrtype.
Men det gik over i regn og blæst, der varede næsten et døgn, og det tog lidt på humøret. Det blev heller ikke bedre af, at Kurt blev ramt af et allergisk anfald, der gjorde at hans hænder og fødder blev tætbesat med smertende blærer. På tredjedagen tog vi derfor konsekvensen. Frederik blev – som den yngste og mest letbenede – sendt op på et fjeld for at finde mobilsignal og tilkalde hjælp. Det lykkedes fint, og et par timer efter landede ambulancehelikopteren og tog Kurt med retur til Kiruna. Lægerne kunne bagefter bekræfte, at det havde været så alvorligt, at det var den helt rigtige beslutning.

Et par dage senere gik Frederik og jeg lidt op i landskabet og fandt en forholdsvis tør rute, der førte os et par kilometer nordpå, hvor vi igen stødte på elven og fandt en kort stækning, hvor små fosser skiftede med fine pools. Her fik vi en forrygende dag med næsten 50 stallinger, hvor af de fleste lå mellem 40 og 50 cm.

Dagen sluttede med stille vejr, og om aftenen fik den flotteste solnedgang med rødmende mosekonebryg over elven. Det stille, klare vejr betød også lavere temperaturer, og da vi ved midnatstid ville i soveposerne, var teltdugen frosset til is.

Sidste hele dag prøvede jeg med en popperflue efter gedder. Ud over stalling var der kun gedder i elven, og at de var der, fik vi syn for allerede på førstedagen, hvor den allerførste stalling, jeg havde på, svømmede ind til bredden. Her satte forfanget sig fast i nogle grene, og da jeg ville befri det, kom en gedde og snuppede den stalling, jeg havde på. Inden jeg nåede at få fat i gedden, brast forfanget, og gedden løb med både stalling og flue.

Jeg fik hurtigt en mindre gedde på popperen og havde et par andre, der angreb den, men senere var der kortvarigt fast fisk igen. Den var på så længe, at vi kunne nå at konstatere, at det var en stor stalling, der var blevet fristet af den 10-12 cm lange popper.

Nu er vi vel hjemme igen alle mand. Myggestikkene klør lidt endnu, men Kurt er kommet sig og Frederik har haft tid til at klippe sine videoklip sammen til en rigtig stemningsfuld film fra turen. Nyd den her: http://vimeo.com/46614728

  • Kommentarer(3)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Lars Juel Hansen fre, august 03, 2012 08:35:54

Fed tur i har haft til den sidste vildmark i norden.Det er nogle flotte stallinger i fik stemplet.

Beretningen tænder helt sikkert fjelfiske-trangen hos mig:-)

Oprettet af Henning Pedersen tir, juli 31, 2012 20:07:56

Hej Per

Det lykkedes ikke at samle fuld hold til Grønland, men måske næste sommer :-)

Mvh

Henning

Oprettet af Per Gade tir, juli 31, 2012 19:11:29

Flot beretning - og endnu flottere video :)Troede, du skulle til Grønland?