Kystdage

Kystdage

Uvidenhed eller ligegyldighed

MajOprettet af Henning Pedersen fre, maj 20, 2016 13:51:27

Jeg er rigtig glad for min pontonbåd. Ikke mindst, når det gælder fiskeriet efter gedder i brakvand. Men når vinden nærmer sig de 10 sekundmeter, skal der virkelig arbejdes med fødderne for at holde positionen, og det er bestemt heller ikke nogen let sag at ro op mod vinden.
Alligevel lod jeg mig lokke med til geddepremieren i brakvandet, da Henrik ville af sted 2. pinsedag. Tom var med i bilen og lånte den ene båd, og allerede efter få kast fik jeg en gedde, og lidt senere var det Henriks tur. Det tegnede til en fin dag, men nogle timer senere var det stadig det eneste, vi havde fanget.
Henrik ville ud at prøve på åbent vand udenfor noret, hvor der lå adskillige joller. Der var i det hele taget mange på premierefiskeri. Tom og jeg valgte at stoppe, da vinden tiltog yderligere, men det var da fristende at fortsætte, for Henrik ringede efter kort tid og havde fået to gedder over 80 cm.
To dage efter havde vinden lagt sig helt og jeg var igen på pladsen. Denne gang prøvede jeg også udenfor på det åbne vand, men fiskeriet var forsat svært, og på syv timer fik jeg kun fat på fire gedder.

Der var to andre joller i området i løbet af dagen, og begge sejlede direkte ind i fredningsbæltet ved et åudløb og fiskede løs nærmest helt ind til åen. Den ene lå der i tre timer, inden den sejlede videre. På premieredagen talte jeg på et tidspunkt fire både i fredningsbæltet.
Jeg ved ikke, om årsagen er uvidenhed. Hvis ikke er det i hvert fald udtryk for en ligegyldighed med regelsættet, som jeg ikke bryder mig om, uanset om man så fisker efter den ene eller anden art.



  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.