Kystdage

Kystdage

Plads til alle - 7/6 2008

JuniOprettet af Henning Pedersen fre, december 26, 2008 15:35:09

Vel vidende, at godt fiskeri den ene dag ikke nødvendigvis efterfølges af noget tilsvarende et par dage efter, tog Stig og jeg alligevel af sted til Røsnæs for at fiske natten igennem med store forhåbninger til resultatet.

Vejrmeldingen sagde svag nordenvind, og da vi kom frem, kunne vi se, at vinden var så svag, at der var havblik på store dele af Kattegat. Vi gik ned ad bakkerne, mens solen forsvandt bag Samsø.

En enkelt mand fiskede efter hornfisk direkte fra kysten. Han havde fanget et par stykker og gik hjem en time senere, da det begyndte at blive mørkt. Et par andre, der lignede fiskere, forsvandt ned til en anden pynt, så det så ud til, at vi havde området for os selv, troede vi i det mindste, men vi skulle blive klogere.

Blog Image

Ved midnat fik jeg hug på min sorte muddlerflue og kunne lande en fin ørred midt i fyrrene. Det tegnede lovende, og lidt senere mistede jeg en tilsvarende.
Klokken nærmede sig 1, og nattemørket kulminerede, men det klare, skyfri vejr gjorde det let at fiske videre. Jeg gik tilbage mod Stig, som fiskede fra en lille pynt. Da jeg kom derhen fangede øjet to lysende striber i vandet i bugten lige bag ham. Snorkeldykkere - skulle det vise sig - på fiskeri med harpun i hånden og kraftige pandelamper til at spotte fiskene. De kom langsomt nærmere og svømmede 5-20 meter ude fra land. Henne ved Stig kom den ene op over overfalden og konstaterede, vi var der, men det hindrede ham nu ikke i at fortsætte, og med stigende frustration og irritation måtte vi lægge vores kast, hvor der ikke var dykkere i farvandet..… men fristelsen til at gøre noget andet var bestemt til stede.

Den anden dykker var gået på land og passerede os med en fisk hængende fra bæltet. Jeg spurgte, hvad det var, og han svarede, at det var en havørred… ja, den var godt nok lidt lille, men der var ikke så mange fisk i aften. Og lille var fisken bestemt, 25-30 cm.
Da han lidt senere vendte tilbage, spurgte jeg ham, om han ikke syntes, det var udtryk for mangel på hensyn, når man svømmede lige ind foran, hvor vi fiskede, vel vidende at vi stod der.
Han svarede, at kysten jo var fri, og der skulle være plads til alle. Ja, det kan man jo kun give ham ret i, men når man ikke accepterer andres plads, og ens eget fiskeri sker på bekostning af andres - vel at mærke andre, der er kommet før en selv - ja, så er der jo netop ikke plads til alle.

Blog Image

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.