Kystdage

Kystdage

Når 30 meter gør en stor forskel

MajOprettet af Henning Pedersen tir, maj 10, 2016 17:05:06

Sidste uge var vi på Falster. Vi havde lejet et sommerhus i Gedesby, og planen var, at jeg skulle ud at fiske med Kim Olesen, som jeg er ved at skrive en artikel om til Sportsfiskeren. Vi skulle lige have de sidste billeder i kassen, men den plan blev der desværre lavet om på, da Kim om fredagen røg akut på sygehuset efter en blodprop.
Han kom heldigvis godt over det og var hjemme igen 4-5 dage efter, men skal nu gennem en genoptræning, inden han igen kan lave skulpturer og fange havørreder.
Hvis du ikke kender Kim og hans skulpturer i rustfrit stål, kan du finde ham på Facebook: https://www.facebook.com/Kim-Olesen-Sculptor-511982925584537/?fref=ts

Da jeg besøgte Kim for nogle uger siden, fiskede vi på et spændende rev, og det blev da også den plads, jeg besøgte de to første morgener. En enkelt ørred var ude af vandet, men ellers var det kun hornfisk, der kom forbi.

Fra tirsdag kom Kurt på besøg, og Nicolai Eriksen, der bor på Lolland, kontaktede mig, da han via et opslag på facebook så, at vi var i området. Resultatet blev en aftentur til Hesnæs, hvor Nicolai aftenen før havde fået en flot ørred på 3,5 kg.
Jeg fangede en enkelt ørred lige over målet, og en anden gammel ven, Frederik Lorentzen, overværede fangsten, da han sammen med Peter Andreas var dukket op på pladsen. Med andre ord et hyggeligt sammenrend af nye og gamle venner, men mange fisk kastede det altså ikke af sig.


Torsdag besøgte jeg med sammen med Kurt den lokale plads ved Birkemose. Her var der fine badekar, men det første besøg gav nu kun hornfisk. Da vi vendte tilbage over middag, havde jeg taget spinnestangen med for at kunne nå ud til de yderste mørke områder. Vi fandt et sted, hvor der både var et mørkt bælte lige ved land og et andet lidt længere ude. Midt i området var de to bælter bundet sammen af en kort mørk passage, og det var de små 30 meter omkring passagen, der kom til at give os godt fiskeri.
Først fik jeg hug på en lille Kobberbasse fisket efter bombarda-flåddet. Det var en fisk på ca. 45 cm, som desværre stod af tæt på land, men allerede i næste kast huggede en tilsvarende fisk. Den kom sikkert ind, og inden vi gik hjem, nåede Kurt også at få hug på fluestangen midt i passagen. Det var en god fisk, som vi målte til 57 cm.


Næste dag var vi selvfølgelig tilbage på stedet. Forholdene var de samme, som dagen før: Høj sol, klart vand, næsten vindstille, og vi var endda godt oppe ad dagen. Med andre ord forhold, der normalt ikke giver mange fisk.
Denne gang havde jeg valgt at fiske fra pontonbåden med fluestangen, så jeg kunne dække det yderste område. Kurt valgte at fiske indefra, men den manglende vind gjorde det svært for ham at få linen til at strække helt ud, så han – selv om han vadede meget dybt – ikke kunne nå ud til fiskene.
Det kunne jeg derimod godt fra båden, og de næste par timer gav tre gode havørreder på 45, 47, og 60 cm. Den mindste fik sin frihed, mens de andre kom med hjem. Alle fanget indenfor en lille strækning på knap 30 meter på en lille Kobberbasse.


Næste morgen forsøgte jeg mig igen på pladsen, men skønt jeg var i gang, allerede da solen kiggede op, og der var en passende svag pålandsvind, der gav røre i vandet, fik jeg ikke flere fisk, så måske skal man bare sove længe og satse på sol og stille vand :-)









  • Kommentarer(1)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Kurt Johansen ons, maj 11, 2016 10:23:47

TAK Lene og Henning

Det var 3 skønne dage i lækkert sommerhus og fantastisk sommervejr. Jeg nød meget denne lille ferie sammen med jer i jeres hyggelige selskab og vi nåede jo at have håneretten begge to :-), så det ku ikke være mere perfekt. Det var herligt at gå 100 m fra Danmarks sydligste spids og samtidig opleve nogle meget smukke pladser, tak også til Nicolai og Kim for de uvurderlige lokale tips som du, Henning var kanon til at give videre til mig. Det er altid hyggeligt at fiske med dig og vi under jo hinanden alle de fisk vi nu ka fange :-). Meeen du er dog lige effektiv nok når du sådan lister dig ind på fiskene udefra hi-hi. Også tak til Lene som lærte mig at finde de der "lys" :-), skattene nåede vi dog ikke, men det gør vi nok en anden gang. Så tak til jer begge for en pragtfuld lille fiskeferie og hils ungerne :-).

Kram fra Kurt